Debat

Greenpeace: Regeringen laver kovending på sine egne løfter og svigter naturen

Regeringen har lagt sig fladt ned for at tækkes det industrielle landbrugs lobbyisme, og det er et svigt af vores danske natur, som har det historisk dårligt, skriver Kristine Clement.

Det løser ikke fødevarekrisen at droppe brakordningen, hvor landbrugsarealer tages ud af drift af naturhensyn for at dyrke mere korn, men vil skabe større problemer på den lange bane, skriver Kristine Clement.
Det løser ikke fødevarekrisen at droppe brakordningen, hvor landbrugsarealer tages ud af drift af naturhensyn for at dyrke mere korn, men vil skabe større problemer på den lange bane, skriver Kristine Clement.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kristine Clement
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fødevareminister Rasmus Prehn kaldte i foråret en spade for en spade, da han kaldte presset for at suspendere EU's brakordning på grund af den globale fødevarekrise for "sædvanlig landbrugslobbyisme". Nu har regeringen foretaget en uelegant kovending og er klar til at bryde sine tidligere løfter om at bevare ordningen. Det er den nødlidende natur, der endnu engang vil stå tilbage som taberen.

Greenpeace roste sammen med andre grønne organisationer fødevareministerens udmelding. At droppe brakordningen, hvor landbrugsarealer tages ud af drift af naturhensyn for at dyrke mere korn, løser ikke fødevarekrisen, men vil skabe større problemer på den lange bane.

Løsningen på fødevarekrisen er ikke at gå på kompromis med miljøtiltag. Klimaomstilling, genoprettelse af naturen og beskyttelse af miljøet må have højeste prioritet.

Kristine Clement
Kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace

Regeringen har overgivet sig til lobbyisterne

Krigen i Ukraine har afsløret sårbarheden i det globale fødevaresystem. Men det er en myte, at det er nødvendigt at skrue op for Danmarks og Europas fødevareproduktion for at brødføde verdens fattige. Der er allerede nok mad til verdens befolkning. Problemet er, at maden bruges forkert, er ulige fordelt, og at priserne er eksploderet på grund af spekulation og panik på det globale marked. 

Løsningerne ligger lige for. I Greenpeace har vi eksempelvis beregnet, at otte procent reduktion af produktionen af svin og kyllinger i EU kan erstatte den manglende korneksport fra Ukraine. 15 millioner brød kunne bages hver dag af det korn, der hældes i europæiske bilmotorer i form af biobrændstoffer. Og der kunne sættes ind mod, at 88 millioner tons mad i EU årligt ender som madspild.

Fødevareministeren selv kender alt til potentialet for at lave mad til flere mennesker med plantebaserede fødevarer i stedet for kød. I et svar til Folketinget vurderer han, at dansk landbrug kan brødføde mellem 2,2 og 3,2 millioner flere mennesker, hvis vi sænker svinebestanden med blot 20 procent og bruger det nuværende foderareal til korn til mennesker.

At regeringen nu imod bedre vidende har lagt sig fladt ned for at tækkes det industrielle landbrugs lobbyisme, er et svigt af vores danske natur, som fødevareministeren så sent som i sidste uge har været ude at bevidne, hvor slemt har det.

"Det piner mig, at det skønne danske hav er blevet så fattigt på fisk", skrev ministeren på Facebook efter at have dykket i havet. 

Klima, natur og fødevarer hænger sammen

Naturen og miljøet i Danmark har det historisk dårligt, og vores skønne danske hav er lige nu ramt af kraftige iltsvind flere steder. Iltsvindene er et bevis på, at dansk landbrug er ude af balance med sit naturgrundlag, for årsagen findes på land, hvor kvælstofgødning fra landbrugets marker vaskes ud, når det regner, og ender i havet. Her giver det kraftig algevækst, som fører til iltsvind og ørkener på havbunden, så fiskene forsvinder.

De største trusler mod fødevaresikkerheden de kommende år er klimaændringer, tab af biodiversitet og økologisk sammenbrud. Løsningen på fødevarekrisen er derfor ikke at gå på kompromis med miljøtiltag. Klimaomstilling, genoprettelse af naturen og beskyttelse af miljøet må have højeste prioritet.

Hvis braklægningen kombineres klogt med en omstilling af landbruget til mindre produktion af foder og færre landbrugsdyr, vil det bidrage til at løse klima-, miljø- og naturkrisen og samtidig give flere mennesker i verden mulighed for at gå mætte i seng.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristine Clement

Kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace
Kandidat i kommunikation og internationale udviklingsstudier fra RUC

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00