DF og lobbyisterne

MANDAGSTRÆNEREN: Ydmyghed, respekt og professionalisme – det skal der til, hvis man som lobbyist skal nå Dansk Folkeparti. Forholdet til fagbevægelsen er blevet bedre, efter at nye formænd har parkeret gammelt nag. Til gengæld er relationen til Dansk Industri elendig.

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

”Har De kørelejlighed, fru Kjærsgaard?” Med det spørgsmål indledtes det gode forhold mellem afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller og Pia Kjærsgaard i sin tid. Rederen insisterede på at køre partiformanden hjem fra et møde, hvad hun aldrig glemte: For et parti med Dansk Folkepartis forpinte historie rammer den galante tilgang lige ind dér, hvor langvarige relationer opstår.

Det med at læse psykologien hos politikere som Kjærsgaard, pleje kontakterne og bygge tillid op er de eksperter i på Esplanaden, der allerede i 1998 blåstemplede Dansk Folkeparti med økonomisk støtte – mens partiet endnu blev lagt for had i resten af the establishment.

Som hos en slået hund har de mange slag lagret sig i Dansk Folkepartis DNA helt frem til i dag. Nyrups bemærkning om stuerenhed og den almindelige latterliggørelse af ikke-akademikerne i folketingsgruppen huskes fortsat. Det bør man med veludviklet fingerspidsfornemmelse tage bestik af, når man nærmer sig partiet: Slet skjult nedladenhed afkodes lynhurtigt af DF, som efter et valg kan komme til at sidde med afgørende indflydelse – også på erhvervspolitikken.

Dialog med Danfoss
I den forgangne uge var Kristian Thulesen Dahl inviteret forbi et andet dansk erhvervsikon, Danfoss. Familieforetagendet er en af de stadig flere virksomheder, der i lighed med Maersk selv bedriver lobbyisme – og ikke kun gennem interesseorganisationer som Rederiforeningen eller Dansk Industri.

Et besøg giver intim ro til at synliggøre udfordringer med belastende rammevilkår, svært håndterbare regler og den slags, og det blev til en god snak om produktionsarbejdspladser og behovet for kvalificeret arbejdskraft, heriblandt dygtige udlændinge.

Til gengæld har Dansk Folkeparti svært ved at finde fodslaw med Dansk Industri, landets største erhvervsorganisation. Oplevelsen i DF er, at DI igen og igen fornærmer partiet; at selv større delegationer fra organisationen ikke er klædt på til at svare på partiets spørgsmål om grænsekontrol; og at der ydermere ikke kan skabes professionelle rammer for, hvad der er til diskussion – og hvad ikke.

Mundhuggerier
Med veludviklede sociale kompetencer lykkedes det nu afdøde DI-direktør Hans Skov Christensen at få etableret en god kontakt til partiet i Pia Kjærsgaards tid. I dag er forholdet kølet ned, partiet føler sig stemplet som paria af DI, og Karsten Dybvad – Skov Christensens afløser som topfigur – og Thulesen Dahl har angiveligt ligefrem gerådet sig ud i mundhuggerier.

Den opfattelse af samarbejdet deles ikke af DI, men problemet er, at ”det efterladte indtryk” tæller. Hvis partiet oplever håndskyhed fra DI, og at det ikke kan få fodfæste, er det den virkelighed, DI må forholde sig til på sine medlemmers vegne.

Ud over grænsekontrollen drejer uenighederne sig om øst-arbejdere. Dansk Folkeparti er hardlinere på danskens vegne, mens DI har en global tilgang til det med bomme og udenlandsk arbejdskraft. I en velfungerende relation ville man kunne parkere uenighederne – og herefter tale videre om det, man rent faktisk er enige om.

I tilfældet her kunne det måske være, hvordan Danmark fastholder og skaber arbejdspladser i bunden af arbejdsmarkedet. Men DF oplever, at dette realpolitiske forhandlingsrum ikke kan etableres med DI.

DA yndlingslobbyist
Fornøden respekt og ydmyghed over for politikerne er blandt grundværdierne i Dansk Arbejdsgiverforenings interessevaretagelse. Måske derfor står DA i modsætning til DI højt på DF's liste over erhvervslobbyister, man gerne samarbejder med. Hos arbejdsgiverne i Vester Voldgade arbejdes der konsekvent på den meget lange bane med at spotte og pleje alliancepartnere – også dem, man ikke svinger 100 procent politisk med.
Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er i de senere år også blevet bedre til at pleje forholdet til DF, ligesom Landbrug & Fødevarer er parate, når der lejlighedsvis måtte være brug for det. Netop derfor gjorde det ondt, da de to organisationer op til Europa-Parlamentsvalget tidligere på året i en tilsyneladende koordineret udmelding advarede mod at stemme på Dansk Folkeparti.

At de selvsamme organisationer dagen efter det flotte DF-valg sendte lykønskningsbuketter til de nyvalgte DF-parlamentsmedlemmer, blev opfattet som en upassende handling. I politik husker man; en grundsætning, der ikke mindst gælder, når man hedder Dansk Folkeparti, hvor fortidens ydmygelser stadig kitter partitoppen sammen, skønt partiet nu er en velvoksen teenager på 19 år.

Nye formænd har god kemi
Selvom fagforbundene 3F og Dansk Metal også var med i anti-kampagnen mod Dansk Folkeparti til Europa-Parlamentsvalget, er den sag lukket i forhold til fagbevægelsen. Denne opleves i dag af Dansk Folkeparti som nemmere at tale med end erhvervsorganisationerne – nok så interessant, hvis partiet skal støtte en Venstre-ledet regering efter valget.

Forbedringen skyldes blandt andet kemi: Der er sket et næsten samtidigt generationsskifte alle tre steder. 3F's nye formand, Per Christensen, og Kristian Thulesen Dahl har et glimrende forhold, og også smedenes Claus Jensen har gode relationer til Dansk Folkeparti.

I Nyropsgade oplever man i dag DF som ”et helt almindeligt parti”, der måske nok hidtil mest har signaleret mere velfærd, men rent faktisk også lytter til den private stemme; den, der taler om job og vækst. Erhvervsordfører Hans Christian Skibby og en politisk konsulent fra Metal har eksempelvis for nylig skrevet fælles indlæg om privat jobskabelse i en række medier.

Som et valg nærmer sig, bliver det dog formentlig sværere at bonde alt for synligt, ikke mindst på formandsplan; Metal kan ikke løbe fra relationerne til Socialdemokratiet. Og direkte økonomisk støtte – så langt rækker velviljen formentlig heller ikke.

Kendsgerningen er, at DF er blevet betydelig mere ombejlet, siden hr. Møller efter endt kørsel som en sand gentleman sprang ud af bilen og åbnede døren for Kjærsgaard – og dermed vejen til partiets hjerte. Nogle lobbyister kan finde ud af det der; andre kan savne den rette fingerspidsfornemmelse, hvad kan koste dem indflydelse.


Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk.

Forrige artikel Lobbyisme som ledelsesdisciplin Lobbyisme som ledelsesdisciplin Næste artikel Færre kommuner i fremtiden? Færre kommuner i fremtiden?
Det sker i EU: Brexit og EU-mindsteløn tilbage i rampelyset

Det sker i EU: Brexit og EU-mindsteløn tilbage i rampelyset

OVERBLIK: Det er – endnu en gang – sidste udkald i brexit-forhandlingerne inden et spændt afventet topmøde, og så tager EU-Kommissionen næste skridt mod en europæisk mindsteløn, der får den danske regering op i det røde felt.