EU-ekspert: De sparsommelige fire kan blive de transformative fem

Af Mark Leonard
Medstifter og direktør, European Council on Foreign Relations (ECFR)

Magtdynamikken i EU har ændret sig i de seneste år. Man har længe talt om styrken af den fransk-tyske motor, Club Med, og – inden for rammerne af EU-budgettet – Visegrad 4’s førende lande, Ungarn og Polen, men 2020 førte til fødslen af en ny alliance bestående af nogle af Europas mest velstående medlemsstater.

Grupperingen, anført af ambitiøse ledere, herunder Østrigs Sebastian Kurz, Danmarks Mette Frederiksen, Hollands Mark Rutte og Sveriges Stefan Löfven, forårsagede bølger under blokkens budgetdiskussioner med deres uforsonlighed mod yderligere finansiering samt deres forpligtelse til at opretholde retsstatsprincipper i hele EU-27.

De fandt sammen bag betegnelsen: ”De sparsommelige fire”. Under forhandlingerne om genopretningspakken tilsluttede Finland sig også gruppen som et uformelt medlem.

Denne betegnelse vildleder dog lige så meget, som den forklarer, og den kan meget vel blive en fælde, der undervurderer disse lande og forhindrer dem i at levere, hvad deres borgere virkelig ønsker. På baggrund af covid-19 bør disse ledere placere sig i spidsen for at genopfinde Europa for at holde deres borgere sikre og velstående snarere end at være fodslæbende med EU-udgifter.

Sparsommelige borgere er glade for EU
En ny meningsmåling, bestilt af ECFR, viste, at i modsætning til ’bønnetællende’ stereotyper er borgerne i disse lande faktisk komfortable med at bruge penge på Europa.

Barrieren, der skal overvindes, er at vise borgerne, at EU’s udgifter ikke spildes på korrupte regeringer eller bagudrettede prioriteter. Hvis borgere i disse velstående stater føler, at de tages for givet, vil de sandsynligvis falde tilbage i sparsommelighed.

Mark Leonard
Medstifter og direktør, European Council on Foreign Relations (ECFR)

Næsten otte ud af ti respondenter afviste udsagnet ”EU bruger for mange penge”, og et flertal mente, at der var vigtige fordele ved at være i EU – hvor fri bevægelighed for mennesker og varer, samarbejde om sikkerhed, retfærdighed og terrorisme og kollektiv handling på emner som forsvar og klima blev betragtet som de vigtigste aktiver for deres lands medlemskab.

Kun ni procent af de adspurgte følte, at der ikke er nogen merværdi ved at være i EU.

Dette underminerer enhver anklage om sparsommelighed eller indgroet euroskepsis og antyder, at disse borgeres bekymringer ligger andre steder, når det kommer til, hvad EU bruger penge på.

Frygten for korruption og spild
Mit arbejde med den offentlige mening i de seneste år antyder, at offentligheden i de sparsommelige lande ser Europa som en vigtig del af at forberede deres lande på en farligere verden. Men for at gøre det skal EU-institutioner og medlemslande arbejde for at vise, hvordan kollektiv europæisk handling kan blive bedre tilpasset det 21. århundredes udfordringer.   

Vores meningsmåling viste to sæt bekymringer, som er nødvendige at adressere.

For det første at overbevise borgere om, at EU er seriøse med at takle korruption og krænkelser af retsstatsprincippet. Risikoen for ”spild” er en stor frygt i de såkaldte ’sparsommelige stater’ ifølge ECFR’s meningsmåling – og er en betænkelighed, der nævnes af omkring 40 procent i forbindelse med EU's genopretningspakke.

De sparsommelige ledere bør sørge for, at snakken om at knytte EU-udgifter til retsstatsprincippet og korruption ikke går tabt i hasten for at undgå en global recession. Det tyske formandskab i EU kan spille en afgørende rolle i at hjælpe med at skabe opmærksomhed ud over det kompromis, der er aftalt med Europa-Parlamentet.                    

Fra sparsommelig til transformativ
Den anden store bekymring er opfattelsen af deres lands faldende indflydelse i europæisk beslutningstagning. Flere end fire ud af ti borgere fra disse såkaldte sparsommelige medlemslande mener, at deres lands position i EU er forringet i de seneste år.

Denne følelse er især udtalt i Finland, hvor næsten halvdelen af de adspurgte følte, at deres lands indflydelse var ”mindsket” i de sidste to-tre år, såvel som i Holland (43 procent) og Sverige (43 procent). På tværs af den politiske højrefløj stiger disse tal stejlt – og de er stratosfæriske blandt tilhængere af Finlands De Sande Finner, Danmarks Nye Borgerlige og Sveriges Sverigedemokraterne.

Hvis lederne i de sparsommelige lande er i stand til at gøre det klart, at deres mål ikke blot er at blokere andres dårlige ideer, men at forsøge at forberede EU på det 21. århundrede, er de muligvis stadig i stand til at vende denne opfattelse.

I stedet for at forsøge at holde genopretningsplanen så lille som muligt, bør de sørge for, at den bruges på en måde, der klart handler om at modernisere Europa og lade kontinentet gennemføre en grøn omstilling og ændre retorikken om digital innovation til verdensklasse-virksomheder.

Dette ville gøre det muligt for de berørte lande at gå fra at være de ’sparsommelige fire’ til at blive de ’transformative fem’.

Danskere er ikke langt fra franskmænd
EU-ledere i Bruxelles, Paris og Berlin – såvel som i Madrid og Rom – er nødt til at lette dette positionsskift fra sparsommelighed til transformation. Dette kan gøres ved at udvide gruppen af ledende lande ud over den fransk-tyske motor, så store spørgsmål såsom klimaforandringer og skat kunne drage fordel af input og støtte fra en større gruppe af medlemsstater.

Udfordringen ved sparsommelighed i covid-æraen er forskellig fra i eurokrisen. Udfordringen i dag handler ikke om, hvorvidt man skal bruge penge på Europa, men snarere hvordan. Som ECFR’s meningsmåling viser: Der er bred borgertilslutning i Østrig, Danmark, Finland, Holland og Sverige, når det kommer til politik, og disse holdninger er ikke så forskellige fra dem i Frankrig og Tyskland.

Barrieren, der skal overvindes, er at vise borgerne, at EU’s udgifter ikke spildes på korrupte regeringer eller bagudrettede prioriteter. Hvis borgere i disse velstående stater føler, at de tages for givet, vil de sandsynligvis falde tilbage i sparsommelighed.

Men hvis de føler, at den europæiske genopretningsplan vil hjælpe med at forsvare deres helbred, deres job og deres suverænitet i en farlig verden, kan de sikre, at Europa bevæger sig fremad snarere end bagud under krisen. Udfordringen er derfor, at lederne i nogle af Europas mest velstående lande skal gå fra at være de ’sparsommelige fire’ til de ’transformative fem’.

Oversat af Lærke Emilie Adsersen fra engelsk.