Betragtede man fortællingen om Europa seriøst, ville man ikke lyve om mine motiver, men i stedet formulere en egen version af fortællingen, vi alle så kunne forholde os til.

Opfordringen er hermed givet.

Morten Løkkegaard (V)
Næstformand i Europa-Parlamentets kultur- og uddannelsesudvalg

Af Morten Løkkegaard (V)
Næstformand i Europa-Parlamentets kultur- og uddannelsesudvalg 

En løgn bliver som bekendt ikke rigtigere af at blive gentaget.

Således heller ikke fra Liberal Alliances EU-ordfører, Mette Bock, i hendes noget uelegante forsøg på at miskreditere mit intiativ, En ny fortælling om Europa.

Bocks første løgn
Bock påstår, at initiativet handler om ensretning, at jeg vil have EU til "at gå i takt".

Enhver, der har læst bare ét af mine mange indlæg om arbejdet med fortællingen, ved, det er løgn. Tværtimod bygger initiativet på idéen om kulturel mangfoldighed.

Jeg skiver det direkte og umisforståeligt: At den europæiske fortælling handler om diversitet, om mange fortællinger, at borgerne og kulturlivet skal inddrages for at give deres bud.

Det er just forskelligheder, der er styrken. Og det er den, der har skabt det fælles.

Bocks anden løgn
For at underbygge sin falske præmis må Mette Bock ty til endnu en løgn, nemlig at jeg skulle mene, at den eksisterende fortælling om fred gennem samhandel ikke dur.

Jeg skriver direkte – og gentager så ofte jeg kan – at den eksisterende fortælling er glimrende, ja genial. Den fik faktisk Nobels Fredspris sidste år af samme grund.

Ikke desto mindre er det både veldokumenteret og anerkendt blandt forskerne og kommentatorerne i den politologiske debat, at denne fortælling ikke længere er nok.

Den appellerer ikke til yngre generationer, der er vokset op uden krig og for længst har vænnet sig til en globaliseret verden, hvor Europa forekommer stadig mindre relevant.

Derfor behovet for et supplement, en version 2.0 for det 21. århundredes europæer.

Et supplement, der måske kunne findes ved at besinde sig på et Europa, der rækker længere tilbage end det 20. århundredes rædsler og krig – og EU som svar på dette.

Et supplement, der måske kunne besinde sig på den myriade af forskellige gaver, europæiske tænkere, opfindere, kunstnere og borger-bevægelser har beriget verden med.

Det kunne eksempelvis være de borgerlige frihedsrettigheder, herunder den frihed til at ytre sig, samles og vælge vore medborgere, jeg ved, både Mette Bock og jeg værdsætter så meget.

Bocks tredje og fjerde løgn
Intet skal derfor konstrueres eller skabes, som Bock urigtigt tager mig til indtægt for. Den europæiske fællesværdi og identitet findes nemlig allerede. Fortællingen skal blot besinde sig på dette faktum, så unge europæere i det 21. århundredes værdikamp med kinesere, indere og afrikanere kender deres rødder og ved, hvorfor Europa er værd at kæmpe for og udvikle.

Intet skal heller tvinges ned over hovedet på nogen, som Bock i sin fjerde løgn påstår, mit projekt handler om.

Alle medvirker frivilligt, arbejdsgruppen er fuldstændig uafhængig, renset for partier, politikere og bureaukrater.

Det endelige resultat er kun til inspiration, det vigtigste er faktisk processen: At kulturen har givet sig til kende som Europas, og at der er skabt et nyt rum at fortælle Europa-historier i.

Så borgerne kan opdage, at Europa ikke kun er EU, men også dem, europæerne.

Derfor vil projektet også fortsætte efter gruppens aflevering af et charter til marts. Europa har brug for værdimæssig oprustning. Europa har brug for europæere.

Bocks afsluttende løgn
Bocks fire løgne fører så til den afsluttende femte, nemlig at jeg på grund af dette grundlæggende liberale projekt skulle være en skjult socialdemokrat.

En helt igennem absurd påstand, der ikke fortjener andet end en hovedrysten og en konstatering: Liberal Alliance er et nyt borgerligt parti, der i et let gennemskueligt fiskeri efter borgerlige EU-skeptikere prøver at overgå Dansk Folkeparti i meningsløs populisme. Det er fattigt og uliberalt.

Forfriskende ville det være, hvis LA valgte en anden tilgang til Europa.

Betragtede man fortællingen om Europa seriøst, ville man ikke lyve om mine motiver, men i stedet formulere en egen version af fortællingen, vi alle så kunne forholde os til.

Opfordringen er hermed givet.