DEO: Har statsministeren format til at prioritere EU-politikken?

DEBAT: Et folketingsvalg i foråret 2019 risikerer at stjæle opmærksomheden fra europaparlamentsvalget. Statsministeren har her chancen for at vise, at han er engageret i andet end snævre partiinteresser, skriver chefanalytiker fra Europa Oplysningsforbundet.

Af Rasmus Nørlem Sørensen
Chefanalytiker i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO)

Ifølge den seneste meningsmåling fra Norstat står Lars Løkke Rasmussen ikke til at genvinde regeringsmagten, hvis der bliver udskrevet folketingsvalg i efteråret. Det har fået ham til at meddele, at folketingsvalget bliver udskudt til foråret 2019 og dermed støder sammen med valget til Europa-Parlamentet, der skal afholdes søndag 26. maj.

Statsministeren i demokratisk dilemma
Erfaringen fra tidligere EU-valg viser, at det kan være svært at engagere medier og offentlighed i en grundig debat om europæisk politik. Ved det seneste EU-valg var det kun 39 procent af de 19-21-årige, der benyttede deres stemmeret, og den samlede valgdeltagelse sneg sig op på 56,5 procent. Til sammenligning var det hele 85,8 procent af de stemmeberettigede, der fandt vej til valgstederne, da et nyt Folketing skulle sammensættes i 2015.

Hvis der bliver konkurrence om opmærksomheden mellem de to valg, peger alt på, at folketingsvalget løber med opmærksomheden. Det betyder, at statsministeren burde stå med et demokratisk dilemma. I virkelighedens verden frygter jeg, at taktiske hensyn i indenrigspolitikken overskygger enhver bekymring for, at den europæiske valgkamp kan blive vingeskudt.

Parlamentet kan afgøre vigtige spørgsmål
Det er ellers ikke, fordi det skorter på vigtige emner og udfordringer i europæisk politik. Hvordan skal vi håndtere klimaudfordringen? Hvad stiller vi op med det flygtningepres, vi ved er i vente? Bør EU spille en større rolle i sikkerhedspolitikken og i relationerne til Rusland? Hvilken rolle ønsker vi for Europa i den globale handelsstrid, som Donald Trump har skudt i gang? Hvordan håndterer vi den massive skatteunddragelse, der trækker tusinder af milliarder kroner ud af skattekasserne i EU-landene? Kan der skabes opbakning til at regulere bankerne og undgå den næste finanskrise? Hvor stiller Danmark sig i et Europa, hvor briterne ser ud til at forlade EU?

Det er ikke ligegyldigt, hvordan det kommende Europa-Parlament bliver sammensat, når disse og mange flere udfordringer skal løses. Parlamentet er medlovgiver på stort set alle politikområder og har derfor afgørende betydning for, hvilke politiske beslutninger, der kan træffes på europæisk plan. Det er fortsat stats- og regeringslederne, der beslutter, hvordan EU-samarbejdet skal skrues sammen.

Det er desuden på de europæiske topmøder, at de store linjer i politikken kridtes op. Men hvis deres beslutninger skal føre til reel lovgivning, så er der i praksis ingen vej uden om Europa-Parlamentet, hvor 450 millioner EU-borgere i slutningen af maj skal stemme om den politiske magtfordeling.

Partier opruster med tunge kandidater
Det glæder mig, at de politiske partier i Danmark tager EU-politikken mere og mere alvorligt. På de hundredvis af EU-debatter og konferencer, jeg har afholdt rundtomkring i landet, har jeg kunnet konstatere, at der er meget stor folkelig interesse, og partiernes engagement falder derfor på et tørt sted. Vi kan se, at de fleste partier allerede har opstillet tunge kandidater til de 14 pladser i Parlamentet. Samtidig har den politiske debat internt i partierne i stadig højere grad fokuseret på europæiske temaer.

Enhedslisten har valgt at stille op for første gang med det garvede folketingsmedlem Nikolaj Villumsen i spidsen. Alternativet har prioriteret, at tidligere politisk ordfører Rasmus Nordqvist lægger kræfterne i EU-politikken. I SF bliver der kamp om de personlige stemmer mellem EU-veteranen Margrete Auken og den slagfærdige Karsten Hønge. Socialdemokraterne markerer sig stærkt i debatten om skatteunddragelse, både med spidskandidaten Jeppe Kofods bidrag i Europa-Parlamentet og internt i den danske debat.

De Radikales tidligere formand, Margrethe Vestager, overskygger muligvis de hjemlige kandidater, men EU-politikken har altid været et hjertebarn i partiet og er det fortsat. Yderst på højrefløjen er der ganske vist rod i kandidatlisterne i Dansk Folkeparti, men ved sidste EU-valg slog Morten Messerschmidt rekorden for antal personlige stemmer og sendte den største danske delegation på hele fire medlemmer til EU. Venstres Morten Løkkegaard får selskab af sværvægter og formodet stemmesluger Søren Gade.

Lars Løkke mangler at vise engagement
Vi har ikke oplevet Lars Løkke Rasmussen som særligt interesseret i europæisk politik på noget tidspunkt. Men det er ham, der skal udskrive folketingsvalget, det er ham, der bestemmer, hvornår det kommer. Det store spørgsmål er, om han vil tage de europæiske udfordringer alvorligt. Om han vil tage efterspørgslen på en seriøs EU-debat alvorligt.

Ved folkeafstemningen om ændring af retsforbeholdet i 2015 blev der givet varsel om dato og afstemningens indhold alt for sent. Midlerne til debat og folkeoplysning blev afsat i sidste sekund. Det skabte dårlige vilkår for at tage den grundige offentlige debat, som de svære europæiske spørgsmål kræver.

Jeg håber, at EU-valget næste år vil blive prioriteret anderledes og højere fra regeringens side. Jeg håber at se en statsminister, der hæver blikket fra nationale kampe på Christiansborg og retter fokus på europæisk politik. Jeg håber at se en statsminister, der vil vise, at han er villig til at give demokratiet tid til at arbejde – selvom det ikke nødvendigvis tjener snævre partipolitiske interesser.

Forrige artikel Tænketank: Det er ikke i dansk interesse at bøje sig for briterne Tænketank: Det er ikke i dansk interesse at bøje sig for briterne Næste artikel ITD: Beskyldninger om landsforræderi er ren mudderkastning ITD: Beskyldninger om landsforræderi er ren mudderkastning
  • Anmeld

    Ib Christensen · fhv. MEP & MF

    Retsforbeholdet

    Folkeafstemningen i 2015 handlede ikke om at ændre retsforbeholdet, men om at afskaffe det.