Lars Trier Mogensen: Frederiksens nye fedterøvsstrategi giver symbolsk sejr på EU-topmøde

KOMMENTAR: Statsministeren har været den nærige borgmester fra en nordsjællandsk velhaverkommune i den dramatiske pengekamp i EU. Danmark får milliardrabat som betaling for at acceptere det budget, som hun kaldte for "gak," skriver Lars Trier Mogensen

Ingen dansk statsminister har nogensinde opnået hæder på hjemmefronten ved at optræde stor i slaget på EU-topmøder.

Kynisk set giver det god mening, at Mette Frederiksen (S) har ført en mere fedtet, provinsiel og partiegoistisk kurs i de seneste døgns maratonforhandlinger om EU's nye budget, end nogen af hendes forgængere som dansk statsminister hidtil har turdet eller evnet at gøre.

Mette Frederiksen har tydeligvis stræbt efter at fremstå så karrig og selvtilstrækkelig som overhovedet mulig. For hun ved udmærket, at hun aldrig vil blive belønnet for at være generøs i udlandet: Socialdemokratiets vigtigste vælgere bor i Jylland, ikke i Sydeuropa.

Og der er altså flere stemmer i at få forhandlet en ekstra milliardrabat hjem til sognet end i at ville hjælpe kaudervælske kaospiloter. Derfor var forhandlingerne tæt på at gå i hårdknude. For næsten alle lande var sig selv nærmest.

Her tidligt tirsdag morgen blev EU-lederne ikke desto mindre enige om en budgetaftale, der er endt med at blive historisk stor – med en samlet økonomisk ramme på svimlende 13.580 milliarder danske kroner.

For første gang optager EU-landene lån i fællesskab, tilmed for at investere i en bedre social balance. Og stik modsat sparekursen under finanskrisen vil der nu også ske en solidarisk omfordeling mellem EU-landene.

Alt sammen ville sagtens kunne skrives ind i en moderne socialdemokratisk saga, hvor den samlede beløbsramme på i alt 13.580 milliarder danske kroner kunne fremhæves som det endelige opgør med det seneste årtis borgerlige austerity-politik.

Konkret er der blevet afsat 5.580 milliarder kroner til akut coronanødhjælp og 8.000 milliarder kroner til den løbende drift frem til 2027. Men sådan har Mette Frederiksen ikke ønsket at fortælle historien.

Det mest bemærkelsesværdige i forløbet har således været, at Danmark demonstrativt har trukket i den mest muligt sparsommelig retning. Helt officielt ville Danmark have foretrukket at slippe afsted med markant mindre hjælp til de fattigste lande.

Paradoksalt nok har Mette Frederiksen dermed overtaget den rolle som en konservativ budgetbisse, som flere socialdemokrater ellers i sin tid kritiserede borgerlige politikere i almindelighed og den tyske kansler Angela Merkel i særdeleshed for at være under finanskrisen. Men nu er rollerne byttet rundt.

Selvom det endelige kompromis faktisk er endt nogenlunde dér, hvor det i dag mere generøse Tyskland og det altid spendervillige Frankrig havde håbet på – og det realpolitisk bestemt kan diskuteres, hvor meget det egentlig er lykkedes for Danmark og de tre andre lande i "gniergruppen" at rykke rundt på – er den politiske bundlinje ikke desto mindre, at Mette Frederiksen har fået indrammet EU-politikken på en afgørende ny måde.

Hun er blevet den nøjsomme, den påholdende. "De fornuftige fire" – som landene i "gniergruppen" foretrækker at kalde sig selv – er gået målrettet efter at forhandle sig frem til de mest ansvarsfrie og billigste løsninger, som forventedes at ville være de mindst upopulære blandt de EU-skeptiske vælgergrupper, der i stigende afgør valg, herhjemme i form af alle de frafaldne DF-vælgere, som ved valget sidste sommer søgte over til Socialdemokratiet.

Missionen er delvist lykkedes: Den nye EU-genopretningsfond, som på særlige vilkår skal gå til de hårdest coronaramte lande primært i Sydeuropa, bliver lidt mindre rundhåndet, end Tyskland og Frankrig i fællesskab havde lagt op til. En større del vil blive udbetalt som lån frem for donationer.

Samtidig har Danmark fået næsten fordoblet vores årlige EU-rabat.

Siden Storbritanniens daværende premierminister, den konservative Margaret Thatcher fik tilkæmpet sig ordningen i 1984, har udvalgte medlemslande fået et klækkelige nedslag i kontingenterne hvert år.

Konkret står Danmark til fremover at få en årlig rabat på 377 millioner euro, hvad svarer til 2,8 milliarder kroner. Det er en direkte kompensation for, at Mette Frederiksen trods alt ikke blokerede for den samlede budgetpakke. Noget-for-noget.

Rabatten er af stor symbolsk betydning. Indenrigspolitisk, forstås. Efter Brexit-processen er blevet alvor – og Storbritannien meget snart kan være hårdt på vej ud af EU-samarbejdet – forsøger Danmark og de tre andre lande at overtage den britiske position som spielverderber.

Den vrangvillige EU-skepsis, som er udbredt blandt mange vælgere i Danmark, er derfor nu også officielt blevet den danske regerings forhandlingskurs.

Den nye socialdemokratiske magtlogik lyder: Hellere gøre de andre EU-regeringschefer sure end at risikere at pisse danske kernevælgere af.

For den mistillid, der har spredt sig over hele Europa under coronakrisen, og som blandt andet har ført til lukkede grænser og fortsatte rejserestriktioner, virker til også at have svækket den mellemfolkelige samhørighedsfølelse mellem Nord- og Sydeuropa – i hvert fald blandt de mest ængstelige vælgere.

Her i Danmark har der i hvert fald ikke lydt noget folkekrav om, at de mest ramponerede lande skulle hjælpes på fode hurtigst muligt. Modsat den hjemlige debat om hjælpepakker er der ingen lobbyister, der har krævet mere til de arbejdsløse i Sydeuropa.

Og Mette Frederiksen har både sans for folkestemninger og lobbykrav, og hun ved udmærket, at det bestemt ikke høster stemmer at ville sende flere skattekroner sydpå.

Fra første færd har Socialdemokratiets formand været fokuseret på at sikre sig selv de bedste betingelser for et genvalg ved næste folketingsvalg, snarere end på at hjælpe Sydeuropa hurtigt i gang igen. Ingen har været efterladt i tvivl om, at hun personligt ville have foretrukket at bruge alle pengene herhjemme.

I en sjældent fjendtlig tone har Mette Frederiksen i flere omgange lagt klart afstand til EU-projektet: "Det er jo fuldstændig gak," som hun ikonisk indledte med at udtale, da EU-forhandlingerne begyndte i efteråret.

Kun nødtvunget har hun nu accepteret, at de sydeuropæiske EU-lande dels kan få genstartet deres økonomier med en lidt mere lånebaseret nødhjælp, og dels at det samlede EU-budget kan stige i de kommende år – men altså med et relativt lavere dansk kontingent.

Dermed har Mette Frederiksen lige akkurat fået nok indrømmelser til, at hun fremover vil kunne få held til at sælge en fortælling om, at Danmark ikke længere finder sig i hvad som helst fra eurokraterne nede i Bruxelles.

Den danske statsminister har udnyttet alle lejligheder til at understrege, at hun er dansk kassemester, før hun er europæisk socialist. Ja, dét kalder socialdemokraterne sig rent faktisk i flere andre EU-lande. Mette Frederiksen gør næsten en dyd ud af ikke at være socialdemokrat udadtil.

I stedet for at gøre sig til bannerføreren for princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder – så også de sydeuropæiske lande ville få råd til at føre en mere socialt afbalanceret stimulans-politik – har S-regeringen forsøgt at udnytte budgetforhandlingerne som en scene til at appellere til DF-vælgere og dermed til at føre indenlandsk valgkamp.

Budskaberne har været målrettet hjemmepublikummet. Hvad der begyndte med, at S-regeringen helt absurd sendte ubrugeligt forældede respiratorer til det kriseramte Norditalien, er nu kulmineret med, at Mette Frederiksen har fået sendt et klart signal – til de danske kernevælgere, vel at mærke – om, at de sydeuropæiske lande nu ikke skal forvente at få mere økonomisk hjælp. Det er Danmark først.

Fra at have været et lille undseeligt land, der allerede på forhånd havde lavet ballade nok med vores fire EU-forbehold, og derfor typisk føjede Tyskland i alle store spørgsmål i forhandlingerne i Bruxelles, er Danmark nu sprunget ud som et erklæret skeptiker-medlemsland, der ikke går af vejen for åbne konflikter. Mette Frederiksen er ved at forvandle Danmark til "Little Britain'.

Den danske regerings tilgang til magtspillet om både hjælpepakken og det nye, flerårige EU-budget kan på lange strækninger også siges at minde om det hjemlige slagsmål om den kommunale udligningsreform.

Statsminister Mette Frederiksen har spillet rollen som Gentoftes konservative borgmester, Hans Toft, og helt bevidst har hun optrådt mere som en smålig bykonge end som en grandios statskvinde.

Ligesom borgmestrene fra landets rigeste kommuner i årevis var været indædte modstandere af idéen om øget udligning inden for Danmarks grænser, har Mette Frederiksen også aktivt forsøgt at bekæmpe en alt for betydelig overførsel af penge fra rige til fattige EU-lande.

Da det kom til stykket, kunne Danmark og de tre andre gnierlande imidlertid ikke gøre meget mere end blot at gøre det dyrere at være fattig. I den nye EU-aftale er halvdelen af genopretningsfonden nemlig blevet omformet til lån fremfor tilskud, der ikke skal betales tilbage.

Med Danmarks mellemkomst vil coronaplagede lande som eksempelvis Italien og Spanien få lidt sværere ved at komme på fode, og den økonomiske genopretning vil dermed trække endnu mere i langdrag. Ydermere er bevillingerne til grønne klimaprojekter også blevet beskåret.

For S-regeringen er det altafgørende dog, at den nye fedterøvsstrategi kan siges at have givet smæk for skillingen. Selvom den ekstra milliardrabat hverken gør fra eller til i det store regnskab, vil Mette Frederiksen forstå at udnytte den symbolske effekt.

Det bliver absolut ikke sidste gang, at S-regeringen vil lade indenrigspolitiske og kortsigtede motiver styre forhandlingspositionerne i europæisk og internationalt samarbejde. For nogle gange betaler det sig at være en fedterøv.

Isolationismen er igen kommet på mode i Danmark. Hvad udad tabes, skal indad vindes.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Forrige artikel Cecilia Bonefeld-Dahl: Digitale investeringer er EU’s værn mod økonomisk katastrofe Cecilia Bonefeld-Dahl: Digitale investeringer er EU’s værn mod økonomisk katastrofe Næste artikel Jarl Cordua: Frederiksen kan varme sig ved de blå partiers ligbål Jarl Cordua: Frederiksen kan varme sig ved de blå partiers ligbål