EU’s topchef går balancegang, fordi hun er kandidat til sit eget job

Som nævnt var der ingen nye planer for fælles forsvar, eller for effektivisering af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der var heller ingen nye klimakrav, intet om retstilstanden i Polen og Ungarn, ingenting om sanktioner mod Rusland, om nye kemikalieregler eller dyrevelfærd.

Set med disse briller er det tydeligt, at det denne gang ikke var den frygtløse og nyskabende Ursula von der Leyen, vi fik at høre. Det var chefen for en EU-Kommission, som snart er på vej ud. Det var en politiker, der ved, at mange brikker skal falde på plads i løbet af det næste års tid, hvis hun skal kunne genvælges og få fem år mere som formand.

Det var i øvrigt endnu et emne, hun omhyggeligt undlod at nævne i sin tale: sit eget kandidatur til at tage en tur mere i toppen af EU. Men selve forsigtigheden i den State of the European Union-tale, som var hendes sidste under dette mandat, er et tegn på, at hun vil gå efter jobbet igen.

Støtte fra mange regeringsledere

Der er en hel del mennesker, der skal overbevises, hvis det skal lykkes. Og resultatet er ikke givet på forhånd.

Umiddelbart ser Ursula von der Leyen ud til at have en høj stjerne blandt de europæiske stats- og regeringsledere. Hun kan med rette bryste sig af, at hendes kommission har styret EU igennem en periode med både pandemi, økonomisk krise, energikrise og krig på kontinentet. Og det gjorde hun også i sin tale.

Von der Leyen risikerer at blive fanget i et giftigt magtspil blandt de politiske familier og grupperne i Europa-Parlamentet, som er ved at varme op til en hård valgkamp

Thomas Lauritzen
Europa-analytiker, Altinget

Selv en socialdemokratisk leder som statsminister Mette Frederiksen skulle efter sigende være parat til at genudnævne den konservative tysker, fordi hun har leveret stærkt lederskab i en svær tid.

Men det er ikke kun de europæiske regeringer, der skal udpege den næste kommissionsformand. Hun eller han skal også godkendes ved afstemning i Europa-Parlamentet næste sommer. Von der Leyen skal derfor navigere i et virvar af forskellige interesser og magtkampe mellem Europas politiske familier.

Valget til Europa-Parlamentet kommer først i juni næste år, men Ursula von der Leyens egen personlige valgkamp er allerede begyndt.

Giftige magtkampe i Parlamentet

Hendes timelange status-foredrag i Parlamentet var derfor en slags valgtale fra en kommissionsformand, der fra nu af er kandidat til sit eget job. Uden at hun kan sige det højt.

Det er naturligvis en svær situation. For hun har behov for at kunne vise handlekraft, men der er ikke meget mere at foreslå under denne kommission. Og hun kan heller ikke nu begynde at løfte sløret for konkrete ting, hun drømmer om at foreslå under den næste kommission.

Von der Leyen risikerer samtidig at blive fanget i et giftigt magtspil blandt de politiske familier og grupperne i Europa-Parlamentet, som er ved at varme op til en hård valgkamp om for eksempel grønne idealer versus industripolitik, frihandel versus protektionisme, og EU-føderalistiske tanker versus nationalstaternes ukrænkelighed.

Meget lille flertal sidste gang

Selv inden for hendes egen, konservative politiske familie (repræsenteret i Parlamentet af gruppen EPP) er der uenigheder om Ursula von der Leyens grønne dagsorden; og på venstrefløjen er der udbredt raseri over, at hun ikke har forsvaret nye regler om for eksempel naturbeskyttelse højrøstet nok.

Det var derfor, hun på dette og andre områder gik politisk linedans i sin årstale. Hun ved nemlig godt, hvad risikoen er: Da Ursula von der Leyen blev godkendt som ny kommissionsformand i 2019, var det med et flertal på kun ti (10!) stemmer.

Hun må for alt i verden undgå, at det bliver lige så tæt igen, hvis hun som ventet går efter topposten igen næste år. Derfor forsigtigheden, forsøget på at dele lidt pragmatisk ud til både højre og venstre uden at provokere nogen.

State of the European Union-talen var et eksempel på, hvor svær den øvelse er. Der var nemlig mange i salen, som ikke brød sig specielt meget om, hvad de hørte.