Forskeren forklarer: Sådan har Rusland tilpasset sin propaganda til EU’s censur

Da EU blokerede for adgangen til statsmedierne Sputnik og RT i starten af marts, kollapsede Kremls propagandainfrastruktur i Europa. Men siden har Kreml arbejdet aktivt på at genvinde sit europæiske publikum ved at diversificere sine propaganda-kanaler, gøre propagandaen mere influencer-drevet og vendt sig til nye platforme. Dette er andet indlæg i en serie om, hvordan Russisk propaganda har tilpasset sig efter geoblokeringen.

Efter tabet af de to propaganda-flagskibe begyndte nye propagandamedier med et friskt ry at dukke op for at levere den russiske fortælling om den særlige militære operation. Umiddelbart efter invasionen startede "War on Fakes", der under dække af at være et faktatjekkende medie spreder desinformation om blandt andet Vestens orkestrering af massakrerne i Butja, hvilket foregår på både tysk, fransk og spansk.

Samtidig er mindre kendte og ældre medier blevet promoveret af prorussiske netværk, så som den franske Donbass Insider, der siden 2018 har spredt russisk desinformation om Ukraine og i dag rapporterer direkte fra fronten.

Direkte adgang til konspirations-miljøer

Imidlertid er RT og Sputnik ikke fuldstændig nedlagt, men man har fundet nye måder at nå sine europæiske læsere. Fra Rusland har RT eksempelvis vedligeholdt både sin tyske og franske udgave til at dække de to landes indenrigsnyheder. Selvom geoblokeringen betyder, at de to propagandamedier ikke kan dele indhold på Facebook, YouTube eller Twitter, er deres shows, prominente værter og journalister fortsat aktive der.

RT’s tv-programmer ”Going Underground” og ”Cross Talk” er fortsat aktive på begge platforme. Ligeledes giver Sputniks tidligere radiovært George Galloway jævnligt plads til analyser fra RT og Sputnik til sin kvarte million følgere på YouTube. Gennem disse ambassadører videredirigeres europæiske læsere til de nye profiler og platforme som RT og Sputnik er flyttet til.

Kreml forsøgte hurtigt inde i krigen at kontrollere den hemmelige opinion ved at flytte russiske brugere over til statskontrollerede platforme, såsom VKontakte og RuTube. Men den udenrigspropaganda, som RT og Sputnik er en central del af, er i større grad flyttet til en række alternative platforme med vestlig oprindelse, såsom Rumble, Bitchute og Odysee.

Med rod i konspirations- og misinformationsmiljøer, der voksede frem under corona, tilbyder disse platforme direkte adgang til brugere, der allerede deler den mistillid og frustration, som desinformation altid har udnyttet. Dertil er platformene relativt mere brugervenlige, end RuTube er. RT’s engelsksprogede udgave har nu samme størrelse af 90000 følgere på både Rumble og VKontakte.

Men selvom disse alternative platforme eksisterer, er informationskrigen alligevel centreret omkring Telegram og TikTok. Her er en forskelligartet gruppe af influencers, der jævnligt spreder russisk desinformation, vokset frem. Blandt dem er velkendte ansigter, såsom krigskorrespondenterne Graham Philips og Eva Bartlett, der siden 2014 har videregivet russisk propaganda om Kremls rolle i Ukraine og Syrien.

Analyser med falsk dokumentation

Begge har fået særlig adgang af den russiske besættelsesmagt i Ukraine, hvor de eksempelvis har dækket sommerens falske afstemning i de besatte områder og interviewet britiske krigsfanger. Men også en ny generation af Kremls influencers, heriblandt den spansktalende Liu Sivaya og tysktalende Alina Lipp, er trådt frem med korte videoer og "insta-venlige" billeder.

Langsomt genopbygges tabte publikummer, og informationskrigen raser fortsat i Europa – bare ikke hvor den plejer.

Christiern Santos Okholm
Ph.d.-studerende, Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze

Lipp er af tyske myndigheder blevet anklaget for hadtale rettet mod ukrainere og leverer dugfriske nyheder fra den russiske frontlinje til sine 182000 følgere på Telegram.

Med korte videoklip om vestlige provokationer og Ruslands genopbygning af det sønderbombede Mariupol til sine 11000 TikTok-følgere har Sivaya modtaget en mexicansk journalistpris for dækningen af ukrainske nationalister.

Blandt disse nye aktører findes der også Telegram-kanaler, der bruge OSINT-redskaber til at levere analyser om russiske bedrifter ved fronten, lister over vestlige nazi-lejelsoldater i ukrainsk tjeneste og falsk dokumentation for ukrainske krigsforbrydelser, såsom at teateret i Mariupol blev sprængt af Azov-bataljonen.

Således kan man se, hvordan russisk propaganda i dag tilpasser sig et mere restriktivt Europa ved at differentiere sine propagandakanaler og omgå EU’s censurtiltag. Langsomt genopbygges tabte publikummer, og informationskrigen raser fortsat i Europa – bare ikke hvor den plejer.