EU's Ukraine-støtte kan give Danmark ekstraregning i milliardklassen

Der er brugt så mange penge på støtte til Ukraines forsvar fra EU's pulje til militære missioner og bistandsprojekter, at EU's udenrigstjenesten foreslår at mere end fordoble puljens budget. Det kan koste Danmark dyrt.

Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fik tirsdag grønt lys fra et flertal i Folketingets europaudvalg til at støtte et forslag, som kan påføre den danske statskasse en ekstraregning på omkring en milliard kroner frem mod 2027.

Sagen handler om, at EU's pulje til militære missioner og bistandsprojekter, den såkaldte Europæiske Fredsfacilitet (EPF), er blevet alvorligt drænet af massiv støtte til Ukraines væbnede styrker.

Den Europæiske Fredsfacilitet

Den Europæiske Fredsfacilitet (EPF) består af to søjler:

- Finansiering af fællesudgifter til EU’s militære missioner og -operationer

- Finansiering af bistandsforanstaltninger til opbygning af militære kapaciteter i tredjelande gennem leverancer af forskellige former for våben og militært udstyr.

Fredsfaciliteten blev vedtaget i marts 2021 og har et forpligtelsesbudgetloft på ca. 5,7 mia. euro (løbende priser) for perioden 2021-2027.

EPF’en er placeret uden for EU-budgettet, men dens ramme er aftalt i forbindelse med EU’s flerårige finansielle ramme 2021-2027 mellem EU’s stats- og regeringsledere. EPF’en finansieres gennem bidrag fra EU’s medlemsstater efter en fordelingsnøgle baseret på landenes BNI.

Ud af puljens samlede budget på 5,7 milliarder euro til brug i perioden 2021-2027 er 4,6 milliarder euro allerede brugt eller bevilget til specifikke initiativer. Heraf er 3,1 milliarder euro brugt på at finansiere blandt andet våben, militært udstyr og civilt grej til Ukraines væbnede styrker. Midlerne er brugt eller øremærket til refusion af medlemsstaternes levering af udstyr til Ukraine.

0:000:00