Forsker: Europaudvalget er blevet en sovepude

Europapolitikken i Folketinget er blevet samlet på så få hænder, at politikerne reelt har svært ved at påvirke den lovgivning, der udgår fra Bruxelles. Den udvikling skyldes, at de folkevalgtes kontrol med EU-lovgivningen ikke har fulgt med de forandringer, der er sket i EU-maskineriet i Bruxelles.

Sådan opsummerer ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet Mette Buskjær Christensen sin forskning, der involverer flere års undersøgelser af Folketingets kontrol med EU-lovgivningen.

I Danmark er det Europaudvalget, der har rollen som de folkevalgtes vagthund. Udvalget giver de enkelte ministre mandat, inden regeringen indgår aftaler i EU’s Ministerråd. Men den model, der har eksisteret siden 1973, er ikke længere tilstrækkelig for at sikre de folkevalgtes indflydelse, mener Mette Buskjær Christensen.

”Europapolitikken er blevet centraliseret i Europaudvalget. EU-politikken når ikke bredt ud i Folketinget, og man gør ikke brug af den ekspertise, der ligger hos fagudvalgene. I stedet er der en meget lille gruppe af politikere, der opbygger en EU-ekspertise,” siger hun og fortsætter:

”Problemet er, at EU-politikken efterhånden rækker ind over så mange politikområder, at man umuligt kan dykke ned i substansen, når hver politiker sidder med så bredt et område. Der er brug for, at der kommer flere indover.”

Altinget har tidligere beskrevet, hvordan Europaudvalgets kontrol med EU-politikken er udfordret, da de folkevalgte ofte indrages meget sent i lovgivningsprocessen.

Problemet er, at EU-politikken efterhånden rækker ind over så mange politikområder, at man umuligt kan dykke ned i substansen, når hver politiker sidder med så bredt et område. Der er brug for, at der kommer flere indover.

Mette Buskjær Christensen
Ph.d. studerende, Syddansk Universitet

Den uformelle vej
Ifølge forskeren er det tid til, at Folketinget genovervejer, hvordan man behandler EU-stoffet. Selve opbygningen af EU's beslutningsproces har nemlig ændret sig så meget, at mandat-afgivningen i Europaudvalget langtfra er den eneste mulighed for at yde indflydelse på. Det handler ofte om at være med, allerede når et lovforslag er på tegnebrættet.

Det er ikke nok, at man som folketingsmedlem fører kontrol med, hvad regeringens ministre foretager sig i Ministerrådet.

”Der er sket en udvikling i samarbejdet, der gør, at den måde, man påvirker på, er langt mere kompleks. Det er ikke længere bare Ministerrådet, der sidder og beslutter det hele alene. Også Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd har fået en kæmpestor rolle at spille,” siger Mette Buskjær Christensen.

Derfor mener hun, at Folketingets partier må gentænke deres arbejde med EU-lovgivningen. Hun mener, at det kræver, at EU-lovgivningen når bredere ud i Folketinget, og flere politikere går ned i arbejdet med de konkrete direktiver.

Hun peger på, at man i for eksempel Spanien inddrager langt flere parlamentarikere og går mere systematisk til værks, når ny lovgivning bliver sat i gang i Bruxelles.

I det spanske parlament udnævnes der en ordfører for hvert stykke relevant lovgivning samt en skyggeordfører, der begge har fingrene dybt nede i det konkrete forslag.

Til sammenligning sker der kun en håndfuld gange om året, at danske fagudvalg nærstuderer konkrete direktiver for at undersøge, om det er i strid med EU's nærhedsprincip.

Netop denne meget konkrete behandling af lovgivningen er dog, hvad der skal til, hvis politikerne skal tættere på EU-beslutningerne, lyder det fra forskeren.

”Når parlamentarikerne dykker ned i substansen og diskuterer et forslag med deres fagordfører, finder man måske ud af, at man gerne vil mere i direkte kontakt med de EU-aktører, der er vigtige i processen. Man får øjnene op for, hvem det er, og finder ud af, hvordan man kan påvirke processen – også mere uformelt,” siger Mette Buskjær Christensen.

Netværk
Hvis Folketingets medlemmer i højere grad vil øve indflydelse på EU-politikken, skal de altså tænke ud af den boks om mandat-afgivning, der findes i dag. Fagudvalgene skal indrages mere, men politikerne skal også se ud over den formelle proces i Folketinget.

”Det handler meget om at tænke i alternative veje i for eksempel partierne. Hvis vi gerne vil være med på stadiet, hvor lovgivningen formuleres, så handler det om at aktivere sit netværk og bruge de kanaler, man har til rådighed, meget mere end i dag,” siger hun.

Det kan eksempelvis være gennem de danske politikere i Europa-Parlamentet. Her viser Mette Buskjærs undersøgelser, at det ofte mest er EU-ordføreren, der koordinerer tæt med partiernes repræsentanter i Bruxelles.

Danske fortrin
Efter diskussionen om Europaudvalgets inddragelse er blevet rejst hen over efteråret, har blandt andre Liberal Alliance sat spørgsmålstegn ved, om udvalget overhovedet skal fortsætte med at eksistere i sin nuværende form .

Men selvom Europaudvalget, ifølge forskeren, ikke er tidssvarende, understreger hun samtidig, at mandat-processen stadig har mange fortrin.

Mette Buskjær Christensen påpeger, at det blandt andet sikrer tæt kontakt mellem de folkevalgte og ministrene, og at den slags langtfra er givet i mange andre EU-lande.

”Det ene udelukker ikke det andet. Der er mange gode ting i mandat-systemet, men det er nok blevet en sovepude, fordi det er det, man alene har fokuseret på,” siger hun.

Godt rustet
Samtidig understreger hun, at Folketinget generelt er godt rustet til at styrke sin involvering i EU-arbejdet. Ministrene er generelt gode til at sende information til udvalgene, og Folketingets eget EU-sekretariat – EU-Oplysningen – er også en god ressource.

Derfor er der god mulighed for at gøre noget ved de udfordringer, som den danske EU-kontrol har.

Ifølge Mette Buskjær Christensen er mange af de ændringer, der er sket i andre EU-lande, kommet til i forbindelse med den seneste ændringen af EU-traktaten i 2009. Her var det tanken, at de nationale parlamenter skulle spille en større rolle, for eksempel gennem muligheden for at give ”gule kort” til EU-Kommissionen.

Flere parlamenter brugte traktatændringen som en anledning til at opdatere sin EU-procedure.

”I Danmark valgte vi derimod som udgangspunkt at holde fast i vores eget system, for det fungerede jo så godt,” siger Mette Buskjær Christensen.