Mellemøstekspert: EU har brug for Putin mod Tyrkiets invasioner

DEBAT: EU-sanktioner mod Tyrkiet bremser ikke Erdogans invasion af Syrien, men styrker snarere hans indenrigspolitiske spil. EU bør hellere samarbejde med Putin om at presse Tyrkiet tilbage, skriver Jonas Sylvest, master i mellemøststudier fra Syddansk Universitet.

Af Jonas Sylvest
Master i mellemøststudier fra Syddansk Universitet

Da Tyrkiet invaderede dele af Nordsyrien for godt halvanden måned siden, satte det endnu en gang det borgerkrigsramte land i fokus i Vesten. Kurdere og andre befolkningsgrupper flygtede fra området, og den tyrkiske hær og dens allierede The National Syrian Army (NSA) rykkede ind for at fjerne The Syrian Democratic Forces (SDF).

Tyrkiet anser nemlig SDF for at være en terrorgruppe, grundet dens oprindelse i den kurdiske gruppe YPG, som har forbindelse til PKK – en gruppe, som Tyrkiet i snart 40 år har kæmpet en indædt kamp imod på tyrkisk territorium.

EU har flere gange truet med sanktioner og udtrykt sympati over for SDF, USA's partner i kampen mod ISIS, men det har aldrig materialiseret sig i handling. Et faktum, der sætter EU's handlingslammelse over for Erdogan i perspektiv.

Erdogan har flere grunde til ikke at lade sig påvirke af EU's trusler. Den første er hans klemme på EU gennem den indgåede flygtningeaftale. For det andet er det efter USA's tilbagetrækning Rusland, der styrer slagets gang på landjorden i Syrien, og EU har derfor ikke meget at forhandle med Erdogan om, når det kommer til Syrien.

Det er på tide, at EU indser dette og forsøger at finde nye veje til at påvirke tyrkiets autokratiske leder.  

Modstand er Erdogans styrke
Erdogan har mange gange de seneste år vist, at han ikke lader sig intimidere – sagen om Tyrkiets køb af det russiske våbensystem S-400 har gjort dette klart. Desuden bruger Erdogan ofte kriser til at samle vælgerne omkring sig. Op til nationale afstemninger både i 2015 og 2017 brugte han således både sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske kriser til at mobilisere vælgere.

I 2015 pustede Erdogan til de sekteriske gløder og udnyttede en krig mod PKK – en krig, hvor mange tusinde mistede livet – til at genvinde parlamentsvalget. Erdogan har derfor vist, at han ikke vil lade menneskeliv stå i vejen for at bevare magten, og jeg er ikke i tvivl om, at sanktioner derfor blot vil styrke Erdogans magt indadtil og i værste fald vil kaste mange millioner tyrkiske borgere ud i fattigdom, uden at man opnår den ønskede effekt.

Invasion styrker Erdogan indenrigspolitisk 
Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien har flere årsager, hvoraf indenrigspolitik er en tungtvejende faktor. Det bunder blandt andet i, at Tyrkiet, ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, siden begyndelsen af den syriske borgerkrig har taget imod omkring 3,6 millioner syriske flygtninge, og de er blevet et betændt politisk emne i tyrkisk politik.

Det store antal flygtninge er til dels et resultat af EU’s flygtningeaftale med Erdogan fra 2016, der blandt andet stipulerer, at Tyrkiet skal forhindre flygtningene i at rejse videre til EU. Til gengæld får Tyrkiet en klækkelig økonomisk kompensation som en del af aftalen.

Det store antal syriske flygtninge kombineret med økonomisk krise og politisk kynisme har således resulteret i til tider anspændte sekteriske tilstande, der af og til bryder ud i voldelige sammenstød mellem tyrkere og syriske flygtninge.

Oppositionens politikere har udnyttet denne situation og bruger den til at lægge pres på regeringen for at løse flygtningeproblematikken. Regeringens svar har været at præsentere en plan om at tilbagesende syriske flygtninge til erobrede områder i Syrien. Et tiltag, der er sået tvivl om, hvorvidt er økonomisk muligt overhovedet, og som Erdogan på det sidste også er begyndt at trække i land.

Invasionen tjener derfor på to måder Erdogans indenrigspolitiske formål. For det første splitter den den alliance, som oppositionen formåede at opbygge mellem kurdere og tyrkere, eftersom de fleste af partierne i oppositionen, undtagen det pro-kurdiske HDP, støtter invasionen mod kurdiske grupper i Syrien.

For det andet giver det Erdogan en platform, hvorfra han kan imødekomme mange vælgeres utilfredshed med de mange flygtninge.

Europæisk hykleri
Så længe Erdogan står i en politisk sårbar situation, vil det indenrigspolitiske for Erdogan have forrang for krav fra internationale allierede. EU's trusler om sanktioner og tropper på jorden vil derfor være uden effekt.

Den manglende vilje fra EU's side til at følge op på disse trusler tyder også på, at man godt var klar over, at det var nyttesløst, og at europæiske ledere nærmere var optaget af at lefle for en folkestemning, der forståeligt var imod Tyrkiets invasion, ved at virke handlekraftige.

Hvis man fra EU's side virkelig var parat til at sætte handling bag ordene, så havde man involveret sig inden USA's tilbagetrækning. Helt tilbage i foråret 2018 talte Trump om, at han ville trække tropperne ud så hurtigt som muligt.

EU har derfor haft rigelig med muligheder for at stå skulder mod skulder med sine allierede i SDF, som Macron sagde sidste år, da Trump truede med tilbagetrækning. Der er derfor en stor diskrepans mellem EU's højttravende hensigter på den ene side og mangel på handling på den anden.

Putin som samarbejdspartner
Hvad kan EU så gøre? For det første må man kigge indad og indse, at flygtningeaftalen med Tyrkiet var meget kortsigtet og havde utilsigtede negative effekter. Man bør arbejde hen imod et kvotesystem for flygtninge, der fordeler byrden mellem landene for derved at svække Erdogans magt over EU's udenrigspolitik.

Dette ændrer dog ikke på, at skaden er sket i forhold til vores allierede i SDF, der har kæmpet mod ISIS for os i årevis, og som man blot lod USA svigte på mest kyniske manér. Jeg mener også, at man må indse, at man i forhold til situationen i Nordsyrien har deponeret magten til at påvirke Erdogan hos Rusland.

Man må altså forsøge at påvirke Erdogan og også Assad gennem Putin. Det er derfor vigtigt for EU at udtænke en ny overordnet Syrien-politik, som nødvendigvis må gå ud på at påvirke Putin til at indse fælles interesser ved hjælp af økonomiske incitamenter og diplomati.

Efterhånden som Ruslands økonomi bliver presset af deres udenlandske operationer – her tænkes selvfølgelig på Syrien, men også på tilstedeværelsen i Ukraine og den øgede aktivitet i Libyen – kan de blive stadig mere modtagelige over for økonomiske incitamenter.

EU bør derfor binde potentiel økonomisk støtte til initiativer i Syrien op på politiske krav om kulturelle og politiske minoritetsrettigheder og sikre lokalbefolkningen i Nordsyrien mod at blive tvunget ud af Syriske flygtninge fra Tyrkiet.

Tid til handling
Ydermere er både Europa og Rusland grundet geografiske, demografiske og historiske faktorer ekstra sårbare over for spillover-effekter fra konflikten i Syrien, og begge aktører har derfor en fælles interesse i at forhindre, at ekstremistiske grupper får rodfæste i landet.

Dette vil indebære at få Erdogan til at trække de islamistiske grupper fra SNA ud af området og sikre kurderne og de andre befolkningsgruppers beskyttelse. På den længere bane må EU også sørge for at gøre sig uafhængig af russisk gas, for derved at stå i en stærkere forhandlingsposition i forhold til konfliktløsning i regionen.

EU og vesten skylder nordsyrerne og deres tidligere partnere i SDF handling, der er mere end blot tomme ord og trusler om økonomisk ruin. Og hvordan vejen frem end bliver, så må man erkende, at Putin efter USA's katastrofale tilbagetrækning styrer begivenhedernes gang i Syrien.

Dette bør i højere grad anerkendes af EU og inkorporeres i udenrigspolitikken.  

Forrige artikel Dansk Metal: Danskernes positive syn på handel skal udnyttes i EU Dansk Metal: Danskernes positive syn på handel skal udnyttes i EU Næste artikel Jens Nymand: EU prioriteres ikke højt nok af centraladministrationen Jens Nymand: EU prioriteres ikke højt nok af centraladministrationen
Ugens Europa-podcast: Budgetbissen Mette Frederiksen på de bonede gulve

Ugens Europa-podcast: Budgetbissen Mette Frederiksen på de bonede gulve

PARLAMENTET#83: Statsministeren ”svinger godt” med Trump, sagde hun under denne uges NATO-topmøde. I næste uge bliver det så EU's tur til at holde topmøde, og der kaster Frederiksen sig igen ind i den hårde budgetdebat. Hør Danmarks nye EU-ambassadør fortælle om en dagsorden fyldt med penge, klima og fremtidssnak.