Erhvervslivet skriger efter dem, men højtuddannede indvandrere fravælger Danmark

Danske virksomheder mister ordrer, og vi går glip af vækst, når arbejdskraft – særligt den højtuddannede – bliver en mangelvare.

Det var budskabet, da Dansk Industri og Dansk Erhverv i sidste uge gik i brechen for at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft. "Det her er et spørgsmål om velfærdsstatens fremtid,” sagde Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, til Berlingske.

Men ifølge nye tal kan netop velfærdsstaten være selve problemets kerne. Tallene stammer fra et speciale fra Aarhus Universitets Institut for Statskundskab, og de viser, at den høje økonomiske lighed, som de nordiske velfærdsstater tilvejebringer gennem høje skatter og omfordeling, gør landene mindre attraktive for de højt specialiserede og eftertragtede udlændinge.

Altinget har fået Peter Nannestad, som er professor i statskundskab med speciale i globalisering og velfærdsstater, til at læse specialet, og hans dom over den danske indvandringspolitik er nådesløs: 

En velfærdsstat er opstået som et rent nationalt projekt, og du kan ikke have en velfærdsstat som den danske uden en vis form for afskærmning. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, og det ved politikerne godt.

Peter Nannestad
Professor, Aarhus Universitet

”Tallene tyder på, at migrationspolitikken ikke virker. Alle lande har en migrationspolitik angående tredjeverdenslande, som går ud på, at man vil have uddannede indvandrere. Og alligevel er der et klart billede af, at de veluddannede vælger at gå til lande med stor indkomstspredning.” 

Konkret har et land med 20 procent større økonomisk lighed end det land, de forsøger at rekruttere arbejdskraft fra, 18 procents sandsynlighed for at modtage indvandrere med højere uddannelse end deres egen befolkning. Denne sandsynlighed er til gengæld på 94 procent, hvis et land er 20 procent mindre økonomisk lige end afsenderlandet.

De statistiske fund er baseret på data fra EU15-landene, hvor migrationsmønstre fra både Vest- og Østeuropa samt ikkevestlige lande er blevet undersøgt. De nordiske velfærdsstater, Finland, Sverige og Danmark, er dårligst til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft blandt EU15-landene, mens lande med høj økonomisk ulighed som Portugal, Spanien, Storbritannien og Luxembourg har størst succes.

Mens ikkevestlige indvandrere i Storbritannien er gennemsnitligt 17 procent bedre uddannet end den britiske befolkning, er samme gruppe indvandrere hele 38 procent lavere uddannet i gennemsnit end den danske befolkning.

”En ting, som er værd at bemærke, er, at danske politikere tilsyneladende er klar over problemet. For vi har jo blandt andet den såkaldte forskerordning, hvor man netop giver denne gruppe en skattelettelse, så man ved godt, at det er et problem at tiltrække højtuddannede indvandrere, når vi har så høje skatter,” konkluderer Nannestad. 

Migranter vælger rationelt 
Universitetsspecialet er baseret på tidligere studier foretaget af netop Nannestad, og han finder det bemærkelsesværdigt, at det strengt økonomisk rationelle adfærdsmønster, som han tidligere har fundet blandt migranter inden for EU’s grænser, også er gældende for den ikkevestlige indvandring.

”Jeg må sige, at det er lidt overraskende for mig,” siger han og forklarer, hvordan den teoretiske model, som ligger bag fundene, oprindeligt er udarbejdet af økonomerne A.D. Roy og George Borjas.

Den såkaldte Roy-Borjas-model tilsiger kort fortalt, at en person, som skal migrere til et andet land, foretager en rationel nytteberegning, hvor personens indtjeningsmuligheder i oprindelseslandet såvel som i listen af potentielle destinationslande opvejes. Det betyder, at højtuddannede indvandrere vil søge at få mest muligt ud af deres uddannelsesmæssige kvalifikationer og bosætte sig i et land med en høj indkomstulighed.

Nannestad vurderer, at tallene giver et fornyet billede af, hvad der foregår inde i hovederne på immigranter, som har truffet et valg om at migrere og nu skal vælge et land at flytte til.

”Det er en ren rationel model, og det kan måske forekomme nogle lidt overdrevet. Nogle vil sige, at sådan tænker folk slet ikke. Men det ser det altså ud til, at de gør,” siger han.

Ifølge OECD er der generelle fordele ved at appellere til højtuddannet indvandring, da de klarer sig bedre end lavere uddannede på arbejdsmarkedet i de lande, som de kommer til.

”Det er en ren win-win-situation. De er blevet uddannet i udlandet, så modtagerlandet har ikke haft nogen omkostninger ved at uddanne dem. Så det er jo skønt at få dem!” siger Peter Nannestad.

Det er ifølge professoren nemmere at få højtuddannede indvandrere integreret. De bidrager til en forøgelse af humankapitalen, et begreb, som fremhæver værdien af blandt andet menneskers viden, erfaringer og kreativitet. ”At det så rejser et etisk spørgsmål, om vi kan være bekendt at støvsuge ikkevestlige lande for deres bedste hoveder, det er jo så et åbent spørgsmål,” som Nannestad siger det.

”Men set snævert fra den nationale interesses side, så er det kun naturligt, at vi gerne vil have højtuddannede indvandrere og ikke lavtuddannede, for de vil risikere at koste noget. Og det ved vi jo i Danmark, hvor en stor del af indvandrerne fra ikkevestlige lande er meget lavtuddannede. Det er primært der, vi finder de berømte 36 milliarder,” siger Peter Nannestad og henviser til Finansministeriets beregning af nettoudgiften for ikkevestlig indvandring i Danmark i 2015. 

Enten velfærd eller globalisering 
Når et land skal tiltrække specialiseret og højtuddannet arbejdskraft, er høj ulighed med andre ord en fordel. Men i et samfund, som er baseret på en universel velfærdsmodel, skal man ikke gå ret mange trin ned på lighedsskalaen, før de fordelingsmæssige grundpiller vakler. Det er et dilemma, som politikerne ifølge Peter Nannestad jævnligt konfronteres med.

”Friedman (verdensberømt økonom og nobelprismodtager, red.) sagde, at man enten kan have en velfærdsstat eller en fri og lempelig immigration – men man kan ikke have begge dele. Og det er problemet i en nøddeskal. En velfærdsstat er opstået som et rent nationalt projekt, og du kan ikke have en velfærdsstat som den danske uden en vis form for afskærmning. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, og det ved politikerne godt,” siger Nannestad og breder billedet ud:

”Men det er jo svært at gøre noget ved det, for det er en afvejning. Et lille land som Danmark er blandt de store vindere i globaliseringen. Vi har en klokkeklar økonomisk interesse i globaliseringen. Men den anden side af globaliseringen skaber store problemer for den velfærdsstat, som vi har opbygget.”

Tesfaye: Den pris vil vi ikke betale  
Problemet for danske virksomheder med at tiltrække nok højtuddannet arbejdskraft fik fornyet aktualitet i sidste uge, da DI offentliggjorde en undersøgelse, der viste stor mangel på arbejdskraft. Ud af 7.600 virksomheder svarede 30 procent, at de manglede højtuddannet arbejdskraft, og analysen konkluderede, danske virksomheder mister ordrer, og dermed går samfundet glip af vækst.

Det samme havde Dansk Erhverv fundet ud af i en lignende medlemsundersøgelse. Samtidig viste en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som vi skrev om her på Altinget i sidste uge, at kun halvdelen af de udenlandske studerende i Danmark bliver hængende efter endt uddannelse.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, genkender problemet om velfærd versus globalisering. 

”Fuldstændig. 100 procent. Det er præcis omdrejningspunktet for Socialdemokratiets politik, nemlig hvordan vi kan fastholde et velfærdssamfund med en høj grad af lighed og samtidig få det bedste ud af globaliseringen. Det er svært, og det er det, vi i Socialdemokratiet arbejder på hver dag.”

Aarhus Universitets fund overrasker ikke udlændingeordføreren:

”Et samfund med forholdsvis høje sociale ydelser vil altid tiltrække folk med lavere kvalifikationer, hvorimod et samfund med højere ulighed vil tiltrække folk, der har let ved at klare sig. Det er derfor, blandt andet Storbritanniens indvandrere har en anden sammensætning end de skandinaviske velfærdsstater," siger han og fortsætter:

"Og det er præcist derfor, vi også skal være opmærksomme på, at de indvandrere, der kommer hertil, er folk, som vi ved, har nogle af de specialistkvalifikationer, vi mangler, og ikke bare skal hertil for at udføre ufaglært eller faglært arbejde, for de vil have meget svært ved at finde sig til rette i Danmark.”

Alligevel er Tesfaye uvillig til at tage et opgør med skattetrykket af hensyn til migrationspolitikken.

”Vi er ikke indstillede på at reducere velfærdsstaten – for eksempel ved at sænke skatterne – for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Den pris vil vi ikke betale.” 

Regeringens disruptionråd har løbende diskuteret nødvendigheden af udenlandsk arbejdskraft, og i løbet af efteråret vil regeringen komme med et udspil, som skal lette adgangen til udenlandsk arbejdskraft.

Udspillet bliver set i møde af Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, som på Twitter skriver, at ”et velfungerende erhvervsliv er en forudsætning for det danske velfærdssamfund. Lad os finde løsninger frem for modsætninger”.

Professor Peter Nannestads pointe om, at velfærdsstaten har problemer i en globaliseret verden istemmer Liberal Alliances udlændingeordfører, Joachim B. Olsen, sig hurtigt. ”Jeg synes, det er ærgerligt, at Danmark ikke er så attraktivt at komme til for højtspecialiserede folk,” siger han til Altinget.

Fundene fra Aarhus Universitet bekræfter hans kritik af velfærdsstaten, men trods den klare diagnose har løsningerne ikke været gode nok til at overbevise et parlamentarisk flertal. Og det er Joachim B. Olsen ikke tilfreds med.  

”Men det skyldes jo ikke regeringen. Vi har åbent sagt, at vi ønsker, det bliver mere attraktivt for folk at komme hertil. Men Dansk Folkeparti er jo imod al indvandring, både arbejdskraft og flygtninge,” siger han til Altinget og uddyber, at selv om han er enig på flygtningeområdet, så er Dansk Folkepartis modstand mod indvandret arbejdskraft i opposition til den gældende forskning.

”Der er lavet masser af forskning, som viser, at det er en rigtig god idé i Danmark at være et åbent samfund over for folk, der kan bidrage.”

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) eller udlændingeordfører Marcus Knuth (V), men under førstebehandlingen af et lovforslag fremsat af Dansk Folkeparti om en opjustering af kravene i beløbsordningen, udlagde Støjberg VLAK-regeringens linje og blottede modsætninger til støttepartiet, som ministeren efter eget udsagn for en sjælden gangs skyld var “meget uenig med”.

“Regeringens linje er klar,” sagde Støjberg under forhandlingerne. “Vi skal have en udlændingepolitik, der går på to ben. Danmark skal have en stram og konsekvent udlændingepolitik over for de flygtninge og migranter, som, synes jeg, risikerer at svække værdierne og sammenhængskraften her, og som vi også kan se, giver et markant underskud på de offentlige finanser. Men vi skal samtidig være åbne over for udlændinge, der kan og vil arbejde, og som vil bidrage til vores samfund, og som jo dermed også indebærer en markant gevinst for Danmark.”

At højtuddannet arbejdskraft er en vigtig ressource for danske virksomheder tilslutter Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, sig ikke uden forbehold:

”Der kan være perioder, hvor det er vigtigt, men jeg synes efterhånden, vi må være nået frem til den konklusion, at også den højtuddannede indvandring, fordi den har nået så stort et omfang, er en stigende bekymring i forhold til vores lands sammenhængskraft,” siger Martin Henriksen og henviser til tal fra Danmarks Statistik, der viser at 24,4 procent af Københavns Kommunes befolkning er udgjort af ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

DF: Økonomi ikke det eneste hensyn 
Trods Aarhus Universitets fund på området kalder Martin Henriksen det en myte, at det er svært at tiltrække højtuddannet arbejdskraft til landet. ”Det passer ikke, det er jo faktuelt forkert.”

Hvor har du det fra?

”Det kan du se på tallene. Hvor mange opholdstilladelser vi giver.” 

At det ikke handler om antallet af opholdstilladelser, men andelen af højtuddannede indvandrere er mindre vigtigt for udlændingeordføreren.

”Danmark er et attraktivt land. Når man kigger på, hvor mange, også højtuddannede, der kommer til landet, så er det helt ude i hampen at påstå, at vi ikke er attraktive. De kommer vel ikke, fordi de har hørt, det er et forfærdeligt sted at være, og så ville de lige se med deres egne øjne, om det er rigtigt. Det kan godt være, at der kommer flere i andre lande, men skulle det så være et argument for, at vi skal have flere i Danmark?”

At de danske politikere selv er klar over problemet, når de tilbyder skattelettelser og forskerordninger til højtuddannede indvandrere, hvilket Dansk Folkeparti har været med til at gennemføre, er ifølge Martin Henriksen ikke udtryk for andet, end at partiet som det eneste på Christiansborg er nuanceret i tilgangen til udenlandsk arbejdskraft.

”I visse tilfælde kan det godt give mening, at der kommer udenlandsk arbejdskraft. Man skal bare veje det op mod nogle andre hensyn. Vi har et hensyn at tage til sammenhængskraften, til vores kultur. Vores befolkning skal ikke ændre karakter, bare fordi Dansk Industri eller en eller anden professor synes, det er spændende at skrive rapporter om, hvor økonomisk værdifuldt, det er for det danske samfund. Der er nogle andre hensyn, man som politiker skal tage,” siger han.