Debat

MEP: Parlamentet har sagsøgt Kommissionen, fordi de har ladet Orbán holde EU som gidsel

Det er helt forkert, at Ungarn får 7.5 milliarder euro af EU-Kommissionen, selv om landet på ingen måde opfylder retsstatsprincipperne. Derfor har Europa-Parlamentet sagsøgt Kommissionen. Rådet må ikke kunne presse Kommissionen til udbetaling ved kasse ét, skriver Karen Melchior.

Det er
ærligt talt dybt bekymrende, at EU-Kommissionen har ladet sig afpresse af Orbán
til at frigive midler på anmodning af Rådet, skriver Karen Melchior.
Det er ærligt talt dybt bekymrende, at EU-Kommissionen har ladet sig afpresse af Orbán til at frigive midler på anmodning af Rådet, skriver Karen Melchior.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Karen Melchior
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det kan jo lyde helt vanvittigt, at to demokratiske institutioner, der bor dør om dør, og som mange sikkert ikke på stående fod kan beskrive forskellene på, render rundt og sagsøger hinanden. Men ikke desto mindre har vi i Europa-Parlamentet truffet netop den beslutning. Det skete i Parlamentets Retsudvalg mandag 11. marts – med overvældende flertal.

Og det er en beslutning med stor betydning. Selve sagen om de indefrosne EU-midler til Ungarn har tråde til krigen i Ukraine, som naturligvis er af stor betydning, også for os EU-parlamentarikere.

Kommissionen har kaldt timingen tilfældig, men vi er mange, der mener, at den kontroversielle godkendelse var både forkert og langt fra tilfældig.

Karen Melchior
MEP

I december måned skulle EU's stats- og regeringschefer således diskutere, om EU skulle påbegynde optagelsesforhandlinger med Ukraine. En diskussion, der også vurderedes at have stor symbolsk betydning, idet mødet lå i tæt forbindelse med to-års-dagen for Ruslands forkastelige invasion af Ukraine.

Men Viktor Orbán, Ungarns kontroversielle premierminister, havde allerede inden topmødet meddelt, at han ville nedlægge veto mod optagelsesforhandlinger.

EU har over en længere periode indefrosset og tilbageholdt mange milliarder euro i støtte til Ungarn – netop fordi landet under Orbáns ledelse bevisligt har store problemer med at opfylde de basale retsstatsprincipper.

Men netop dagen inden det vigtige topmøde i december havde Ungarn ifølge EU-Kommissionen pludselig alligevel opfyldt retsstatsprincipperne i en sådan grad, at pengene blev frigivet. Kommissionen har kaldt timingen tilfældig, men vi er mange, der mener, at den kontroversielle godkendelse var både forkert og langt fra tilfældig.

Læs også

Ungarn er endnu langt fra at opfylde de krav, der handler om bekæmpelse af korruption, uafhængighed af domstolene og mediefrihed.

Og det er ærligt talt dybt bekymrende, at EU-Kommissionen har ladet sig afpresse af Orbán til at frigive midler på anmodning af Rådet. Også selv om formålet var at sikre opbakning til de vigtige EU-optagelsesforhandlinger med Ukraine. Et sådant knæfald er ikke at tage situationen i Ungarn – eller Ukraine – alvorligt.

Parlamentet tillader ikke autokrater

Vi i Europa-Parlamentet bør ikke acceptere, at Rådet udvikler den praksis, at én statsleder holder de andre 26 gidsler på en afgørelse med enstemmighed, indtil der bliver betalt af Kommissionen ved kasse ét.

I Parlamentet har vi med vedtagelse af retsstatsmekanismen fra 2020 netop sikret, at vi har redskaber som indefrysning af EU-midler, der kan benyttes, når medlemsstater vægrer sig mod at opfylde og beskytte de helt grundlæggende værdier, som EU er bygget på.

Ungarn er ikke det eneste eksempel på Kommissionens tilbøjelighed til at bøje sig for problematiske statsledere.

Karen Melchior
MEP

Som for eksempel bekæmpelse af korruption, uafhængighed af domstolene og mediefrihed. Ungarn lever ikke op til disse værdier, og det er skammeligt at landets premierminister har kunnet tage EU som gidsel på den måde, det er sket her.

Ungarn er ikke det eneste eksempel på Kommissionens tilbøjelighed til at bøje sig for problematiske statsledere. I aftalerne med Tunesien og Egypten betaler EU milliarder af euro til disse ikke-demokratiske regimer for at stoppe migrationen. Med denne tilgang risikerer Kommissionen at styrke autoritære regimer og svække demokratiske kræfter med skatteydernes penge.

EU-Kommissionen skal stoppe med at lade sig presse af problematiske statsledere. De skal stå fast på EU's værdier og principper og ikke bøje sig for Orbán eller bestikke sig ud af problemer. Derfor bakker jeg helt og holdent op om beslutningen om at sagsøge EU-Kommissionen – selv om det måske lyder lidt mærkeligt, at en del af EU sagsøger en anden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Melchior

MEP (løsgænger, tidl. Radikale)
cand.jur. (Københavns Uni. 2005)

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

0:000:00