Forsker: Trump skruer ned for retorikken, men op for presset på Grønland

Potentiel glidebane

Trump sagde i Davos, at USA er den eneste aktør, der reelt kan sikre Grønland, og at han ønsker forhandlinger om at få kontrol over landet. Samtidig pegede han på Golden Dome – USA's nye, gigantiske missilforsvar – og adgang til sjældne jordarter. Alt sammen var – skulle vi forstå – dele af et større arktisk sikkerhedsprojekt.

Det er her, skiftet bliver tydeligt. Vi er gået fra en åbenlys trussel om militær magt og økonomisk straf til en pænere og mere "rationel" (man fristes til at sige "europæisk") fortælling om nødvendighed, teknologi og sikkerhed. Når pres bliver pakket ind i strategiske buzzwords, bliver det sværere at afvise. For hvem vil være den, der ikke tager sikkerhed alvorligt?

I europæisk politisk kultur svarer vi typisk: "Lad os tale om det. Lad os nedsætte en gruppe. Lad os finde en fælles løsning."

Det lyder voksent. Men over for en hegemon kan det blive farligt, fordi samtalen i sig selv kan blive en glidebane, hvor rammen gradvist flytter sig.

Fordi spørgsmålet om Grønland ikke er populært i USA, har Trump brug for at gøre det spiseligt.

Bo Kampmann Walther
Medie- og spilforsker, Syddansk Universitet

Davos-drejningen

For bare en uge siden sad Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt over for vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio i Washington. Løkke sagde bagefter, at der var en "fundamental uenighed", men at man ville oprette en arbejdsgruppe for at finde en vej frem.

Danmark og Grønland stod på suverænitet og selvbestemmelse, og amerikanerne pressede på med sikkerhed. Arbejdsgruppen var ventilen.

Davos-drejningen er, at Trump nu forsøger at gøre ventilen til motoren – "Giver I os Grønland?" bliver til "Hvordan får vi en aftale, der leverer det, vi vil have, i Arktis?"

Og når Nato nævnes som ramme, lyder det pludselig som noget, vi bør være glade for, fordi det er multilateralt.

Mark Rutte sagde torsdag 22. januar, at spørgsmålet om Grønlands politiske status ikke var blevet rejst i hans samtale med Trump. Fokus var arktisk samarbejde og den stigende aktivitet fra Kina og Rusland.

Det er lige præcis sådan, man flytter pres fra "ejerskab" til "adgang" uden at opgive ambitionen. Man gør statusspørgsmålet til noget, man ikke taler højt om. Og man gør "samarbejde" til den nye normal, der gradvist kan indeholde mere og mere kontrol.

Sikkerhedsliggørelse

Det handler om sikkerhedsliggørelse. Det er idéen om, at når noget bliver omtalt som national sikkerhed, så ændrer det spillets regler. Det, der før var politik, bliver nu nødvendighed. Det, der før kunne diskuteres, bliver nu noget, man bare må gøre.

Trump har gjort Grønland til et sikkerhedsobjekt i offentlig retorik. Det handler om missilforsvar, geopolitiske rivaler i Arktis og mineraler. Det betyder, at Danmark og Grønland konstant risikerer at fremstå som dem, der står i vejen for "sikkerhed", hvis vi kun svarer med principper og høflige procedurer.

Men det er en falsk modsætning. Man kan godt tage arktisk sikkerhed dødsens alvorligt uden at acceptere en ejerskabslogik.

Når Trump siger, han ikke vil bruge militær magt i Grønland, er det ikke en retræte. Det er en kommunikationsstrategi.

Bo Kampmann Walther
Medie- og spilforsker, Syddansk Universitet

Rovdyret blinker, fordi det kan

Når Trump siger "ingen militær magt", kan man høre det som et civiliseret hensyn. Men man kan også høre det som en påmindelse om, at magt stadig ligger på bordet. Bare i en anden form.

Det er økonomi, infrastruktur og basetilladelser. Det er efterretninger, investeringer og tidsplaner. Den type ting, der ikke ligner en invasion, men som kan ændre en regions politiske tyngdekraft.

Og så er der en vigtig detalje: Den amerikanske offentlighed er langt fra med. Reuters har målt, at kun 17 procent af amerikanerne støtter Trumps forsøg på at erhverve Grønland, og et stort flertal er imod at bruge militær magt.

Derfor er Trumps rovdyrslogik ikke folkevilje, men en politisk stil. Og netop fordi spørgsmålet om Grønland ikke er populært i USA, har Trump brug for at gøre det spiseligt.

Når Trump siger, han ikke vil bruge militær magt i Grønland, er det ikke en retræte. Det er en kommunikationsstrategi.

Tre fejl vi ikke må begå

Der er grundlæggende tre fejl, vi for alt i verden ikke må begå i rigsfællesskabet:

1. At fejllæse lettelsen som en sejr. 

Det er godt, at militær magt udelukkes. Men det betyder ikke, at presset er væk. Det betyder blot, at presset skifter form.

2. At tro en "Nato-ramme" automatisk gør det legitimt.

Nato er en sikkerhedsalliance, ikke en ejendomsmægler. Hvis alliancen bliver scenen, hvor man kan tale om et allieret territorium som et bytte for stabilitet, har vi et principproblem, der rækker langt ud over Grønland.

3. At gøre Grønland til et argument frem for en aktør.

Hvis løsninger bliver skrevet i København og Washington og kun "kommunikeret" til Nuuk, så taber vi den legitimitet, vi siger, vi forsvarer. Grønland skal være medforfatter – også når det handler om hård sikkerhed.

Den kloge modstrategi er således at gøre ejerskabsfortællingen irrelevant.

Kampen om fortællingen

Den danske og grønlandske linje er i sin kerne enkel og bør formuleres klart og direkte – uden at blive pakket ind i diplomatisk vat: Grønland er ikke til salg, og fremtiden afgøres i Grønland. Det var essensen efter Washington-mødet: Der er en fundamental uenighed, og der er røde linjer.

Men hvis vi stopper dér, taber vi kampen om fortællingen. For så står Trump tilbage med den stærkeste dramaturgi: "Jeg vil bare sikre Arktis, og de små lande står i vejen."

Derfor skal Danmark, Grønland og europæiske allierede gøre noget, der virker næsten provokerende i sin enkelhed. Levere så meget konkret sikkerhedskapacitet, at det bliver åbenlyst, at ejerskab ikke er nødvendigt.

I Davos blev presset ganske vist pænere. Men bestemt ikke mindre.

Bo Kampmann Walther
Medie- og spilforsker, Syddansk Universitet

Kort sagt: Et arktisk sikkerhedsprojekt, der er så solidt, at udsagnet, "vi må eje for at beskytte", fremstår som det, det er: en politisk idé, ikke en naturlov.

Ironien er jo, at USA allerede har enorm strategisk værdi i Grønland gennem eksisterende militære arrangementer og basetilstedeværelse. Der er ingen teknisk nødvendighed, der kræver køb eller overtagelse. Det, der er på spil, er fortællingen.

Danmark i øvelokalet

Europa har en vane med at gøre ting til processer, fordi processer er vores styrke. Men over for en hegemon kan processer også være en måde at blive trukket rundt i manegen på.

Derfor bør den danske sætning i de kommende dage være denne:

"Vi forhandler gerne om sikkerhed. Men vi forhandler ikke om suverænitet."

Hvis rovdyret blinker, er det ikke, fordi det er blevet et lam. Men fordi det har fundet en smartere måde at få os til at flytte os på. Det er med andre ord nu, vi skal bevise, at deliberativt demokrati ikke betyder langsom eftergivenhed.

I Davos blev presset ganske vist pænere. Men bestemt ikke mindre.