Bliv abonnent
Annonce
Debat

Knud Vilby: Europa risikerer at medvirke til en Gaza-fredsproces uden palæstinenserne

Som medlem af Mellemøstnetværket har Knud Vilby været med til at kritisere Danmark og EU for dobbelte standarder, når palæstinenserne udelades af fredsprocessen trods deres anerkendte rettigheder i FN-systemet.
Som medlem af Mellemøstnetværket har Knud Vilby været med til at kritisere Danmark og EU for dobbelte standarder, når palæstinenserne udelades af fredsprocessen trods deres anerkendte rettigheder i FN-systemet.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
5. februar 2026 kl. 04.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Konflikten om Grønland fylder alt, og vi kan næppe forvente mere af den danske regering end den bedst mulige håndtering af surrealismen i præsident Trumps brud på alle aftaler og normer.

Men da Politiken 21. januar gennemgik udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens ret vanvittige uge, gjorde udenrigsministeren dog opmærksom på, at ”der sker mange andre ting. Som Trumps ”fredsråd” i Gaza, som diplomatisk sagt er meget mærkeligt, og som skal sikre våbenhvilen i Gaza ved at genopfinde FN i et nyt koncept. Det vil mange af mine kolleger gerne tale om.”

Hvis Europa stiltiende ser til overfor nye overgreb og forsøg på at erstatte FN med et Trump-råd, bekræfter Europa også tesen om, at magt er lig med ret.

Knud Vilby

Ja, Trump vil med udgangspunkt i Gaza skabe et nyt globalt fredsråd med ham selv som ”evig” formand med vetoret og andre statsledere som medlemmer, alt efter størrelse og villighed til at betale. Rimelig vanvittigt, og naturligvis vigtigt for udenrigsministre at tale om og reagere på. 

Det nytter ikke at glemme eller marginalisere alt andet på grund af Grønlands-konflikten. Og i Gaza og på Vestbredden handler det ikke kun om trusler. Trods den påståede våbenhvile og etableringen af et mærkeligt fredsråd fortsætter krigen og overgrebene. 

Læs også

Drabene fortsætter under våbenhvilen

Drabene på palæstinensere fortsætter. Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder er næsten 500 palæstinensere dræbt af Israel siden oktober og mere end 30 blot i den seneste weekend. Der etableres stadig flere ulovlige bosættelser på Vestbredden, og de legale palæstinensiske beboere chikaneres og forfølges på en måde, der sigter på for altid at umuliggøre etableringen af en palæstinensisk stat.

Internationale medier har stadig ikke adgang til Gaza. Og det humanitære arbejde rammes endnu en gang hårdt. Denne gang blandt andet af afregistrering af en lang række internationale ngo’er. Arbejdet i Gaza påvirkes eller umuliggøres blandet andet for Læger uden Grænser, Oxfam, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, MS/ActionAid og Red Barnet.

Og i Gaza og på Vestbredden handler det ikke kun om trusler. Trods den påståede våbenhvile og etableringen af et mærkeligt fredsråd fortsætter krigen og overgrebene. 

Knud Vilby

Danmark kan ikke ændre virkeligheden, men Danmark stillede op, da USA's vicepræsident J.D. Vance i oktober præsenterede USA's våbenhvileudspil. Ved Vances præsentation kunne man se Dannebrog vaje i baggrunden, fordi Danmark har sendt en dansk embedsmand til at indgå i arbejdet i det civilt-militære koordinationscenter (CMCC), som skal arbejde med den videre våbenhvileproces.

Danmark er dermed en aktiv, omend lille, del af processen. 

En fredsproces uden palæstinenserne

Det er palæstinenserne derimod ikke. De holdes på enhver måde udenfor. De har ingen rolle i CMCC, og naturligvis ikke i Trumps nye fredsråd, hvor Israels Netanyahu er inviteret og har sagt ja til at indtræde. Gaza kan få en teknokratregering, men palæstinenserne kan ikke få reel indflydelse.

Mellemøstnetværket i Danmark sendte i december en erklæring til regeringen med kritik af, at Danmark ligesom mange andre lande arbejder med dobbelte standarder, når det kommer til kravene om at overholde folkeretten, og det der måtte være tilbage af en international verdensorden i udenrigspolitikken.

Vi lever i rovdyrenes tid. Magt tæller langt mere end ret. 

Knud Vilby

Erklæringen præciserede, at mens Danmark og EU i forhold til Ruslands krig mod Ukraine har krævet Ukraines fulde inddragelse i alle forhandlinger om våbenhvile og fred, så stilles der ikke samme krav om palæstinensernes inddragelse i den mellemøstlige fredsproces. 

Og det gør der ikke, selv om det palæstinensiske folks rettigheder er fuldt ud anerkendte af FN og det internationale system. Palæstinenserne skal naturligvis have en repræsentation, som respekterer disse rettigheder. 

Europas ansvar i rovdyrenes tid

Vi lever i rovdyrenes tid. Magt tæller langt mere end ret. Drømmene om en mere demokratisk og retfærdig verdensorden med respekt for rettigheder har lidt skibbrud, men det betyder jo ikke, at vi kan opgive at kræve respekt for folkenes rettigheder. 

Og udover en række enkeltstater fordelt udover verden har det primært været Europa, der – i hvert fald på overfladen – har stået på folkerettens og den regelbaserede verdensordens side.  

Med aktiv dansk – og anden europæisk – deltagelse i den civilt-militære koordineringsmekanisme for den amerikansk docerede våbenhvile i Gaza har Europa et særligt ansvar.

Kan Danmark og kan Europa leve med at være aktivt involveret i en proces, der har accepteret fortsatte israelske overgreb både i Gaza og på Vestbredden? En proces der end ikke lever op til de mest basale krav om at tillade nødvendige humanitære indsatser for at redde menneskeliv.  

Og vil det i Danmarks situation ikke være ærligere at trække den danske medarbejder hjem? 

De nordiske udenrigsministre har sammen med udenrigsministre fra Canada, Japan, Schweiz, Frankrig og Storbritannien protesteret mod Israels beslutning om at deregistrere humanitære organisationer, der ikke lever op til ensidige israelske krav. Så Danmark og Lars Løkke Rasmussen har gjort noget. Tak for det. 

Men selv om EU og Danmark allerede har rigeligt på dagsordenen, er det vigtigt at gøre langt mere i forhold til palæstinensernes sag.

Hvis Europa stiltiende ser til overfor nye overgreb og forsøg på at erstatte FN med et Trump-råd, bekræfter Europa også tesen om, at magt er lig med ret. Men det er det ikke. Og måske bekræfter den seneste udvikling i konflikten om Grønland trods alt også, at sammenhold og fasthed kan begrænse rovdyrs dominans. 

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026