Debat

Messerschmidt: Pas på! EU har en plan for indvandring og asyl

DEBAT: Morten Helveg (R) efterlyser en fælleseuropæisk løsning på flygtningekrisen, men den er allerede på bordet i Bruxelles. Planen vil opløse Dublin-forordningen, og det betyder farvel til det EU, vi kender i dag, mener Morten Messerschmidt (DF).

Hvis Danmark skal deltage i en fælleseuropæisk løsning på flygtningeområdet, kræver det en folkeafstemning - og den byder Morten Messerschmidt (DF) velkommen med sindsro. 
Hvis Danmark skal deltage i en fælleseuropæisk løsning på flygtningeområdet, kræver det en folkeafstemning - og den byder Morten Messerschmidt (DF) velkommen med sindsro. Foto: /ritzau/Rumle Skafte
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

11. oktober gik jeg med et åbent sind i gang med at læse min kollega Morten Helveg Petersens (R) indlæg i Altinget, ”Problemer med migration kan ikke løses med ord alene”.

Så sandt, så sandt, og nysgerrig begyndte jeg at læse i håbet om at få nogle konkrete forslag til at afhjælpe Europas største udfordring siden Den Kolde Krig: folkevandringen.

Ordet ”løsning” optræder en halv snes gange i kronikken. Men pludselig stopper indlægget brat uden at have leveret et eneste forslag til ”løsning”.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Men i Europa-Parlamentet er der faktisk en plan på vej, en ægte ”fælleseuropæisk løsning”, som jeg må formode, at Morten Helveg støtter, for den er fostret af politikere i den liberale ALDE-gruppe, hvori han selv sidder, og den har netop opnået et solidt flertal i EU-parlamentets ”Udvalg for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender”.

Så hvorfor fremlægger Morten Helveg Petersen ikke den løsning? Sandsynligvis fordi han har regnet ud, at den er så provokerende, at danskerne – og mange andre europæiske nationer - aldrig går med til den.

Hvis Danmark skal tilslutte sig en ”fælleseuropæisk løsning”, altså et fælles asyl-regelsæt for EU, så kræver det en folkeafstemning, som jeg med sindsro hilser velkommen.

Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Ophævelse af Dublin-forordningen
Planen betyder tvangsfordeling af asylmigranter, ”en permanent mekanisme for automatisk omfordeling”, som der står i Planen, og hårde økonomiske sanktioner over for de lande, som ikke vil være med.

Den betyder en ophævelse af den såkaldte Dublin-forordning, som Danmark har tilsluttet sig via en parallel-aftale, og som fastslår, at en asylansøgning skal behandles i det første land, hvor en asylansøger dukker op, og hvortil en omflakkende migrant kan sendes tilbage til, hvis altså der er taget fingeraftryk.

Ifølge Morten Helveg Petersens og EU-Parlamentets plan for en ny, fælles EU-asylpolitik søger en migrant ikke længere asyl i ét EU-land, men i hele EU, som overtager landenes behandling af asylsager efter fælles EU-regler.

Efter at asyl er bevilget, kan asyl-migranten selv vælge sit værtsland, hvis han ellers kan påvise familiære forbindelser eller anden tilknytning, for eksempel i form af uddannelse eller arbejde.

Asylansøgere, som ikke kan påberåbe sig nogen tilknytning til et bestemt land, vil i stedet få lov at vælge blandt de fire lande, som har taget imod færrest asylmigranter, målt i forhold til de kvoter, som EU opstiller for at fordele migranterne. 

Farvel til det EU, vi kender
For at vride armen om på modvillige regeringer skal et land betale 1,9 millioner kroner som straf for hver EU-godkendt flygtning, som det afviser at modtage. Morten Helvegs liberale partifælle, den meget svenske svensker Cecilia Wikström, som har været drivkraft bag planen, truer dertil lande som Ungarn og Polen med at skære i deres støtte fra EU. 

Det er skrap kost. Det er en løsning, som vil føre til opløsning af det EU, vi kender, hvad jeg i øvrigt ikke skal begræde, for det vil føre til et rent oprør i de central- og østeuropæiske lande; i løbet af få dage har både østrigerne og tjekkerne valgt politiske ledere, som ikke vil lade sig diktere en EU-indvandringspolitik fra Bruxelles. 

Folkeafstemning er velkommen
Danmarks retsforbehold betyder, at hvis EU’s, Morten Helvegs og Cecilia Wikströms plan bliver indskrevet i Dublin-forordningen, så kan Danmark ikke længere være med.

Hvis Danmark skal tilslutte sig en ”fælleseuropæisk løsning”, altså et fælles asyl-regelsæt for EU, så kræver det en folkeafstemning, som jeg med sindsro hilser velkommen. Men husk, at den mulighed ville vi ikke have, hvis danskerne havde givet afkald på retsforbeholdet i december 2016.

Vi ser nu, at den ”løsning”, som Morten Helveg Petersen efterlyser, allerede ligger på bordet nede i Bruxelles. Nu er jeg bare nysgerrig efter at vide, om han og mine øvrige danske kolleger i EU-parlamentet vil kendes ved den? Jeg venter på deres svar.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00