Farvel til Herman - En politisk humlebi

BRUXELLES: Hvordan kan en selvudslettende grå mus af en politiker, der lever i en verden, hvor klosterretræter og haikudigtning er vigtigere end spotlight og medieomtale, finde vej til at blive først sit partis formand, siden sit lands statsminister og til sidst en berømmet første såkaldt EU-præsident?

Det lyder ikke som en opskrift taget ud af håndbogen for verdenspolitiske topfigurer.

Men faktum er, at det alt sammen er lykkedes for den underspillede belgiske formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, der nu takker af efter et langt liv i først belgisk og siden europæisk politik.

Stoisk ro i en krisetid
Han roses for at have været den faste hånd på roret gennem Unionens værste krisetid. Præsidenter, kommissærer, ministre og statsministre fra hele Europa har de seneste dage ladet deres pris flyde over den konservative politiker, hvis job det har været at få EU’s stats- og regeringschefer til at enes på et tidspunkt, hvor mange af dem har stået med ryggen mod muren.

Det er ikke kun almindelig politisk høflighed, der nu tilsiger dem at sige tak for udført arbejde. En så godt som enstemmig bedømmelse i Bruxelles-kredse lyder, at han har gjort det forbløffende godt, omstændighederne taget i betragtning.

Godt nok er det ikke et europæisk fartøj i tiptop stand, han har overladt til sin efterfølger, polske Donald Tusk. Men det sejler ikke længere på pumperne og behøver ikke et kriseberedskab til at holde sig flydende, sådan som det gjorde de første år af det embede, som han indtog som den første ved Lissabon-traktatens ikrafttrædelse i slutningen af 2009.

Politisk særling
Selv for granskere af belgisk politik er den nu 67-årige Herman Van Rompuy lidt af en gåde.

Helt fra han trådte ind på den politiske scene hos det kristendemokratiske flamske parti, der nu hedder CD&V, har den tilbagetrukne og lidt sære Van Rompuy skilt sig ud med en anti-karismatisk tilgang til politik, der går ud på at holde sig ude af rampelyset. Til gengæld blev han kendt for at være typen, der forsvandt til et kloster i Affligem i Flandern, studerede kristendommen, udgav digte, gik tur med sin hund og prioriterede samværet med sin kone Geertrui, sine fire børn og senere seks børnebørn højere end livet i den politiske overhalingsbane.

”Han er altid virket, som om han kom fra en anden tid,” siger Alexander Mattelaer, der er fungerende akademisk direktør ved Institut for Europæiske Studier på Bruxelles’ Frie Universitet (VUB).

”Han er konservativ, men ikke kun i politisk forstand. Han har en traditionel tilgang til politik. Han er sådan en, som sætter sig og skriver længere udredninger om kristendommen. Det var ikke ligefrem en politisk mainstream ting at gøre,” siger han.

Kan sit kram
Til gengæld påpeger forskeren, at Van Rompuy har lært det politiske håndværk, som har tjent ham som kompromissnedker blandt EU’s stats- og regeringschefer, på den hårde måde. Det startede i 70’erne og 80’erne som embedsmand i ministersekretariaterne hos den belgiske statsminister og hos ministerpræsidenten i Flandern i en særdeles turbulent tid i belgisk politik, hvor regeringer faldt som fluer. Og det fortsatte under hans år som partiformand og som folkevalgt.

”Forhandlinger er noget, han er vokset op med. Han har nok deltaget i regeringsdannelse en ni-ti gange, hvilket er noget, som har påvirket hans politiske tænkning og skærpet hans forhandlingsevner,” forklarer Alexander Mattelaer.

Van Rompuys seks år som budgetminister i 90’erne var præget af to ting, som også var med til at klæde den flamske økonom på til jobbet som formand for et EU i økonomisk krise. Det ene var hele konstruktionens af møntunionen, der udsprang af Maastricht-traktaten i 1992, som han som minister var tvunget til at forholde sig til. Det andet var hans seje kamp for at nedbringe Belgiens astronomiske offentlige gæld i samme periode.

Ikke et ønske
De fleste havde afskrevet ham i belgisk politik, da han efter en langtrukken regeringskrise blev hentet ind som statsminister i Belgien i 2008. Han sagde modvilligt ja, ligesom han sagde modvilligt ja, da de europæiske ledere under et år senere bad ham om at sætte sig i spidsen for deres klub, efter højprofilerede navne som britiske Tony Blair og den nu nyudnævnte formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, ikke kunne samle konsensus.

Den første tid var der ikke mange, der vidste, hvad de skulle mene om udnævnelsen af den ukendte belgiske statsminister til den rolle, som var blevet skruet op til at skulle være en ny form for EU-præsident. Han fik en tøvende start på sit embede, hvilket blandt andet afspejlede, at han nok var en god talknuser og kompromismager. Men erfaring i at tumle med selvbevidste statsledere på randen af nervøse sammenbrud havde han ikke. Og dem var der nok af i et Europæisk Råd, der i hans første halvandet år på pinden måtte redde tre eurolande fra at gå bankerot.  

I EU-Parlamentet klagede daværende leder af De Grønne, Daniel Cohn-Bendit over, at Van Rompuy opførte sig ”som en sekretær, ikke en formand,” mens Nigel Farage, formand for det EU-skeptiske britiske parti, UKIP, opnåede spontan Youtube-berømmelse i EU-kredse, da han i en brandtale beskrev ham som en mand med en karisma som en våd karklud.

”Hvem er du,” vrængede den vrede brite.

Et spørgsmål som rigtig mange i den første tid stadig havde svært ved at svare fornuftigt på.

Compromis à la belge
Analysen fra de indre politiske linjer går på, at der skete en kæmpe udvikling hos Van Rompuy i hans første tid på jobbet. Rollen som den anonyme budgetnisse, der var god til at holde styr på økonomien, holdt han fast i, ligesom han stadig kunne alle forhandlerknebene fra belgisk indenrigspolitik, når den var værst.

Men efterhånden lykkedes det ham også at få skabt tillid hos de siddende EU-chefer, blandt andet ved at være konstant lyttende og i konstant kontakt med dem, både over telefonen og ved troligt at besøge dem hjemme i deres hovedstæder mindst en gang om året for at få føling med, hvor deres ømme punkter var.

“Hans konsensus-orienterede personlighed og det, at han gav kommunikationen med de europæiske stats- og regeringschefer en højere prioritet end den synlighed, som han ellers kunne have opnået, havde en god indflydelse på den måde, rollen som EU-formand fungerede de sidste par år,” siger Sonia Piedrafita, der forsker i EU’s institutioner ved Centre for European Policy Studies.

Hans efterfølger på rådsformandsposten, den tidligere polske statsminister, Donald Tusk, beskrev det sådan her i sin afskedstale til Van Rompuy mandag:

”I fem år har jeg som én af statsministrene ved bordet været vidne til dine evner. Set dig skabe kompromiser, finde løsninger og etablere tillid mellem mange stærke personligheder – og der var jeg selv ikke nogen engel. Men Herman Van Rompuy personificerer gamle, traditionelle europæiske værdier, som også er vigtige for mig. Tillid, almindelig sund fornuft, mådeholdenhed og anstændighed,” lød det fra den mand, der nu overtager roret på M/S Europa.

Vemodig og afklaret
I sine afskedsinterview siger han selv, at rollen ikke kunne være anderledes. Der var ikke plads til egoer. Der var behov for en mægler, da bølgerne gik højt.

Ved hans sidste topmøde i Bruxelles i oktober nedtonede han med typisk van rompuysk beskedenhed betydningen af sin afgang.

”I mit liv har jeg aldrig haft følelse af at være uerstattelig. Der var et Europæisk Råd før mig. Der vil være et efter mig,” sagde han.

Hans folk siger, at det var en ”afklaret, men vemodig” Van Rompuy, der mandag forlod rådsbygningen efter at have overladt Donald Tusk den lille messingklokke, der skal bruges til at ringe EU’s stats- og regeringschefer til orden.

Nu skal han på pension kun afbrudt af enkelte undervisningsengagementer på udklækningsanstalten for EU-bureaukrater, Europakollegiet i Brugge, og på hans gamle alma mater, det Katolske Universitet i Leuven.

”Jeg tror, han vil føle nogle fantomsmerter,” siger en kilde, der har arbejdet tæt på ham de sidste par år.

”For ham er det ikke bare et farvel til et job, det er farvel til politik. Så det er med et væsentligt element af vemod. Men jeg tror også, at han føler, at nu har han gjort det, han kunne”.