L&F: Vi bør kunne skyde ulven, når den truer naturplejen

Af Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Intentionerne er gode, når Bernkonventionen og habitatdirektivet beskytter ulven som art på internationalt plan.

Ulven skal kunne leve i Europa, men dens ekspansion til tætbefolkede områder betyder, at der er behov for at genoverveje, hvor og i hvor stort omfang ulven skal nyde beskyttelse. 

Siden vi i 2012 igen fik ulve i Danmark, har vi konstateret, at ulven er et stort problem i et land med så stor befolkningstæthed.

Vi har simpelthen ikke områder, der er store og øde nok til, at ulven kan strejfe rundt uden at komme i konflikt med mennesker og landbrug.

Angreb på husdyr, i særdeleshed får, bliver stadig hyppigere. Dertil kommer, at borgere i de mest berørte områder er bekymrede for deres børns sikkerhed.

Det skal naturligvis være enhver lodsejers ret at nedskyde ulve, der angriber husdyr, og det må forvaltningsplanen adressere.

Lars Hvidtfeldt
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

Det er ikke en holdbar situation, og i øvrigt en problemstilling som også kendes fra områder i vores nabolande, for eksempel i Slesvig-Holsten og Niedersachsen.

EU skal inddrages i ulvebeskyttelse
Derfor er der behov for en drøftelse på EU-niveau af, hvor det giver mening at have en meget vidtgående beskyttelse af ulven, og hvor der modsat skal ske en regulering af bestanden af hensyn til husdyr og mennesker.

Danmark er med vores store befolkningstæthed og store husdyrhold naturligvis i den sidstnævnte kategori.

Vi mener helt grundlæggende, at ulven hører hjemme i naturområder, hvor der er plads til dyret og ingen eller meget lille risiko for, at den kommer i konflikt med husdyr og mennesker.

En af de store og meget beklagelige konsekvenser af ulvens tilstedeværelse i Danmark er de voldsomme gener, det får for de mange landmænd, der bidrager til at pleje for eksempel enge og heder ved at have får og kødkvæg til at afgræsse arealerne. 

Det er i forvejen ikke specielt lønsomt at være naturplejer, og selv om der er erstatning for mistede dyr som følge af ulveangreb, så dækker den kun, når dyret dokumenteret er dræbt af en ulv.

Forsvinder dyret bare, eller kan man ikke med sikkerhed fastslå, at det er dræbt af en ulv, så er der ingen erstatning. 

Dertil kommer, at der ikke kompenseres for det voldsomme stress, dyrene sættes under som følge af ulvenes tilstedeværelse.

Mange dyreholdere beretter om pressede og angste dyr, og også landmændene selv er dybt bekymrede og evigt årvågne af frygt for ulveangreb.

Mister naturplejerne motivationen på grund af for håbløse vilkår, så står vi jo med en situation, hvor hensynet til ulven reelt giver dårligere natur.

Der er derfor behov for, at vi nationalt får tilpasset den eksisterende ulveforvaltningsplan til den nuværende situation, hvor bestanden er voksende, og problemet dermed stigende.

Skyd ulven i selvforsvar
Ligeledes er det helt uholdbart, at forvaltningsplanen ikke forholder sig til, hvordan man kan handle i nødværge, hvis en ulv angriber ens dyr. 

Vores holdning er helt klar: Det skal naturligvis være enhver lodsejers ret at nedskyde ulve, der angriber husdyr, og det må forvaltningsplanen adressere. 

Både på nationalt og EU-niveau er der altså et meget markant behov for at tænke nyt, set i lyset af at ulvebestanden og udbredelsen er vokset med en hast, som næppe er forudset i lovgivning og konventioner.

Habitatdirektivet er fra 1992 og Bern-konventionen fra 1979, og de er begge baseret på en helt anden tilstand, end vi har i dag.

Det skal danske landmænd og naturplejere ikke betale prisen for.