Landbrug & Fødevarer: EU's handelsaftaler vil også være bøvlede i fremtiden – politiske krav eller ej

Sydamerikansk frihandel

Anledningen til interviewet er den netop indgåede politiske aftale om frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur. EU's frihandelsforhandlinger med Indien bliver også brugt som eksempel.

EU's forhandlinger om en frihandelsaftale med Mercosur blev indledt i 1999. EU's forhandlinger om en frihandelsaftale med Indien blev oprindeligt påbegyndt i 2007 for at blive lagt i skuffen i 2013. Herefter genåbnedes forhandlingerne i 2021.

Det er lidt af en tilsnigelse at bruge de to langstrakte forhandlingsforløb som argument for, at EU enten skal droppe de politiske krav, der knytter sig til klima og miljø, eller helt skyde en hvid pind efter frihandelsaftaler med vigtige samhandelspartnere.

I de nu genoptagne forhandlinger mellem EU og Indien er den primære udfordring at nå til det nødvendige ambitionsniveau for liberaliseringen af handel.

Kenneth Lindharth Madsen
Afdelingschef for Handel, Marked & Geopolitik, L&F

EU's forhandlinger med Mercosur har ikke stået på i 25 år på grund af EU's krav om, at de fire Mercosur-lande skal acceptere en række politiske krav i forhold til klima og miljø.

Kapitlet om bæredygtig udvikling – det såkaldte TSD-kapitel (Trade and Sustainable Development) er først kommet relativt sent ind i forhandlingerne. Det samme gælder den tillægsprotokol, som EU krævede af Mercosur for at sikre indsatsen for bekæmpelse af afskovning.

Den primære udfordring for forhandlingerne mellem EU og Mercosur har snarere været et meget skiftende politisk engagement i EU i forhandlingerne, som har stået i konkurrence med andre og set fra EU væsentligere handelspartnere. Tilsvarende har de gentagne politiske skift i Mercosur-landene – ikke mindst i Brasilien og Argentina – udfordret fokus på forhandlingerne.

Dertil kommer helt konkrete uenigheder om det rette kompromis mellem indrømmelser og imødekommelser mellem EU og Mercosur i forhandlingerne. Her har det hele vejen i forløbet været klart, at de væsentligste indrømmelser i Mercosur skulle findes på industriområdet, mens EU først og fremmest skulle betale for de indrømmelser med markedsåbninger på landbrugsområdet.

Aftalen med Indien

EU's forhandlinger med Indien er heller ikke først og fremmest gået i stå på grund af EU's krav om et kapitel om bæredygtighed. Den grundlæggende udfordring tilbage i 2012-2013 var, at Indien krævede indrømmelser af EU på det såkaldte 'mode 4' af tjenesteydelseskapitlet. Det vedrører den midlertidige udveksling af tjenesteydere ifm. levering af en tjenesteydelse.

EU kunne ikke acceptere de indiske krav til antallet af midlertidige tjenesteydere, der skulle have adgang til EU. Omvendt krævede EU blandet andet indrømmelser fra Indien på adgangen til offentlige indkøb og udenlandsk ejerskab af virksomheder og selskaber i Indien, som Indien ikke kunne acceptere.

I de nu genoptagne forhandlinger mellem EU og Indien er den primære udfordring at nå til det nødvendige ambitionsniveau for liberaliseringen af handel.

EU har som fast målsætning, at frihandelsaftaler skal leve op til den almindelige forpligtelse i WTO om, at bilaterale frihandelsaftaler skal omfatte 'substantially all trade' for at kunne berettiges som en undtagelse til WTO's hovedprincip om, at en markedsåbning – i form af eksempelvis en toldnedsættelse – til ét WTO-medlemsland skal udstrækkes til alle WTO-medlemmer. Det er det såkaldte mestbegunstigelsesprincip.

Det er den almindelige, gængse opfattelse, at 'substantially all trade' betyder, at 80-90 procent af al samhandel mellem de to relevante lande skal omfattes af toldliberalisering.

Indien er efter alt at dømme ikke parat til at acceptere dette ambitionsniveau. Det skyldes nok ikke mindst, at det vil kræve store indrømmelser af Indien på landbrugsområdet, som vil være en udfordring for et land som Indien, hvor strukturen i landbruget – med mange småbønder – er fundamentalt anderledes, end den er i EU.

Mere end klimakrav

Der er med andre ord mange gode forklaringer på, at forhandlingerne med Mercosur og Indien har været langtrukne og endnu ikke er endeligt i mål, som ikke først og fremmest har at gøre med EU's mere politiske krav vedrørende målsætninger om eksempelvis bæredygtighed og klima.

Vejen frem er ikke at droppe de bredere politiske målsætninger som del af EU's frihandelsforhandlinger.

Kenneth Lindharth Madsen
Afdelingschef for Handel, Marked & Geopolitik, L&F

Sådan vil det også være fremadrettet i andre frihandelsforhandlinger, som i sagens natur er baseret på store og komplekse kompromisser. Det i sig selv skal jo heller ikke være anledningen til, at vi fra EU's side slækker på kravene til toldliberalisering og nedbringelse af tekniske handelshindringer.

Vejen frem er heller ikke at droppe de bredere politiske målsætninger som del af EU's frihandelsforhandlinger. Der er nødt til at være en vis sammenhæng mellem den grønne omstilling, som EU driver med lovgivning internt i EU, og så de krav, vi stiller til de lande, som vi giver en særlig og favorabel adgang til EU's marked.

Det gælder både af hensyn til konkurrencedygtigheden for EU's egne virksomheder og producenter og af hensyn til målsætningen om at kunne gøre en reel forskel for klima og miljø, der som bekendt ikke stopper ved EU's grænse.

Vi skal derfor nok snarere se grundigt på, hvordan vi skruer de bredere politiske krav sammen på en måde, så vi tager højde for den konkrete forhandlingssituation, fremfor at fastholde et meget rigidt fælles sæt af krav, som skal være afspejlet en-til-en i enhver af EU's frihandelsaftaler uden hensyntagen til den konkrete forhandlingspart og EU's styrkeposition.