EU's største fjender vil ikke længere ud af klubben – de vil smadre den indefra
BRUXELLES: Brexit har forandret den yderste europæiske højrefløj. De færreste vil følge briterne ud – til gengæld vil de forandre samarbejdet fundamentalt.
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørMarine Le Pen har taget en beslutning. Hendes parti, som voksede sig til storhed under navnet Front National, har brudt med sin hårde EU-linje om en fransk exit fra euroen og krav om en folkeafstemning om EU-medlemskabet ligesom briternes.
I stedet vil Rassemblement National (National Samling), som partiet hedder nu, appellere bredere og fortsætte foryngelsen af partiet, der allerede har betydet et farvel til dele af en gammel garde, hvor lidt for mange havde domme for antisemitisme eller var kendt for nazisympatier.
Til valget til Europa-Parlamentet i maj betyder det, at der kommer flere yngre, flere kvinder, flere afhoppere fra mainstreampartierne til, lyder det fra partiets nye håb og spidskandidat, 23-årige Jordan Bardella. Planen er at cementere de meningsmålinger, der lige nu tyder på, at RN med lidt held kan gentage succesen fra sidste valg og blive det største franske parti. De vil samtidig være en del af en europæisk bevægelse, der tegner en form for EU-skepsis, der ikke handler om at være inde eller ude, men om at ændre systemet og få så mange "suverænister" valgt ind i Parlamentet som muligt. Eller som Marine Le Pen selv formulerer det i et interview med hollandske NRC Handelsblad:
"For første gang er der et perspektiv, hvor vi radikalt kan ændre den måde, Europa fungerer på, indefra."
Det gælder med partilederens ord om at forandre den overnationale Europæiske Union, som "ligner et fængsel", til en "alliance af nationer".
Vind i sejlene
Le Pens parti er langtfra det eneste EU-skeptiske højreparti, der står til et godt valg. Viktor Orbáns Fidesz-parti i Ungarn, der fra en beskyttet placering inden for EU-Parlamentets største partigruppe, EPP, kaster mudder på samarbejdet, italienske Matteo Salvinis Lega, der scorer masser af point på hjemmefronten ved at udfordre Bruxelles, og det polske regeringsparti PiS, som er i konstant konflikt med EU-Kommissionen, står også alle til at blive deres lands største partier ved valget. Tyske Alternative für Deutschland (AfD) trækker omkring 15 procent i målingerne.
Brexit gjorde en del partier en del mere bløde. Fordi folk nu kunne se, hvor besværligt det er at melde sig ud.
Nathalie Brack
Forsker i Parlamentets yderfløje, Det Frie Universitet i Bruxelles
Seniorforsker hos European Council on Foreign Relations og leder af tænketankens Madrid-kontor, José Ignacio Torreblanca, indrømmer blankt, at EU-etablissementet og forskerne gennem i hvert fald et årti har råbt "ulven kommer" forud for valget til Europa-Parlamentet ved udsigten til, at flere EU-skeptikere vil blive valgt ind, fordi de hidtil er endt med marginal indflydelse.
Men denne gang peger han på en generel "illiberal strømning" på tværs af Europa, som kan være med til at ændre det billede.
"Det har altid været svært for dem at finde fælles fodslag, men med den globale stemning med Brexit og Trump er nationalisme og xenofobi blevet legitimt. Så fællesnævneren er blevet større, end den var før. Det kan gøre, at de måske kan samarbejde mere," siger han.
Brexit-sporene skræmmer
Til gengæld er det gået af mode at tale om at forlade Unionen. Mens det hollandske Frihedspartis Geert Wilders råbte "Hurra for briterne. Nu er det vores tur" på Twitter, da resultatet af den britiske folkeafstemning var kendt, og Marine Le Pen efterlyste afstemninger i alle EU-landene, har små tre år i Brexit-skærsilden ikke fået det til at fremstå særligt attraktivt at forlade klubben.
Hvor blandt andre Frihedspartiet i Holland ifølge Maurits J. Meijers, der er lektor i komparativ politik ved Radboud Universitet, håbede på en dominoeffekt, så er det ikke noget, man hører noget til nu.
"Folk som Geert Wilders, De Sande Finner i Finland og også Dansk Folkeparti er blevet ekstremt stille med den slags. Det er selvfølgelig svært at analysere noget, de ikke siger, men det er stadigvæk et tankevækkende skifte, at der ikke er mange, der taler for at forlade EU lige nu," siger han.
For Nathalie Brack, der forsker i Parlamentets yderfløje ved Det Frie Universitet i Bruxelles, ULB, handler det både om Brexit-balladen og om den disciplinerende effekt, som det har, at flere af partierne har fået mere politisk indflydelse.
"Brexit gjorde en del partier en del mere bløde. Fordi folk nu kunne se, hvor besværligt det er at melde sig ud. Og det ville være endnu sværere for lande i eurozonen. Selv AfD, som godt nok siger, at de vil ud, vil kun gøre det, efter de har forsøgt at reformere samarbejdet indefra."
"Så kombinationen af flere euroskeptikere, der kommer til magten, og så det rod, som Brexit forårsager, har en indflydelse på diskursen," siger Nathalie Brack.
José Ignacio Torreblanca fra European Council on Foreign Relations peger også på, at lande som Polen og Ungarn, som henter spandevis med EU-midler til deres land, aldrig har været interesseret i at forlade samarbejdet.
"Det gør dem ikke mindre farlige. De ved, at deres eneste mulighed er at disrupte EU og genvinde suverænitet, mens de på samme tid bliver i Unionen. For at gøre det skal de lave en Brexit i alle aspekter, undtagen den formelle udtrædelse. De ønsker at blive inde, men trække sig ud af de politiske områder ét for ét," siger Torreblanca.
Han konstaterer, at de to partier allerede er godt i gang med både at nægte at rette sig efter dele af EU's flygtningeregler og med konstante udfordringer af grundlæggende retsstatsprincipper.
Ryster posen
Det brogede landskab på den EU-skeptiske nationalkonservative højrefløj spænder i dag over tre forskellige partigrupper i Europa-Parlamentet med meget varierende indflydelse. Når europæerne går til valg i slutningen af maj og dermed ryster den parlamentariske pose, vil det sandsynligvis se anderledes ud.
Især hvis briterne, som det stadig er planen, er ude af Unionen 29. marts.
Ifølge direktør i EU-analysefirmaet Votewatch Doru Frantescu er det helt usandsynligt, at der kommer til at opstå én stor EU-kritisk supergruppe på højrefløjen, der kan favne de cirka 25 procent af de folkevalgte, som Votewatch regner med kommer ind på en EU-skeptisk billet til højre i det politiske billede. Dertil spænder partierne alt for vidt, og mange af dem har for meget indbyrdes fjendskab og gammelt nag til, at de vil være i stue sammen.
Men med briternes exit skal både den såkaldte ECR-gruppe, hvor de britiske Tories sidder – sammen med blandt andre Dansk Folkeparti og polske PiS – og EFDD-gruppen, der huser UK Independence Party, se sig om efter nye venner.
Det bedste bud fra Votewatch-direktøren er, at ECR overlever med nyt blod udefra, mens EFDD, hvis andet store medlem er den italienske Femstjernebevægelse, kollapser. Spørgsmålet er, hvad der sker med Marine Le Pens ENF-gruppe, hvor italienske Lega i dag sidder. Meget tyder på, at ENF overlever, men uden Salvinis tropper.
Italiens indenrigs- og vicepremierminister Matteo Salvini fra det højreorienterede Lega har søgt alliance med åndsfællerne fra polske PiS og Ungarns premierminister, Viktor Orbán. FOTO: AP Luca Bruno/Ritzau Scanpix
DF: Slå bremserne i
Hvor ECR har formået at spille en rolle som alternativ til rød blok i Parlamentet for den toneangivende kristendemokratiske gruppe (EPP), blandt andet når det kom til frihandel, har Le Pens ENF været helt uden for det gode selskab. Et rungende nul af deres ændringsforslag er blevet vedtaget, og de har bevidst været dem, de andre ikke må lege med, for blandt andre den store socialdemokratiske gruppe (S&D), der har bedt partimedlemmer om demonstrativt at hive deres stemmekort helt op af maskinerne, når et ENF-forslag blev behandlet.
Ifølge Doru Frantescu er der stor sandsynlighed for, at Salvini ikke længere gider at være kørt ud på et politisk sidespor på den måde. Derfor har den italienske vicepremierminister for nylig været i Polen for at diskutere en ny "italiensk-polsk akse" med PiS-partiet, der er det største parti i ECR: "Salvini ønsker at være en del af spillet og ikke være efterladt udenfor," siger Doru Frantescu.
"Den eneste måde at gøre det på er at være en del af en indflydelsesrig gruppe."
Spørger man EU-ordfører fra Dansk Folkeparti, Kenneth Kristensen Berth, så han meget gerne, at den EU-kritiske højrefløj formåede at samle sig i én gruppe efter valget – også selvom en sådan gruppe ville være rimelig broget.
Det ville i hans øjne styrke deres position i Parlamentet betydeligt, hvis de kunne samle deres kræfter.
"Det ville indebære en helt anden indgangsvinkel fra Europa-Parlamentet. Det karakteristiske for Parlamentet er jo, at de altid virker i mere integrationistisk retning. Hver gang de blander sig, trækker de i retning af mere indflydelse til EU. Hvis Europa-Parlamentets flertal ændrer sig, så færre repræsenterer den der meget føderalistiske kurs, så ændrer det hele gamet i EU," siger han. Han er heller ikke i tvivl om, hvad en sådan gruppe skulle gøre.
"Fokus nummer ét vil være at slå bremserne i. At man vogter over nationalstaternes suverænitet, så de initiativer, som kommer på EU-plan, bliver så lidt indgribende som overhovedet muligt."
Doru Frantescu fra Votewatch gør dog klart, at han ikke forventer den slags grundlæggende forandringer i den måde, Parlamentet fungerer på til dagligt. Det vil stadig være midtergrupperne, der vil lægge stemmer til det meste af lovgivningen i Parlamentet. Men det vil fremover være endnu tungere domineret af kristendemokratiske EPP over for et stærkt formindsket hold socialdemokrater i S&D, liberale i ALDE samt De Grønne.
Det nye vil være, at der for første gang i de 40 år, siden Unionen indførte direkte valg til Europa-Parlamentet, ikke kommer til at være et flertal mellem de to hidtil største grupper, kristendemokraterne i EPP og socialdemokraterne i S&D. Derfor forudser Doru Frantescu, at kampene forbundet med at finde et flertal på tværs af midtergrupperne bliver hårdere, fordi de nu er flere, der skal blive enige. Hvilket også giver nye muligheder på højrefløjen.
"Selvom der ikke kommer til at være nogen stor omvæltning i forbindelse med det stigende antal yderst til højre, så er det klart, at de vil have stor indflydelse på for eksempel migrationspolitikken og identitetspolitikken. De kan komme til at lægge stort pres på EPP, hvilket risikerer at presse EPP længere ud mod højre, sådan som det allerede har været tilfældet i denne samling," siger Frantescu og peger på den glidning, som man for eksempel har set i flygtningepolitikken i strammere retning.
Grus og guerillakrig
Også seniorforsker José Ignacio Torreblanca forudser en situation med begrænset indflydelse i det daglige.
"Men de kan formodentlig hælde lidt grus i maskineriet og måske arbejde med en slags institutionel guerillakrig. Det kan godt være, de ikke går efter direkte konfrontation, fordi den ville de nok tabe, men de kan lave en hit and run her og der og placere små landminer i det politiske landskab," forudser han.
Torreblancas næste fikspunkt er selve valgkampen, hvor han blandt andet forsøger at følge med i, hvad Trumps tidligere chefstrateg, Steve Bannon, har gang i. Bannon har startet en slags tænketank, som han har døbt The Movement, der vil samle højrefløjspopulister på tværs af Europa og hjælpe dem til et godt valg.
Selvom det ser ud til, at de fleste partier har afvist Bannons tilnærmelser, vil Torreblanca ikke afskrive muligheden for, at han kan få indflydelse under overfladen, blandt andet ved at bruge sin erfaring fra sin tid som chefredaktør for det stærkt populistiske, antiglobalistiske og indvandringskritiske netmedie Breitbart, der var med til for alvor at få luft under Donald Trumps præsidentkampagne.
"Den synlige del er ikke særlig magtfuld. Spørgsmålet er, hvad Bannon har med sig, når det kommer til teknologi til at vinde valg som brug af alternative medier, sociale netværk, fake news og desinformation og alt det. Det er pengene og teknologien, som er den del af historien om valgkampagnerne, som vi som regel misser. Og man ved aldrig, hvor succesfuldt og afgørende det var. Men det bliver helt sikkert anderledes end sidste gang," siger Torreblanca. Samtidig peger han på den opmærksomhed, som både internettrolde og russiske statsmedier som RT og Sputnik har skænket De Gule Veste i Frankrig, FN's migrationspagt, selvstændighedskampen i Catalonien og andre af de mest splittende emner i europæisk politik på det seneste.
"Så det faktum, at man har to supermagter, der blander sig i EU-valget, er noget, som er helt nyt. Og vi kommer jo aldrig til at se nogen smoking gun i forhold til, hvilke stemmer der bliver afgjort af sådan noget, ligesom vi aldrig fandt ud af det ved det amerikanske valg. Men konklusionen var, at det var der. Og at delegitimeringen af systemet var der," siger han.
Kilde: Pollofpolls.eu