EU er vidne til et oprør mod midten

EP2014: Forsker ser fremgangen til EU-skeptiske partier ved valget til Europa-Parlamentet som et oprør mod den politiske mainstream. Tiden, hvor det politiske spektrum gik fra højre til venstre, er ovre, lyder budskabet.
Marine Le Pens Front National var et af de EU-skeptiske partier, der fik massiv fremgang ved EU-valget.
Marine Le Pens Front National var et af de EU-skeptiske partier, der fik massiv fremgang ved EU-valget.Foto: Europa-Parlamentet
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Europæernes proteststemmer har sendt over 200 EU-kritiske folkevalgte til det nye Europa-Parlament ved valget, der sluttede søndag.

Ifølge forsker i EU-skepsis Amandine Crespy, lektor ved Université Libre de Bruxelles, er det klimakset på en udvikling, som statskundskaben har observeret gennem de sidste ti år, som får borgerne til at se helt anderledes på det politiske spektrum end tidligere.

"Vi ser en komplet omstrukturering af det europæiske og nationale politiske landskab. Vi går fra en højre-venstre-kløft til en kløft mellem de konventionelle regeringspartier og anti-establishment-partier ude i periferien," siger hun.

Kulørt flok
Det er en broget skare, som de europæiske borgere har fået stemt ind i det 751 mand høje parlament. Fra det yderste kommunistiske venstre til det yderste nationalkonservative højre over rene protestbevægelser, der alle har til fælles, at de i større eller mindre grad er utilfredse med den Union, de nu skal udstikke reglerne for.

Fakta

Nej'ets mange ansigter 

Altinget.dk har tegnet et portræt af Europa-Parlamentets EU-kritiske stemmer. Find det her.

Mest omtale har valgsejren til højreradikale Front National og det stærkt EU-fjendske UK Independence Party i Storbritannien fået på den ene fløj, og græske SYRIZA's på den anden, hvis man ser bort fra det chok, det gav, at Tyskland får sin første nationalkonservative parlamentariker fra det nynazistiske NPD-parti, efter landet har ophævet spærregrænsen.

Træt af det traditionelle
Men også længere inde mod midten myldrer det med nye såvel som gamle EU-kritiske stemmer, der ikke føler trang til at underordne sig den måde, som politik normalt bliver ført på i Parlamentet.

Nationalismen er tilbage som en reaktion på den liberalisme og globalisering, som vi har set gennem de sidste to årtier.

Amandine Crespy
Lektor i statskundskab, Université Libre de Bruxelles

"Der er en række partier, som er svære at se som en del af en bevægelse, men hvor deres grundholdning er anti-establishment," siger hun og peger på for eksempel Piratpartierne i Tyskland og Sverige.

Hun peger også på enkeltsagspolitikere, som for eksempel økologer eller dyrerettighedspartier, som også bærer en stor systemkritik med sig.

"De folk er ikke anti-europæiske, men de er stadig mere kritiske over for hele måden, som politik fungerer på," siger hun.

Krisens skyld
I EU's kerne har politikere som for eksempel EU-Kommissionsformand José Manuel Barroso haft travlt med at understrege, at valget kommer oven på fem år med ild i de europæiske finansmarkeder og økonomisk nedsmeltning, som EU er blevet symbolet på for mange europæere. Men Amandine Crespy afviser den forklaring blandt andet med henvisning til Dansk Folkepartis historiske sejr og fremgangen til det østrigske Frihedsparti (FPÖ).

"Det er et argument, som ofte bliver gentaget, at det er på grund af krisen, at folk stemmer for yderlige partier. Det er ikke sandt overalt. I Frankrig har der selvfølgelig været store økonomiske problemer, men Danmark og Østrig har nogle af de laveste arbejdsløshedsrater i EU, og der stemmer folk stadig på de nationalistiske partier. Så selvfølgelig øger økonomisk krise og sociale problemer radikale partiers stilling i nationale valg, men jeg tror, at der bag det ligger en dybere kulturel reaktion i de europæiske befolkninger, som forsøger at gå tilbage mod deres lokale kulturer. Jeg tror, at nationalismen er tilbage som en reaktion på den liberalisme og globalisering, som vi har set gennem de sidste to årtier," siger hun.

Beskyt vores penge
Hun peger også på det flamske separatistparti N-VA, der lige har gjort rent bord ved både nationale og europæiske valg i Belgien.

"Her er EU-skepsis kun et element i en bredere, mere populistisk diskurs. Det er ikke så meget EU, som er målet. Det er en attitude, der handler om økonomisk egoisme i regioner, som er rigere, og som grundlæggende har en protektionistisk holdning for at beskytte deres egne økonomiske interesser og deres lokale eller regionale kultur. Så det er mere et spørgsmål om at afvise den kosmopolitiske, kulturelle og økonomiske åbenhed, som EU på en eller anden måde kropsliggør," siger hun.

Ikke særligt aktive
I den politiske dagligdag i EU mener hun, at indflydelsen fra både gamle og nye EU-skeptikere bliver begrænset, fordi mange af dem slet ikke har tænkt sig at deltage aktivt i det politiske liv i Parlamentet.

Mest ekstremt er nok det tyske satireparti Die Partei, hvis spidskandidat har meldt ud, at deres ene mandat vil blive besat af en ny hver måned.

"Det bliver interessant at se, hvor mange af de EU-skeptiske partier, som rent faktisk vil deltage i møder og udføre deres funktion inden for institutionen," siger Amandine Crespy og tager franske Front National, der blev EU-valgets sejrherre i Frankrig som eksempel.

Både partileder Marine Le Pen og hendes far Jean Marie Le Pen har været parlamentarikere længe uden at vie særlig meget tid eller opmærksomhed til institutionen, og de trækker nu 22 andre kandidater med sig til Parlamentet.

"De folk, der kommer til Parlamentet, ved ingenting om EU-politikken, eller om hvordan Parlamentet fungerer," siger forskeren.

"Deres fokus er det næste franske præsidentvalg. For dem handler det om at få gjort politik personligt. Det er deres mål."

De andre vil ikke lege
Det paradoksale ved den store fremgang til de mange, der er utilfredse med tingenes tilstand, er, at den ikke umiddelbart står til at kunne veksles til egentlig indflydelse, selv hvis skeptikerne gerne ville.

De fire midtergrupper - kristendemokraterne (EPP), socialdemokraterne (S&D), de liberale (ALDE) og De Grønne - kan fortsat finde et flertal blandt dem selv om nødvendigt, uden at behøve at bygge bro mod fløjene, når nye love bliver vedtaget.

Det betyder, at mere end hver fjerde stemme i EU er gået til en kandidat, som står til at blive marginaliseret i større eller mindre grad i samarbejdet.

"Det er et bevis på, at det er meget sværere at ændre på dynamikkerne i et EU med 28 lande end på nationalt plan, hvilket selvfølgelig ikke nødvendigvis er en god ting. Og det betyder, at vi også fortsat vil gå mod mere opposition mellem de moderate, pro-europæiske partier i midten, og så de mere yderlige radikale partier, som vil vokse," forudser Amandine Crespy.

EU på dagsordenen
Protestvalgets egentlige indflydelse kan derfor meget vel indtræffe hjemme i landene.

"Måske vil det, at nogle radikale partier er blevet meget stærke ved dette valg og står meget stærkt i deres nationale politiske landskab, betyde en øget synlighed på EU-sager," siger EU-forskeren.

"Meget vil være afhængigt af, hvordan regeringspartierne reagerer. Det har været problemet hidtil, at de har været meget dårlige til at svare på den kritik og de angreb, som de EU-skeptiske partier er kommet med, og levere en overbevisende diskurs om, hvorfor den europæiske integration give mening," understreger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00