Før tysk valg og COP26: Klimapartnerskaberne kan blive Danmarks næste grønne eksportvare

Vores tid til at bremse klimakrisen, svinder hastigt ind. Kun hvis den grønne omstilling står på skuldrene af internationale partnerskaber, knækker vi kurven. I den mission kan den danske partnerskabstilgang vise sig at være det stærkeste våben til at koble klimaet med eksporten.

Statsministeren og de 13 formænd for klimapartnerskaberne. (Arkivfoto)
Statsministeren og de 13 formænd for klimapartnerskaberne. (Arkivfoto)Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det kommende forbundsdagsvalg i Tyskland, realisering af de fornyede reduktionsmål blandt verdens ledere under Bidens klimatopmøde i april og i særdeleshed det internationale samfunds evne til at finde fælles fodslag under COP26 i Glasgow bliver afgørende for klimaindsatsen.

I bund og grund omhandler hvert af de tre begivenheder fem centrale tematikker, der ikke kan stå alene: teknologifremskridt, politiske styringsmidler, adfærdsændringer, finansiering samt internationalt samarbejde.

Ikke blot dækker begivenhederne over nødvendige lejligheder for verdens vækstøkonomier og bærende kræfter til at forny deres politiske klimaambitioner. Begivenhederne sætter med al sandsynlighed også barren for det globale samfunds indsats frem mod Parisaftalens udløbsdato. Skal vi på nogen måde begrænse den globale gennemsnitstemperatur til målet om 1,5 grader over det førindustrielle niveau, er omvejenes tid forbi. Kloden har blot et CO2-budget på 500 milliarder ton, hvis vi skal have en fifty-fifty-chance for at bremse opvarmningen ved de 1,5 grader i 2100.

Hvis vi lader ærlig snak være, hvad det er, er scenariet på de 1,5 grader i 2100 højest urealistisk mål. Det er dog ikke desto mindre et motiverende faktum, der understreger, at nationale klimaindsatser ikke længere står mål med den globale udvikling.

Seneste vurderinger i hovedrapporten fra FN’s klimapanel viser, at det dels er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted. Dernæst viser rapporten, at der med stor sikkerhed er en næsten lineær sammenhæng mellem de akkumulerede CO2-udledninger og den opvarmning, de forårsager.

Denne sammenhæng indebærer, at nettoudledningen af menneskeskabt CO2 skal bringes til nul for at stabilisere den menneskeskabte temperaturstigning. Vi ser altså ind i forhold, hvor den globale overfladetemperatur var 1,09 grader højere i 2011–2020 end 1850–1900. Forklaringen er menneskelig indflydelse.

Den globale opvarmning vil overstige 1,5 grader og potentielt to og tre grader i løbet af det 21. århundrede, medmindre der i de kommende årtier sker store reduktioner i CO2- og andre drivhusgasudledninger.

Vi har ikke råd til, at kollektivet svigter, hvorfor et styrket engagement på den internationale scene bør være en dansk topprioritet. 

Magnus og Sebastian Mernild

Fremskrivningen kan i lægmandssprog opsummeres meget klart; Ethvert ton tæller. Vi har ikke råd til, at kollektivet svigter, hvorfor et styrket engagement på den internationale scene bør være en dansk topprioritet. Indsatsen skal starte blot syd for grænsen, hvor et afgørende klimavalg står for døren.

Hvis De Grønne i Tyskland lever op til valgforhåbninger, vil det sende et kraftigt signal til de europæiske naboer om, at vækstlokomotivet har kurs mod en gennemgribende omstilling. Økonomiske interesser vil naturligt følge efter, og Danmark kan få et tiltrængt boost til den stagnerende vareeksport til Tyskland, som før corona (2019) stort set var på niveau med 2005.

Modsat kan en grøn valgfiasko i Tyskland føre til en kontinental knude. Udfaldet 26. september handler altså på mange måder lige så meget om Europas og Danmarks grønne fremtid, som det handler om Tysklands.

Uanfægtet udfaldet må Danmark ikke spilde chancen for en skærpet dialog med virksomheder og myndigheder om vores naboers grønne fremtid.

Ad samme linje byder klimatopmødet COP26 i Glasgow i november på klimaskak af højeste kaliber. Politisk enighed vil sætte rammen for industriens færd med strammere krav og økonomiske incitamenter.

I det spil bliver evnen til at mobilisere tilstrækkelig privat og offentlig finansiering med al sandsynlighed den afgørende brik. Her har danske pensionsselskaber tidligere vist grønt lederskab med tilsagn om at investere 350 milliarder i grøn omstilling frem mod 2030.

En dansk kerneopgave i Glasgow bør derfor bero på at give næring til handling, så andre lande følger trop. Det gælder specielt finansieringen af klimahjælp til vækst- og udviklingslande, hvor de forventede udledningsstigninger først for alvor er ved at tage fat.

Sker det ikke, kan et fejlslagent klimatopmøde sætte en tyk streg under, at verdenssamfundet ikke kan stå sammen om en akut, grænseløs udfordring. Tilskyndelserne vil i værste fald udvandes, og i takt med, at vejret bliver både vildere, vådere og varmere, vil også folkets tro på fremskridt være på spil.

Der har altså aldrig været større anledning til at hæve indsatsen, og hertil taler sommerens oversvømmelser og varmerekorder sit tydelige sprog – også uden for kontinentet.

De menneskeskabte klimaforandringer påvirker ekstreme vejr- og klimahændelser i alle dele af verden. Vi ved nu, at for hver halve grad, den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke. Siden Femte Hovedrapport fra FN’s klimapanel er der kommet styrket evidens for observerede ændringer i ekstremer såsom hedebølger, kraftig nedbør, tørke og tropiske cykloner. Især at disse hændelser kan tilskrives menneskelig indflydelse, har videnskaben med klar penneføring nu indskrevet i historien. Tilmed ved vi, at klimaekstremer rammer de økonomisk dårligst stillede hårdere.

Skal fremtidige kapitler have en positiv afslutning, skal handlingen sættes ind, hvor udviklingen har fart. Derfor må vi ikke overse vækstlandene i Syd- og Sydøstasien samt de såkaldte løveøkonomier i Afrika, hvor byerne bugner, og forbruget skyder i vejret.

I det forestående arbejde har Danmark dog et stærkt afsæt for at skrive sig ind i historien som en både leveringsdygtig og effektiv løsningsmager. Det kræver dog, at vores stærke tradition for offentlige-private partnerskaber bliver udmøntet i ord og handling. Danmark skal nemlig både anspore og eksportere.

Hvis vi lader ærlig snak være, hvad det er, er scenariet på de 1,5 grader i 2100 højest urealistisk mål. 

Magnus og Sebastian Mernild

Hvis man ser på den nødvendige omstilling til et klimabevidst og bæredygtigt lavemissionssamfund i fodboldtermer, skal politikerne agere spilfordeler og erhvervslivet målscorer. Forskningen skal hertil bruges som oplæg for taktikken. Ingen af de tre kan for alvor stråle, hvis de andre ikke leverer – i hvert fald ikke, hvis man vil være i verdenseliten.

Formationen viste allerede sit værd, da der skulle findes akutte løsninger under coronahåndteringen. Det lykkedes med kort aftræk og kollektiv indsats at granske situationen, formulere anbefalinger, udtænke indsatser og etablere politisk enighed, som i samarbejde med civilsamfund og erhvervsliv iværksætte både genåbning og opfølgning på eksporten. Den grønne omstilling kræver samme træk og samfundsrytme.

Holdopstillingen, der skal skabe det nødvendige ryk med øje for alles roller, er optegnet i regeringens 14 klimapartnerskaber. Der bør dog være en fornyet, fælles stræben efter at hæve ambitionen for eksekvering og i særdeleshed for international skalering.

Partnerskabstilgangen er kimen til, at erhvervslivet kan reducere sine udledninger, sikre den fornødne arbejdskraft og styrke den grønne konkurrenceevne. Her er også fagbevægelsen en vigtig medspiller så vi sikrer, at de op mod 100.000 faglærte, som skal kvalificeres til at varetage grønne danske jobs i 2030, får de rette kompetencer og arbejdsforhold. En udfordring, som er globalt anlagt og kun vil tage til i kraft.

Sidst, men ikke mindst, er det for regeringen netop partnerskabernes frugter og fangster, som skal sikre, at den danske tilgang eksporteres, når andre lande søger svar på, hvordan de effektivt og solidarisk kan reducere udledninger til gavn for både klimaet og samfundet.

Når verdenslederne mødes i Glasgow, bliver det altafgørende, at forskningen, erhvervslivet og det politiske Danmark toner rent flag og står i samlet flok. Som var det den vigtigste kamp, vi skulle til at spille.

Kun ved at stå på skuldrene af kollektivet kan Danmark i sin formidling og forhandling sikre ørenlyd og troværdighed i den internationale klimaeksekvering. Men hvis vi spiller som et hold, kan klimapartnerskaberne potentielt være Danmarks næste og mest betydelige grønne eksportvare.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00