Konservative i EU: Massiv udbygning af vedvarende energi er den eneste vej til uafhængighed

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Krige og konflikter langt fra Danmark kan hurtigt mærkes på danskernes elregning. Det har Europa allerede måttet sande en gang, og nu ser det ud til, at historien gentager sig.
Krigen i Iran har verdens opmærksomhed og med god grund. For Europa er spørgsmålet ikke kun, hvad konflikten betyder for europæiske borgers sikkerhed og geopolitisk. Det handler også om vores energiforsyning og vores økonomi.
Vi har set det før. Da Rusland invaderede Ukraine, blev det meget tydeligt, hvor dyrt det er at være afhængig af energi fra autoritære regimer. Priserne eksploderede, og millioner af europæere mærkede konsekvenserne direkte på deres el- og varmeregning.
I Europa har vi siden taget store skridt væk fra russisk gas. Men nye konflikter afslører, at vi stadig har mange sårbarheder. Og vi ser allerede de tydelige konsekvenser.
Dyrere for familier og virksomheder
Med rapporteringer om en de facto lukning af Hormuzstrædet, hvor en stor del af verdens fossile brændstof transporteres igennem, er energipriserne allerede steget. Det gør livet dyrere for europæiske familier og virksomheder.
Men det betyder også, at andre tjener penge på vores sårbarheder. I Europa falder konkurrenceevnen for energikrævende virksomheder, mens energiproducerende lande løber med fordelene.
Det gælder desværre også Rusland. Når energipriserne stiger, øger det også indtægterne til Putins krigskasse. Allerede nu peger analyser på, at stigende energipriser øger Ruslands indtægter markant – med op til flere hundrede millioner euro ekstra.
Med andre ord: Så længe Europa er afhængigt af energi udefra, kan konflikter langt fra vores egne grænser både gøre vores borgere fattigere, og samtidig styrke de kræfter vi kæmper for at modstå.
Vores energiforsyning er ganske enkelt for vigtig til at være afhængig af konflikter, vi ikke selv kontrollerer.
Niels Flemming Hansen
Medlem af EU-Parlamentet (K)
Torsdag mødes EU’s ledere for at diskutere, hvad de kan gøre her og nu. Set fra min stol bliver det afgørende, at den tiltagende kritik af EU’s kvotehandelssystem for CO2, som nu også får skylden for at være med til at øge priserne, ikke ender med at underminere systemet i et forsøg på et hurtigt fix.
Det vil i sidste ende svække det, som er den eneste rigtige langsigtede strategi: At have klare økonomiske incitamenter til at omlægge vores energisystem til noget, vi selv kan producere og dermed gøre os mindre sårbare.
En strategisk sårbarhed
Energiafhængighed er en strategisk sårbarhed, Europa ikke har råd til. Det er ikke kun en klimapolitisk nødvendighed, det er i stigende grad en sikkerhedspolitisk nødvendighed.
I en verden præget af større usikkerhed og skiftende alliancer skal Europa kunne stå mere på egne ben. Vores energiforsyning er ganske enkelt for vigtig til at være afhængig af konflikter, vi ikke selv kontrollerer.
Den vigtigste lektie må derfor være, at vi skal accelerere indsatsen for at gøre Danmark og EU reelt uafhængige af energi udefra. Og der findes kun én holdbar vej til den uafhængighed: en massiv udbygning af vores egen vedvarende energi.
Derfor er der brug for at få fjernet de mange regulatoriske barrierer, der i dag bremser udbygningen af Europas energiinfrastruktur. For uden et moderne og sammenhængende elnet, der kan transportere strømmen fra vindmøller, solceller og fremtidens energikilder ud til virksomheder og husholdninger, når vi aldrig i mål.
Hvis Europa vil være geopolitisk stærkt, kræver det én ting først: kontrol over vores egen energi. Et kontinent, der ikke kan producere nok af sin egen strøm, kan heller ikke bestemme sin egen fremtid.
Derfor må én ting stå klart: Verdens konflikter må aldrig kunne slukke lyset i Danmark.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- SF nægter at kaste lys over millionaftale om stemmehandel med S og Alternativet
- Socialdemokratiet afviser at have købt stemmer: "Det er noget decideret sludder"
- Rosenkilde fortryder ikke millionaftale om spildte stemmer: "Det er fair nok"
- Korruptionsvagthund opfordrer til åbenhed om aftaler bag valgforbund efter stemmehandel
- Messerschmidt forventer støtte til opgør med stemmehandel fra præsidiet






















