Debat

EU i Danmark: Vi er klar til briternes no-deal

DEBAT: Der er fortsat stor usikkerhed om, hvordan Brexit kommer til at ende. Derfor har Europa-Kommissionen i lang tid forberedt sig på no-deal, så de værste virkninger afværges. Men der stadig håb for en happy ending, skriver Stina Soewarta.

Et Brexit uden aftale vil gå hårdest ud over Storbritannien selv, da EU længe har forberedt sig på en sådan situation, skriver Stina Soewarta.
Et Brexit uden aftale vil gå hårdest ud over Storbritannien selv, da EU længe har forberedt sig på en sådan situation, skriver Stina Soewarta.Foto: Niklas Halle'n/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Stina Soewarta
Repræsentationschef, EU-Kommissionens repræsentation i Danmark

Jeg deler min begejstring for Marvel-film med min søn − en stor popcorn til deling, og så er vi klar! Der er rigtig mange film, og mange af dem har dramatiske navne: "Avengers: Endgame", "Captain America: Civil War" og "Spiderman: Homecoming". Hver gang man tror, at nu kan der simpelthen ikke komme flere film (Thanos slog jo næsten alle heltene ihjel i den sidste film?!) – ja, så er der et plot-twist og en ny film.

Brexits mange plot-twists
På samme måde havde jeg ganske enkelt ikke forudset for et år siden, da jeg vinkede farvel til Michel Barnier efter et godt besøg hos fiskerne i Thyborøn, at vi stadig ville være i gang med at diskutere Brexit og endnu ikke vide, hvad der vil ske.

Jo, jeg var godt klar over, at vi på nuværende tidspunkt stadig ville være i gang med at forhandle det endelige forhold mellem Den Europæiske Union og Storbritannien på plads. Men jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi stadig ikke ville have klarhed over, på hvilken måde Storbritannien ville forlade EU.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men her i starten af april 2019 har vi stadig ikke den klarhed. Og nye plot-twist og dramatiske udtalelser dominerer britisk politik, nogle af dem virker, som om de er hentet direkte fra Marvel-universet.

Mange forberedelser til no-deal
På hver side af Storbritannien står EU − Irland på den ene side, kontinentet med de 26 andre medlemslande på den anden − og venter. Brexit har nemlig store konsekvenser både for Storbritannien og for EU.

Jeg kan med sikkerhed fastslå, at de værste virkninger af Brexit på det europæiske kontinent er afværget. Togene vil køre i kanaltunnellen, flyene vil kunne lande i EU’s lufthavne, og de Erasmus-studerende vil få udbetalt deres støtte.

Stina Soewarta
Repræsentationschef, EU-Kommissionens repræsentation i Danmark

Derfor har Europa-Kommissionen i det sidste halvandet år arbejdet med det, vi kalder "no deal preparedness" − altså at være klar i tilfælde af, at forhandlingerne ender uden en aftale. Det samme arbejde er sket i alle medlemslande.

Derfor er der blevet fremsat 19 forskellige lovforslag, der skal mindske effekterne af, at et stort medlemsland som Storbritannien lige pludselig står uden for samarbejdet. 17 er vedtaget af de 27 medlemslande og Europa-Parlamentet, de sidste to forventes vedtaget inden midten af april.

Der er også blevet udarbejdet 90 notitser, der skal hjælpe EU-borgere og virksomheder til at forstå, hvordan Brexit kan påvirke dem.

Store konsekvenser for Storbritannien ved no-deal
Derfor kan jeg med sikkerhed fastslå, at de værste virkninger af Brexit på det europæiske kontinent er afværget. Togene vil køre i kanaltunnellen, flyene vil kunne lande i EU’s lufthavne, og de Erasmus-studerende vil få udbetalt deres støtte.

Men det er værd at huske på, at hvis Storbritannien udtræder uden en aftale, ja, så vil alle disse nye regler primært afværge virkningerne i resten af EU − ikke i Storbritannien. Og de vil under ingen omstændigheder kunne erstatte en aftale, for slet ikke at tale om, at overgangsordningen ikke træder i kraft.

For at det skal ske, skal det britiske parlament acceptere den aftale, som den britiske regering selv har forhandlet på plads med de andre 27 medlemslande. Alene den sætning er et Marvel-plot-twist. Hvem kan forestille sig, at en dansk regering forhandler en aftale på plads uden at være sikker på, at den kan "tælle til 90" i Folketinget?

Handel med Storbritannien bliver besværlig
Tiden efter en såkaldt "hård Brexit" vil være anderledes end før, særligt for de virksomheder, der i dag handler med Storbritannien. I dag gælder reglerne for det indre marked, der gør det nemt at handle uden told og med fælles regler.

Men det kan ændres, så det kan blive lige så besværligt at handle med Storbritannien som med USA.

Hvad der ikke vil ændre sig, vil være EU's krav til Storbritannien, før man forhandler en ny aftale på plads om det fremtidige forhold. Der er stadig en regning, der skal betales.

Læs også

Stadig mulighed for en happy ending
De aftaler, vi indgik som 28 lande, skal alle 28 lande stadig dele. Borgernes rettigheder, både i Storbritannien og i resten af EU, skal beskyttes. Og endelig skal freden i Nordirland sikres. De krav handler dybest set om, hvad vi er.

Vi holder vores ord over for hinanden, vi beskytter vores borgere − og vi er stadig et fredsprojekt, selv 70 år efter 2. verdenskrig sluttede.

Jeg håber stadig inderligt, at vi ender med en aftale på Det Europæiske Råd 10. april − at Storbritannien enten træder ud på en god måde, eller at de får en lang forlængelse mod at afholde valg til Europa-Parlamentet.

Men hvis det ikke sker, så er vi, os 450 millioner, der er tilbage i EU – ja, vi er klar. Jeg hepper dog stadig på en "happy ending". Selvom det ser sortest ud, så kan det ende godt. Det har jeg trods alt også lært af Marvel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stina Soewarta

Kabinetschef hos Margrethe Vestager, Europa-Kommissionen
cand.jur. (Københavns Universitet og Raoul Wallenberg Instituttet i Sverige. 1993)

0:000:00