Jens Chr. Grøndahl: De lukkede grænser kan lære danskerne at rejse i ånden

KOMMENTAR: For kosmopolitter som danskerne ligner de lukkede grænser en genindførelse af stavnsbåndet. Men måske kan nedlukningen igen lære os, hvordan man virkelig bør rejse, skriver Jens Christian Grøndahl. 

Ved Niger-floden i Mali udgravede arkæologer i 1990’erne rester fra det forhistoriske bysamfund Djenné-jeno, et af Afrikas ældste uden for Egypten. Omkring år 250 før Kristi fødsel opstod på dette sted en urban civilisation, længe før karavanerne gennem Sahara forbandt Vestafrika med Middelhavet.

Et af de mest bemærkelsesværdige fund var en mørkeblå perle, hvis kemiske sammensætning kun kendes fra det sydøstlige Asien. Man mener, at den har gjort rejsen fra Kina cirka 100 år efter Han-dynastiets grundlæggelse i 206 f.Kr.

Også på vores breddegrader finder man vidnesbyrd om, at mennesker har rejst til alle tider. Under gravearbejdet til den nye metrostation på Gammel Strand dukkede en anden perle op, denne gang fra Latinamerika. Og på Nationalmuseet indgår genstande fra Romerriget som selvfølgelige indslag i fortællingen om Danmark.

Da vi for halvandet århundrede siden blev den lille nation, vi er i dag, hentede vores nationale fortælling især inspiration i bondelivets erfaringer. Den stedbundne pagt med landskab og klima, som Jeppe Aakjær og andre digtede om, og som mange af os genopfrisker fortroligheden med, når vi synger morgensang med Phillip Faber.

Det gled lidt i baggrunden, at Danmark alle dage var en søfartsnation, og den noget ensidige selvforståelse har kunnet bestyrke én og anden i den illusion, at det lokale skulle kunne afsondres fra det globale.

Det retter Carsten Jensen op på i sit generøse, stort anlagte romanværk ”Vi de druknede”, hvor han fortæller om de søfolk, der kom hjem til lillebyen Marstal med tropiske efterbilleder i sindet. De var om nogen kosmopolitter, lige så danske som de var.

Det kosmopolitiske forbindes ellers med storbyen og dens berømte rodløshed, som forfattere, sociologer og demagoger har fået så meget ud af at diagnosticere. I den store by kan man gå og føle sig i kontakt med hele verden. Ikke mindst fordi det storbyagtige er noget, byen har til fælles med andre byer. De trafikerede hovedstrøg, de overdådige stormagasiner og banegårdene, ikke mindst.

Anlæggelsen af det europæiske jernbanenet i anden halvdel af det 19. århundrede bidrog til at samle kontinentet. Vi var aldrig blevet europæere, hvis vi ikke havde kunnet stige på et tog. I 1850’erne var forfatteren Ivan Turgenjev tre uger om at komme til Paris fra sit russiske gods. I 1870’erne kunne han gøre turen på fem dage.

”Jernbanen gør det af med rummet, så vi kun har tiden tilbage,” skrev hans kollega, den tyske digter Heinrich Heine.

Hans bemærkning om tid og rum foregreb en mobilitet, som nutidens flyrejser har gjort så almindelig, at ingen længere tænker over det. Men jeg kan da huske, hvordan jeg som helt ung endnu holdt regnskab med, hvor mange gange jeg havde været oppe at flyve.

Flyrejsen klipper verden i stykker, så den bliver som en video, vi selv redigerer. Hej, så er jeg på vej til Kastrup. I næste klip ser man mig stige ud i Mexico City.

I et interview med Jyllands-Posten 4. maj fortæller Ib Michael, en af dansk litteraturs største eventyrere, om en mexicansk indianer, der rejste til fods, når han skulle besøge sin familie nogle dagsrejser væk. Selv da der kom busforbindelse, foretrak han at gå. Han ville ikke undvære alt det, han oplevede undervejs.

”På skibet og i togvognen stopfodrer man hjernen med nye indtryk. Det er ikke for sjov, at H.C. Andersen skrev linjen ’At rejse er at leve’. Den sandhed har vi bare glemt,” siger Ib Michael. ”Vi tror, vi søger ud på eventyr, når vi stævner ud i verden, men i virkeligheden står vores rejseform ofte i vejen for eventyret.”

Han håber, at flere efter coronakrisen vil foretrække at tage toget i stedet for at flyve, så rejsen igen bliver en oplevelse i sig selv.

Hvis vi ellers kan komme afsted.

Foreløbig er verden lukket land. Pandemien har bombet os tilbage til før Heinrich Heine. Vi kan pludselig ikke skifte omgivelser på en time eller to. Rummet har taget magten tilbage. Hjemmets fire vægge. Landets grænser.  

For kosmopolitter som os ligner det en genindførelse af stavnsbåndet. Udlængslen kaster sig mod den nye virkeligheds mentale tremmer.

I den forgangne uge forsøgte EU-Kommissionen at bane vej for den betrængte turistindustri. Hvis bare vi lærer at udvise den rette ”respiratoriske etikette” og vænner os til, at der skal bookes plads ved hotellets pool, så bør grænserne kunne åbnes mellem lande, hvor smittetrykket er sammenligneligt.

Udspillet bar præg af situationens absurde desperation. Sommerferie med håndsprit mig her og der. Solbadning med mundbind. Hvorfor ikke bare blive hjemme?

Tager man de positive briller på, er der måske også noget at vinde ved, at vi i hvert fald for en tid har mistet den kosmopolitiske bevægelsesfrihed.

Det kunne blive en renæssance for nærværet. Evnen til at opleve de forefaldende omgivelser frem for blot at være stede. Sanse vinden i græsset og håret. Have blik for trækronernes skyggeteater i en solbeskinnet skovbund. Den slags gratis poesi uden afsender, som små børn er så gode til at tage imod.

Den, der ikke kan tage imod som et lille barn, får jo aldrig adgang til det upåagtede paradis, som det er at stå op til en solskinsdag, hvor ingen i familien er syge.

Ib Michael har ret i, at vores mulighed for at flytte os har ødelagt evnen til at dvæle. Hvad nytter det at sætte flueben ved Marcuspladsen eller Sagrada Família, hvis man ikke oplever noget i alt kissejavet med at få taget selfies som bevis for, at man var der?

Mens flyselskaberne krakker eller halverer staben, er der set med optimismens optik også gevinster at bogføre, hvis det igen bliver sjældent og eksklusivt at flyve.

Ozonhullerne vil begynde at lukke sig. Man slipper for at tage skoene af i security og derpå løbe forhindringsløb gennem en labyrint af parfume, før man endelig kan spænde sikkerhedsbæltet og zappe til et andet sted.

Overturismen vil aftage, og borgerne i Venezia og Barcelona vil igen kunne komme til i deres egen by. Hvem ved, måske genfinder de ligefrem glæden ved at tage imod gæster?

Da min kone og jeg for et par år siden ville vise vores døtre Firenze, så vi på hinanden i strømmen af kinesiske turister foran Il Duomo. Vi tænkte det samme: Det er nok sidste gang, vi er her.

Den industrialiserede turisme havde allerede frataget os lysten, før covid-19 fratog os muligheden.

Mens der tales i medierne om samfundets genåbning, sidder mange af os med en fornemmelse af, at noget vil have forandret sig uopretteligt.

Der vil komme plexiglas mellem os i stadig flere situationer. Virtuelle konferencer vil blive reglen snarere end undtagelsen. Og måske vil det for altid være slut med at kramme andre end dem, man alligevel ikke kan undgå at smitte.

Vi skal på nettet for at føle os som medlemmer af et samfund, led i en større helhed. Eller bare for at kunne hæve os op over de private koordinater. Se andre end de nærmeste. Se noget andet end det, vi har lige foran næsen.

Men hvis nærværet skal have den plads, jeg fabler om, kræver det, at vi ind imellem trækker stikket på de sociale medier og løfter snuderne fra de evindelige skærme.

Når vi hjemme hos os af og til har held med at få den yngste til at lægge telefonen, går der ikke et kvarter, før hun sidder og nynner med akvarelblok og farvelade. Tid og rum bliver til nu og her, når fantasien tager over.

Man kan også rejse i ånden og med bøger som transportmiddel. Når vi en dag igen begiver os ud over grænserne, vil ånd, litteratur og forestillingsevne være de bedste rejsekammerater.

Så behøver vi heller ikke tage så langt. En tur til Hven kan blive kosmopolitisk, ja, rent ud kosmisk, så sandt som Tycho Brahe dér var i kontakt med himlens stjerner.

Min farmor, der var fra Nordsjælland, kom aldrig længere end til Harzen, men hun glemte det aldrig. Mødet med noget anderledes havde sat sit aftryk i hendes modtagelige sind. Som de blå, asiatiske perler i dyndet ved Niger-floden.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Coronakrisen får Europa til at ligne en falmet drøm Jens Chr. Grøndahl: Coronakrisen får Europa til at ligne en falmet drøm Næste artikel Martin Lidegaard: Dansk udenrigspolitik står bomstille Martin Lidegaard: Dansk udenrigspolitik står bomstille