Debat

DI: EU skal vækkes fra den digitale tornerosesøvn

DEBAT: Kommissionen har lagt godt fra land med en strategi for et digitalt indre marked. Det kan komme Danmark til gavn: dansk økonomi kan se frem til en vækst på 58 milliarder kroner, hvis projektet fuldendes. Men det kræver, at medlemslandene vågner fra deres digitale tornerosesøvn, skriver Peder Søgaard-Pedersen.

Det er EU-Kommissionens ambition at skabe ét fælles digitalt hjemmemarked og gøre Europa til den foretrukne region i verden for virksomheder med digitale ambitioner, skriver Peder Søgaard-Pedersen.
Det er EU-Kommissionens ambition at skabe ét fælles digitalt hjemmemarked og gøre Europa til den foretrukne region i verden for virksomheder med digitale ambitioner, skriver Peder Søgaard-Pedersen.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peder Søgaard-Pedersen
Fagleder for Digital Indre Marked, DI

Vi har efterhånden hørt det mange gange. Danmark er et af verdens mest digitale lande. Det er selvfølgelig godt for den danske selvforståelse, men er vi også gode nok til at udnytte de muligheder, som det giver os?

Et afgørende problem er, at mange danske digitale virksomheder fortsat flytter til udlandet, så snart de er blevet levedygtige og klar til at erobre verden. Danmark er, når alt kommer til alt, kun et lille land med få kunder og færre risikovillige investorer. Dermed bliver de arbejdspladser, den viden og de investeringer, som disse virksomheder er med til at skabe, ikke skabt i Danmark.

Men hvad nu hvis digitale virksomheder i Danmark havde uhindret adgang til et hjemmemarked på over 500 millioner privatkunder og over 25 millioner erhvervskunder? Hvis de havde uhindret adgang til it-specialister fra hele EU og til finansiering fra investorer i 28 lande? Så ville der pludselig være langt færre grunde til at flytte virksomheden over Atlanten eller om på den anden side af jorden.  

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er grundlæggende visionen bag Europa-Kommissionens strategi for et digitalt indre marked, som blev offentliggjort i foråret 2015, og som skal være fuldt implementeret inden udgangen af i år:

At skabe ét fælles digitalt hjemmemarked og gøre Europa til den foretrukne region i verden for virksomheder med digitale ambitioner.

Et lille digitalt frontløberland som Danmark står forrest i køen, når gevinsterne ved et digitalt indre marked skal deles ud. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om.

Peder Søgaard-Pedersen
Fagleder for Digital Indre Marked, DI

Digital økonomi
Et lille digitalt frontløberland som Danmark står endda forrest i køen, når gevinsterne ved et digitalt indre marked skal deles ud. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om. Et fuldendt digitalt indre marked vil øge EU’s økonomi med 415 milliarder euro. Selv hvis potentialet blot fordeler sig ligeligt mellem medlemslandene, svarer til det en øget vækst i dansk økonomi på 58 milliarder kroner.  

EU-institutionerne har allerede færdigforhandlet flere initiativer såsom fri roaming, grænseoverskridende online handel, regler for persondatabeskyttelse og adgang til dit online abonnement på tv-serier og film i hele EU.

Der forhandles forsat på livet løs omkring kontroversielle spørgsmål om nye regler for copyright, EU’s teleregulering, privatlivsbeskyttelse når man mailer, sms’er og taler i telefonen. Og inden længe får vi måske også data som EU’s femte frihed på linje med den fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

EU skal gå forrest
Kommissionen har altså lagt godt fra land med sin digitale strategi og været med til at vække EU’s medlemslande af deres digitale tornerosesøvn. Fremadrettet er det imidlertid afgørende, at de europæiske digitale regler ikke ender i protektionisme og dataforskrækkelse.

EU skal i stedet gå forrest, når det gælder fair konkurrencevilkår i en digital økonomi, og når det gælder at sikre borgernes tillid til digitalisering og skabe bedre vilkår for udvikling og anvendelse af ny teknologi i Europa.

Formår vi det, sikrer vi, at danske virksomheder kan erobre verden fra en IP-adresse i vores egen andedam, fremfor på den anden side af jorden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00