Analytikere: Et år efter EU-valget har de konservative sat sig tungt på magten

Indholdsmæssigt har de store temaer ikke overraskende været Ukraine, forsvar og økonomi.

Det er de temaer, der har fyldt i offentligheden, og det afspejles også i Parlamentets interne arbejde. De fleste sager og afstemninger vedrører disse temaer.

Særligt når det gælder forsvar og økonomi, er der ofte også mange ændringsforslag tilknyttet.

Flertal til højre og venstre

Efter EP-valget i 2024 blev mandaterne fordelt på en måde, der betyder, at den konservative EPP-gruppe har mulighed for at danne flertal både til højre og til venstre.

Begge muligheder har været benyttet, men i langt de fleste tilfælde er flertallet fundet hen over midten.

Hver tredje afstemning afgøres af en koalition bestående af de konservative, de liberale, socialdemokraterne, de grønne og venstrefløjsgruppen.

Det rene højrefløjsflertal, som kan dannes af de konservative og de tre højrefløjsgrupper, har været anvendt ved 4,3 procent af afstemningerne og yderligere 3,5 procent i en konstellation, hvor også de liberale har indgået.

Ser man på, hvor ofte de politiske grupper er med i et vindende flertal, er det tydeligt, at det er den konservative gruppe, der sidder på magten.

Hele 93 procent af alle afstemningerne har den store konservative EPP-gruppe været en del af det vindende flertal. For den liberale gruppe, Renew, hedder tallet 91 procent, og for socialdemokraterne, S&D, 86 procent.

Ultranationalisterne i ESN-gruppen, hvor ingen danskere er repræsenteret, stemmer på den anden side kun med flertallet ved tre ud af ti afstemninger.

Danmark har 15 medlemmer af Europa-Parlamentet, som kommer fra ti forskellige danske partier og fordeler sig i parlamentet på syv partigrupper.

Flere partier kan godt høre hjemme i samme partigruppe. For eksempel sidder Liberal Alliance og De Konservative begge i EPP-gruppen, og Moderaterne, Venstre og De Radikale sidder alle i Renew Europe.

Skeler man til partidisciplinen i Folketinget, så er den meget stærk. Politikerne fra samme parti stemmer typisk det samme i salen. I Europa-Parlamentet er der bedre plads til særinteresser. Derfor ser man også brud på partilinjen i alle de politiske grupper.

De danske dukse

Det generelle billede er, at de store grupper på midten har større gruppedisciplin end grupperne på både venstre- og højrefløjene.

I højrefløjsgruppen Patriots for Europe, hvor Anders Vistisen (DF) er såkaldt “chief whip”, altså indpisker, er partidisciplinen svagest.

På tværs af afstemninger brydes partilinjen ved 17 procent af gruppens stemmeafgivelser. Vistisen selv har 302 gange afgivet en stemme, der ikke flugter med flertallet i hans egen gruppe. Ud af disse omhandler cirka en fjerdedel Ukraine.

Mens Vistisen har været kritisk over for støtten til Ukraine, har Per Clausen (EL) primært brudt med flertallet i sin gruppe (The Left) for at anlægge en mere pro-ukrainsk linje.

Den dansker, der flest gange (492) har brudt med sin partigruppes linje, er Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne, der sidder i ECR-gruppen – ofte i spørgsmål vedrørende økonomi.

De to danske “dukse” er Rasmus Nordqvist (SF) og Villy Søvndal (SF), der i 99 procent af afstemningerne følger flertallet i den grønne gruppe.

Det første år med det nye Europa-Parlament har tydeliggjort, at det nu er den konservative gruppe, der svinger taktstokken.

Gruppen er stort set altid med i den vindende koalition, mens centrum-venstrefløjen, der havde et flertal i sidste mandatperiode, kun er lykkedes med at danne et flertal uden om EPP i 2,5 procent af afstemningerne.

Omvendt er den højredrejning, der var ventet i Europa-Parlamentet efter valget, hvor også grupperne på den yderste højrefløj gik frem, ikke slået igennem i tallene. Et rent flertal til højre er set i fire procent af afstemningerne.

En post med indflydelse

Det første år som kongemager har også vist, at EPP er mere internt uenige end de øvrige grupper på midten. Socialdemokrater, liberale og grønne er uenige i 4-5 procent af afstemningerne, mens EPP ligger på 7,3 procent.

Tallene afspejler ikke hele den politiske situation i Europa-Parlamentet, hvor indflydelse ikke kun kan måles i antallet af vundne afstemninger.

Det handler også om de fingeraftryk, man kan få afsat i de tekster, der vedtages, og her ses det blandt andet, at højrefløjsgrupperne ECR og PfE vinder flere ændringsforslag, end de har gjort tidligere.

Højrefløjsgruppen PfE skal desuden være Parlamentets ordfører på efterårets forhandlinger om EU’s klimamål for 2040 – en post med stor indflydelse.

Dertil kommer det pres, som EPP-gruppen kan lægge på centrum-venstrefløjen for at få lovforslag og rapporter drejet i konservativ retning. Det er den slags, man kan, når man er kongemager.