Jeppe Kofod
Tanja LarssonJeppe Kofod bliver ikke valgt til Folketinget

Trods Socialdemokratiets mandatmæssige fremgang ved folketingsvalget, opnår Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, ikke en plads i den nye forsamling.
Det står klart, efter at han blot vandt det ottendehøjeste antal stemmer af de socialdemokratiske kandidater i Sjællands Storkreds, hvor partiet får syv mandater valgt ind.
Tre af de mandater og gået til de andre ministre Kaare Dybvad Bek, Magnus Heunicke og Astrid Krag.
Jeppe Kofod er dog også blevet slået af de mindre profilerede socialdemokratiske kandidater Mette Gjerskov, Rasmus Horn Langhorff, Frederik Vad og Kasper Roug, der alle fik flere stemmer end udenrigsministeren.
Det er højst bemærkelsesværdigt, at landets udenrigsminister er blevet slået af så relativt ukendte politikere, mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.
“Det er ret vildt. Folk som Mette Gjerskov og Frederik Vad har deres eget vælgersegment, men Jeppe Kofod skal ikke lande så langt nede på listen," siger Erik Holstein og fortsætter:
"Jeg kan ud over Anders Samuelsen ikke komme i tanke om en udenrigspolitiker, der er røget ud af Folketinget. Men det er åbenbart blevet en ny trend,” siger han med henvisning til, at Anders Samuelsen, der frem til sidste folketingsvalg var udenrigsminister i VLAK-regeringen heller ikke blev genvalgt for Liberal Alliance.
Ifølge Erik Holstein har Jeppe Kofod ikke været nogen synderligt fremtrædende minister. Og det er en del af forklaringen på vælgernes fravalg af ham, mener han.
“Han har ikke lavet en masse fejl, men han har været en ret bleg udenrigsminister. Politikken er reelt blevet styret af statsministeriet, og han har ikke kommet med særligt markante udtalelser. Han har ikke været nogen ny Uffe Ellemann-Jensen,” siger Erik Holstein.
Sex-sag poppede op igen
Jeppe Kofod har en lang karriere i dansk og europæisk politik bag sig.
Han blev første gang valgt til Folketinget i 1998 og holdt fast i sædet helt frem til 2014, hvor han stillede op til Europa-Parlamentet og blev valgt med over 170.000 personlige stemmer.
I 2019 blev han hentet hjem fra Bruxelles for at være udenrigsminister i Mette Frederiksens regering, og han har således ikke været medlem af Folketinget i den seneste periode.
Beslutningen om at udnævne ham til udenrigsminister var kontroversiel på grund af Jeppe Kofods sex-sag fra 2008, hvor det dengang 34-årige folketingsmedlem havde samleje med en 15-årig pige i forbindelse med et arrangement i Socialdemokratiets Ungdomsafdeling, DSU.
Sagen blev igen bragt op i 2020 af det radikale folketingsmedlem Samira Nawa, der overfor B.T. gjorde det klart, at hun ikke havde sat Jeppe Kofod på ministerholdet, hvis hun havde haft indflydelse på beslutningen.
"Det var ikke i orden i 2008, og det er ikke i orden nu. Han burde have udvist bedre dømmekraft," sagde hun dengang til B.T.
Den sag kan have bidraget til Jeppe Kofods dårlige resultat, mener Erik Holstein.
“Det kan godt være, at der er nogle kvindelige vælgere, der har valgt ham fra på den baggrund,” siger han.
Tanja Larsson følger med
Jeppe Kofod er ikke den eneste socialdemokratiske kandidat, der er blevet fundet for let af vælgerne.
Det samme er Tanja Larsson, der indtil sidste år var boligordfører for Socialdemokratiet.
Det ordførerskab mistede hun dog, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at hun havde brudt Folketingets regler for adgang til en embedsbolig i København.
Nu har hun også mistet sin plads i Folketinget.
Indsigt
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvordan styrker man sikkerheden i ngo'er, der arbejder i Gaza?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvordan vurderes USA's stabilitet som samarbejdspartner i relation til baseaftalen?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvad er vurderingen af, at udtalelser fra polsk parlamentsmedlem kan udløse en diplomatisk konflikt mellem Polen og USA?
Nyhedsoverblik

Eksperter: 46 landes udlændingeopråb til dommerne i Strasbourg frikender ikke udvisningsreform

Europas diplomater arbejder på en erklæring, der kan ødelægge regeringens store udvisningsplan

Nu skal Mette Frederiksens store plan for at udvise flere kriminelle udlændinge stå sin prøve

Europarådschef tror på ny balance i udlændingepolitikken: ”Dommerne bor ikke på Mars”

Mette Frederiksen efter europæisk gennembrud: Domstol skal skifte kurs – ellers har vi et demokratisk problem




















