Debat

Greenpeace: Regeringen og EU bør stoppe støtten til kød-kampagner

EU udbetaler milliarder i støtte til reklamer for kød og mejeriprodukter. Regeringen og EU-kommissionen bør stoppe med at udbetale en eneste offentlig krone til kødkampagner, skriver Helene Hagel.

Rasmus Prehn anbefaler at spise mindre kød af hensyn til klimaet og vores helbred. Men offentlige kroner fra den danske Svineafgiftsfond går til kødkampagner. Sammenhængen er svær at få øje på, skriver Helene Hagel.
Rasmus Prehn anbefaler at spise mindre kød af hensyn til klimaet og vores helbred. Men offentlige kroner fra den danske Svineafgiftsfond går til kødkampagner. Sammenhængen er svær at få øje på, skriver Helene Hagel.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Helene Hagel
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Stadig flere danskere og europæere skærer heldigvis ned for forbruget af klimaskadelige produkter som kød og mælk.

Sammenhængen mellem på den ene side at poste offentlige penge i kødkampagner og at bede os spise mindre kød svær at få øje på.

Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

Det er en trend, der bekymrer de virksomheder, hvis forretningsmodel er bygget op på at sælge disse produkter.

Derfor har deres interesseorganisationer de seneste år sendt en lind strøm af ansøgninger til EU-Kommissionen for at få offentlige støttepenge til at vinde forbrugerne tilbage i frikadellefolden. Kommissionen har i den grad imødekommet deres ønsker.

Det fremgår af en ny rapport fra Greenpeace, Marketing Meat, der dokumenterer, at EU-kommissionen har udbetalt 1,9 milliarder danske kroner i støtte til reklamer for kød og mejeriprodukter i perioden 2016-2021. Tilskudsmodtagerne er europæiske interesseorganisationer for landbruget såsom Landbrug & Fødevarer.

Kostråd og kødkampagner
Interesseorganisationernes ansøgninger til EU er gennemsyrede af frygt for at miste fremtidens forbrugersegmenter:

"Kampagnen er målrettet familier med unge børn og unge i alderen, der endnu ikke har fået børn, med fokus på de 20-35-årige, som er et marked, der skal vindes tilbage, og som vil give deres spisevaner videre til deres børn," står der i en ansøgning til et tværeuropæisk projekt, der skal fremme forbruget af mælk og ost, som blandt andre den danske Mejeriforeningen står bag. Denne kampagne har modtaget over 92 millioner kroner til markedsføring i fem lande.

Det er grotesk, at virksomheder, der sælger kød- og mælkeprodukter, får støtte fra fællesskabets pengekasser til at betale for kække reklameslogans.

Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

"Svin er ikke længere en naturlig del af unge skandinavers diæter. De har en tendens til at spise mindre kød generelt og til at undgå svinekød specifikt. Formålet er at øge forbrugerefterspørgslen og dermed stoppe den nedadgående trend," står der i ansøgningen til kampagnen Glad for Gris fra Landbrug & Fødevarer, som har modtaget 23 millioner offentlige kroner.

Heraf kommer 20 procent af midlerne fra den danske Svineafgiftsfond, der administreres af Fødevareministeriet.

Altså det selvsamme ministerium, som under minister Rasmus Prehn (S), anbefalede os allesammen at spise mindre kød af hensyn til klimaet og vores helbred, da han lancerede de nye officielle kostråd for nogle måneder siden. Sammenhængen mellem på den ene side at poste offentlige penge i kødkampagner og at bede os spise mindre kød svær at få øje på.

Industrien går langt for vækst i klimaskadelig produktion
Fødevareindustriens beskrivelse af kampagnernes formål er ligeledes i direkte modstrid med et af deres hyppigst brugte argumenter for, hvorfor Danmarks produktion af kød og mælk ikke skal reduceres af hensyn til klimaet.

Industrien vil gå meget langt for at vækste deres i forvejen store, klimaskadelige produktion, alt imens de prøver at bilde politikerne, offentligheden og forbrugerne ind, at de er godt på vej mod at blive CO2-neutrale.

Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

"Vi producerer bare, hvad forbrugerne efterspørger," lyder deres gamle traver. Men hvis de bare gjorde det, ville de vel ikke med fuldt overlæg forsøge at påvirke efterspørgslen?

Det ville være mere korrekt at omformulere deres standardsvar til: "Vi producerer bare, hvad vi kan få forbrugerne til at efterspørge."

Sandheden er, at industrien vil gå meget langt for at vækste deres i forvejen store, klimaskadelige produktion, alt imens de prøver at bilde politikerne, offentligheden og forbrugerne ind, at de er godt på vej mod at blive CO2-neutrale.

Stop udbetalingen til kødkampagner
Det er ikke overraskende, at private virksomheder først og fremmest vil tjene penge. Men det er grotesk, at virksomheder, der sælger kød- og mælkeprodukter, får støtte fra fællesskabets pengekasser til at betale for kække reklameslogans og samarbejder med influencere, som vores børn og unge følger på sociale medier.

Især med klimakrisens potentielle katastrofale konsekvenser in mente. Vi skal omstille vores samfund, vores kødproduktion- og forbrug. Vi skal ikke finansiere markedsføring, der bevarer status quo.

Regeringen bør derfor stoppe med at udbetale en eneste krone til kampagner af denne karakter og arbejde for, at EU-kommissionen gør det samme.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00