Debat

Jens Chr. Grøndahl: Et spøgelse går gennem Europa

KOMMENTAR: Vi går med næserne begravet i særinteressernes plovfurer frem for at forpligte os helhjertet på det europæiske fællesskab. Det er på tide, at Danmark vælger, hvilken rolle vi vil spille, skriver Jens Christian Grøndahl.

NØLENDE: Statsminister Jens Otto Krag underskriver Romtraktaten i Bruxelles, da Danmark bliver medlem af Fællesmarkedet i 1972.<u><br></u>
NØLENDE: Statsminister Jens Otto Krag underskriver Romtraktaten i Bruxelles, da Danmark bliver medlem af Fællesmarkedet i 1972.
Foto: NF/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et spøgelse går gennem Europa, og egentlig er det stadig kommunismens spøgelse, som Karl Marx beskrev så malende. Den for længst begravede kommunismes hvileløse genfærd. Det kan ikke få fred, for det repræsenterer et løfte, som er blevet forrådt.

Det klasseløse samfund skulle have været den arbejdende befolknings revanche. En hævndrøm for masserne, der ikke selv kan lede og fordele deres arbejde, fordi det tværtimod er dem, der bliver ledet og fordelt. Somme tider forfordelt, andre gange fyret, når produktionen flyttes til et arbejdsmarked, hvor der stilles færre krav.

Drømmen blev hos os i Norden afløst af et nationalt kompromis. Nationalstaten var op gennem det 20. århundrede ramme om udviklingen af et velfærdssamfund, hvor de brede masser blev trukket op i middelklassen – og eliten trukket ned i den – takket være fordelingspolitikkens udjævning. Det virkede, indtil det ikke virkede mere.

Det virkede, så længe nationen var den uantastede ramme om fremskridt, social tryghed, lige vilkår og optimisme. Det holdt op med med at virke, efterhånden som globaliseringen gjorde det klart, hvem der sidder yderst på fællesskabets lange bænke.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. 
Vi ønsker en konstruktiv debat og opfordrer alle til at holde en sober tone og udvise gensidig respekt i både sprog og jargon. 
Vi modererer vores kommentarspor. 
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Det gør jo stadig arbejderne. Lønmodtagerne, som det hedder med den sippede omskrivning, der i en nøddeskal rummer hele selvbedraget. Hele den smukke illusion om et skæbnefællesskab.

Som om der ikke hele tiden havde været forskel på, om man var genstand for udviklingen eller havde ressourcer til at tage skæbnen i sine egne hænder. Selv forme sit liv, skabe en formue og eventuelt flytte til London eller Schweiz, hvis skattetrykket skulle blive for anmassende.

For første gang i over hundrede år tror mange mennesker ikke længere på, at børnenes fremtid bliver lysere end forældrenes nutid.

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Europas arbejdere føler sig forrådt, fordi eliten høster frugterne af den globale konkurrence, mens de selv ser sig truet af den, fra nedlagte arbejdspladser til strømmen af migranter.

Presset på velfærdsstaten har både en makroøkonomisk og en demografisk dimension. De internationale investeringsfonde og Libyens menneskesmuglere er på hver deres måde aktører, men presset er også følelsesmæssigt. Det er også en skuffet forventning. Et håb, der er bristet.

For første gang i over hundrede år tror mange mennesker ikke længere på, at børnenes fremtid bliver lysere end forældrenes nutid. Dén følelsesmæssige kendsgerning har ikke mindre at sige, politisk, end konjunkturernes tørre tal.

Højredrejningen i de europæiske lande er ikke overalt udtryk for, at en indre fascist vågner i de pågældende vælgere. Man danner vognborg omkring den svækkede nationalstat, fordi den har været garant både for velfærd og selvværd.

Et andet spøgelse må derfor også slæbe sig gennem Europa, i hælene på det første. Det er mismodets hjertesukkende gespenst. Ånden fra 1989 er afløst af slukørede tømmermænd. Barren sænkes, forventningerne ”justeres”, og viljen til europæisk integration ligner en undskyldning for sig selv.

End ikke Angela Merkel fremstår længere som en europæisk leder, der kan samle andet og mere end en skrøbelig koalitionsregering. Det er efterhånden kun Emmanuel Macron, der for alvor vil Europa. Som den eneste har Frankrigs præsident modet til at minde os om, at demokratiet, om end det udfolder sig med nationen som horisont, i sit sigte og sin ånd er universelt.

Med en drejning af Grundtvigs ord handler det jo om at være menneske først og dansker så. Eller svensker eller franskmand.

Mange vil sikkert stejle over, at jeg sådan gør Grundtvig til bugtaler for kosmopolitisk udsyn. Herhjemme er det i spørgsmålet om Europa stadig muld over for bonede gulve. Man overlader det til de arrogante franskmænd at tale bevinget om ”ésprit”, men uden den havde det liberale demokrati blot været bjergsomhedens ubegrænsede råderum.

Har det ikke fra starten været den danske akilleshæl i forhold til det europæiske samarbejde? Jens Otto Krag fik i 1972 en nølende befolkning til at stemme ja under ensidig henvisning til den økonomiske gevinst. Ikke ved at minde om Europas historiske fællesskab eller europæernes fælles ansvar for at sikre fred og frihed.

Vi går stadig med næserne begravet i særinteressernes plovfurer. Imens raser handelskrigen mellem Kina og USA, og kun en stakket frist holder os fri. Rusland anvender kemiske våben på europæisk jord. De ydre grænser er under fortsat pres, og på denne søndag genvælges Ungarns højrepopulistiske diktator Viktor Orban i en parodi på folkestyre, der ikke lader Egyptens al-Sisi noget efter.

Hvis man skriver en klumme i et digitalt medie og gør sig til fortaler for det europæiske samarbejde, er der én ting, man kan være sikker på: Kommentarsporet vil i løbet af nogle timer fyldes med frådende udfald mod den formastelige. Stod den sproglige skraldespand til troende, burde en sigtelse for landsforræderi ligge lige for.

Som jeg var inde på i min sidste klumme, præges den digitaliserede offentlighed generelt af forråelse i måden, der debatteres på. Alligevel kan man undre sig over, at en diskussion om netop Europa fremprovokerer så voldsomme aggressioner.

Det er underligt, fordi flertallet af danskere ifølge meningsmålingerne trods alle forbehold stadig synes, at EU er en god idé. Alligevel fremstilles det i den anti-europæiske opinionsdannelse, som om den ligger inde med al autentisk, folkelig autoritet. Det er os andre, der er verdensfjerne eller direkte ondsindede og i lodret uoverensstemmelse med folkeviljen.

Højrepopulismen slår gang på gang ud i en forsmået, hævngerrig indignation på vegne af de tavse og kuede, som eliten angiveligt træder på. Den forurettede selvforståelse hænger ved, selv når man for længst har fået magt og indflydelse.

I forhold til EU virker det særlig barokt og samtidig nedslående, fordi skepsis og forbehold i dag er de knæsatte præmisser for den politiske konsensus om det europæiske samarbejde.

Et eksempel er skismaet mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og den danske regerings ønske om at kunne udvise kriminelle udlændinge.

Man skal være meget ekstrem og ensidig for ikke at kunne se det krænkende for retsfølelsen i, at Menneskerettighedsdomstolens praksis favoriserer hårdkogte, afstumpede forbrydere.

På den anden side begynder man at save i sit eget fundament, hvis man ad hoc, under hensyn til aktuelle udfordringer og politiske vinde, vil til at gradbøje menneskerettighederne.

Det er her, Marcel Proust kommer ind i billedet.

Hvad har en fransk skønånd fra La Belle Époque at gøre med nutidens politiske dilemmaer? Det er jo ikke, fordi Lars Løkke i ”På sporet af den tabte tid” kan finde et supplement til manualen for det politiske maskinrum. Forleden læste jeg ikke desto mindre en sætning, der kastede nyt lys over den demokratiske samtale.

”En stærk tanke formidler lidt af sin styrke til den, der siger den imod,” skriver Proust i en sammenhæng helt uden politiske konnotationer.

Hvis man overfører iagttagelsen på det politiske liv, har man vel egentlig en meget god beskrivelse af det samarbejdende folkestyre. Når der vel at mærke bliver samarbejdet. Og det bliver der ikke, hvis holdningen på den ene side er præget af arrogance og på den anden side af undersætsig forsmåethed.

I spørgsmålet om menneskerettigheder over for kriminelle udlændinge eller en tilstrømning af migranter, som konventionens forfattere ikke kunne forudse, er udfordringen at gentænke principperne i forhold til den aktuelle virkelighed, vel at mærke uden at forråde deres ånd.

I spørgsmålet om det nationale gespenst, der er i færd med at forvandle Europa til et spøgelseshus, må udfordringen være at leve sig ind i folks grunde til at stemme på et højreparti og samtidig insistere på retten til at være uenig.

Samtalen har aldrig været mere nødvendig, fordi en stærk tanke både hos den ene og den anden part er en tanke, der har sine grunde. Til den ene side i form af uafviselige bekymringer, til den anden side i form af umistelige værdier.

I Ungarn er samtalen forstummet og demokratiet forfaldet til flertallets magtbrynde. Selv om Viktor Orban og hans apparatjiks ikke havde vredet forfatningen af led med love, der undergraver pressefriheden eller omstrukturerer valgkredsene til deres fordel, er det meget muligt, at et flertal af ungarere ville have stemt på ham.

Det giver dem bare ikke ret. Det giver dem ikke engang ret til at have ret. Over valgloven står logikkens love, over den folkelige sammenhængskraft står argumentets, hvis demokratiet ikke skal afløses af pøbelvælde.

Vi deler os efter anskuelser, men fornuften er vi fælles om. Evnen til i det mindste at forstå, hvad den anden siger. Jeg taler ikke engang om indlevelse, kun om respekten for, hvad en meningsudveksling indebærer.

Den respekt er om noget europæisk, og man må spørge sig selv – eller bedre, spørge ungarerne – hvad de overhovedet vil i EU. Samme spørgsmål kan man stille polakkerne. Når briterne har kunnet forestille sig en fremtid uden for fællesskabet, kan Polen og Ungarn vel også.

Det var en illusion, da vi efter Murens Fald troede, at demokratiet nu ville bevise sin universelle appel. Udviklingen på Balkan og sidenhen i resten af den gamle habsburgske verden viste, at det ikke var en demokratisk, men en national impuls, der blev frigjort med kommunismens sammenbrud.

Spøgelset var sluppet løs.

Dét er vel forskellen mellem øst og vest: Bag Jerntæppet var nationen en ideologisk modgift mod kommunismens undertrykkelse. Hos os blev den et fællesskab hinsides al ideologi.

De færreste drømmer i dag om et Europa uden nationer, men rundt om i nationerne mener mange, at de kan klare sig uden Europa. Fællesskabet er i færd med at skrumpe ind til de gamle kernelande, der oprindeligt fandt sammen i erkendelse af en nødvendighed, der både var økonomisk og historisk.

Det stiller Danmark over for et valg: Hvad for en rolle vil vi spille?

Kan vores fællesskab formidle noget mere af sin styrke til de andre europæere? Tør vi lade den europæiske ånd formidle noget mere af sin styrke til os?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00