Debat

DF: EU og Folketinget skal holde nallerne væk fra danske lønforhandlinger

EU's direktiv om ligeløn er foruroligende og gennemsyret af mistillid. Folketinget og Bruxelles skal overlade overenskomstforhandlinger til arbejdsmarkedets parter, skriver arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted. 

Når EU blander sig i løn- og ansættelsesvilkår, så risikerer vi at få et arbejdsmarked, der bliver lige så stift og ufleksibelt, som man har i mange andre EU-lande, skriver Bent Bøgsted (DF).
Når EU blander sig i løn- og ansættelsesvilkår, så risikerer vi at få et arbejdsmarked, der bliver lige så stift og ufleksibelt, som man har i mange andre EU-lande, skriver Bent Bøgsted (DF).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Bent Bøgsted
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 1976 vedtog Folketinget, at der skulle være lige løn for lige arbejde mellem mænd og kvinder.

Det er 45 år siden, og alligevel diskuterer vi stadig ligeløn. Samtidig har vi i Danmark det system, at løn- og ansættelsesforhold håndteres ved overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter uden politisk indblanding.

Det er et system, som har gjort, at Danmark har et af de mest smidige og velfungerende arbejdsmarkeder i hele Europa. Det skal vi holde fast ved for enhver pris.

Temadebat

Skal Christiansborg levere en løsning på ligelønsproblemet?

Altinget giver ordet til politikere, fagforbund og eksperter, som i en temadebat vil diskutere, om det er Christiansborg, der skal sikre ligeløn til de varme hænder.

Er der et lønefterslæb for de kvindedominerede omsorgsfag? Er det politikernes ansvar at rette op på det - eller er det en kamp, der skal udkæmpes ved overenskomstbordet?

Panelet er:

  • Elisa Rimpler, formand for BUPL
  • Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd
  • Pernille Skipper (EL), ligestillingsordfører
  • Hans Andersen (V), beskæftigelsesordfører
  • Mona Striib, formand for FOA
  • Bent Bøgsted (DF), beskæftigelsesordfører
  • Sikandar Siddique, politisk leder i Frie Grønne
  • Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
  • Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening
  • Henriette Laursen, direktør i Kvinfo
  • Astrid Elkjær Sørensen og Morten E. Wøldike, hhv. postdoc i historie ved Aarhus Universitet og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til [email protected].

Dermed også sagt, at det må og skal være arbejdsmarkedets parter, der løfter opgaven med at sikre ligeløn i praksis.

Hvis fagforeningerne er så optagede af ligeløn mellem kønnene, så må fagforeningerne sætte dette spørgsmål allerøverst på dagsordenen til overenskomstforhandlingerne.

EU skal ikke kæmpe fagforeningers kamp
Men det gør de ikke – og måske skyldes det, at spørgsmålet om ligeløn ikke er så ligetil endda.

Hvis to mennesker – en mand og en kvinde – står ved et samlebånd og skal sætte dippedutter sammen af præfabrikerede materialer, så er det lige til at vurdere, om de får den samme løn for lige arbejde. Samler de det samme antal dippedutter på den samme tid?

Men bevæger man sig videre til en tømrervirksomhed, så er det allerede vanskeligere, for her handler det jo ikke bare om at producere en vinduesramme. Det handler også om kvaliteten af vinduesrammen, villigheden til at blive længere på arbejdspladsen, når det brænder på – og mange andre parametre.

Hvis fagforeningerne er så optagede af ligeløn mellem kønnene, så må fagforeningerne sætte dette spørgsmål allerøverst på dagsordenen til overenskomst-forhandlingerne.

Bent Bøgsted (DF)
Arbejdsmarkedsordfører

Senest er EU nu også begyndt at blande sig. EU har barslet med et såkaldt ”direktiv om ligeløn og handlingsplan for den sociale søjle”.

Af direktivet fremgår det blandt andet, at medlemsstaterne skal sikre lige løn for arbejde af samme værdi. Med andre ord skal værdien af arbejdet nu også gøres op – og hvordan gør man så lige det på et kompliceret arbejdsmarked?

Nyt direktiv er gennemsyret af mistillid
EU vil i øvrigt også have, at virksomheder i stillingsopslag skal oplyse, hvad de agter at give i løn til en kommende medarbejder og indføre en form for omvendt bevisbyrde, når det gælder ligeløn. Det skal nu være op til virksomheden at bevise, at de ikke forskelsbehandler mellem kønnene.

Direktivet er altså gennemsyret af mistillid til virksomhederne. Det er meget foruroligende, at EU nu vil begynde at detailregulere på arbejdsmarkedsområdet.

Det var lige nøjagtigt det, Dansk Folkeparti advarede om, da EU vedtog den sociale søjle – nemlig at opgaver, der hidtil havde påhvilet arbejdsmarkedets parter, fremadrettet ville blive reguleret i Bruxelles.

Det er enormt indgribende over for en virksomhed, at de skal oplyse om lønforhold i virksomheden. Lønnen er også et vigtigt konkurrenceparameter for mange virksomheder, og det er helt ude i hampen, at virksomheden skal bevise sin egen uskyld i lønspørgsmål.

Direktivet er gennemsyret af mistillid til virksomhederne. Det er meget foruroligende, at EU nu vil begynde at detailregulere på arbejdsmarkedsområdet.

Bent Bøgsted (DF)
Arbejdsmarkedsordfører

Det vil medføre, at virksomheder risikerer at skulle oplyse om andre ansattes løn- og ansættelsesvilkår for at kunne imødegå påstande om, at kvinder underbetales.

Underminerer dansk tradition
Når EU blander sig i løn- og ansættelsesvilkår, så risikerer vi at få et arbejdsmarked, der bliver lige så stift og ufleksibelt, som man har i mange andre EU-lande, hvor arbejdsmarkedet er præget af konfrontation, strejker og gensidig mistillid mellem arbejdstager og arbejdsgiver.

Det forringer Danmarks konkurrencedygtighed, og det underminerer en mere end hundredårig dansk tradition, der har tjent os vel. Og så kommer det ikke til at gøre nogen forskel i forhold til at sikre ligeløn på arbejdsmarkedet.

I dag får man i Danmark løn efter en overenskomst, anciennitet og kvalifikationer. Jeg har stor tillid til, at det af langt, langt hovedparten af arbejdsgiverne håndteres ganske korrekt. Og mener lønmodtagerorganisationerne ikke at det er tilfældet, så må det op øverst på dagsordenen ved overenskomstforhandlingerne.

Det hjælper ingen, at Folketinget – og da slet, slet ikke EU – begynder at blande sig i disse forhold.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00