Messerschmidt: Regeringen må afvise EU’s vanvidsprojekt – eller bede danskerne gøre det

Af Morten Messerschmidt (DF)
EU-ordfører

Sammen med irerne har vi danskere EU-rekord i folkeafstemninger. I modsætning til de fleste af EU’s medlemslande har grundloven nemlig sikret, at danskerne løbende tages med på råd, når EU udvikler sig.

Det er derfor, vi har vores forbehold. Folkeafstemninger er nemlig en god måde at sikre, der er forbindelse mellem de store linier, som Bruxelles udstikker, og det, som den enkelte danske vælger tænker. Derfor er det også naturligt, at jeg i disse dage modtager mails fra bekymrede borgere, der spørger, om EU-Kommissionens seneste udspil dog kan gennemføres inden for den danske grundlov?

Kræver det ikke nye folkeafstemninger, spørges der - med vantro tanker om det, EU’s 27 kommissærer er blevet enige om.

Vi kan stadig sige nej
Det nedslående svar er nej. Danmark har desværre tilsluttet sig en ren Pandoras æske, som kun i sjældne tilfælde reelt sætter grænser for, hvilke tiltag EU kan sætte i søen. På budgettet er der faktisk ingen grænser, hvilket i sig selv understreger den fatale letsindighed, flertallet i Folketinget igennem årtier har tilgået EU med.

Den opløftende nyhed er dog, at Danmark på disse områder rent faktisk kan sige fra. Mens vi i sager om udlændinge, velfærdsydelser og meget andet, hvor et flertal af danskere næppe mindes at have sagt ja til at lade EU råde, ikke har mulighed for at sige fra, så er denne mulighed til stede over for EU-Kommissionens vilde forslag.

Mens vi i sager om udlændinge, velfærdsydelser og meget andet, hvor et flertal af danskere næppe mindes at have sagt ja til at lade EU råde, ikke har mulighed for at sige fra, så er denne mulighed til stede over for EU-Kommissionens vilde forslag.

Morten Messerschmidt (DF)
EU-ordfører

EU-skatter skal vedtages efter artikel 311 og EU-budgettet efter artikel 312, og i begge bestemmelser har Danmark vetoret. Vi kan sige nej.

Lad danskerne tage stilling
Men at kunne er ikke at ville. Og gennem de seneste uger har mine kollegaer og jeg onsdag efter onsdag spurgt Finansministeren om strategien for at bremse dette seneste vanvidsprojekt fra EU. Men onsdag efter onsdag får vi intet svar.

Regeringen henviser blot til Danmarks tre alliancepartnere – Østrig, Sverige og Holland – men gør sig tilsyneladende ingen tanker om, hvordan vi fire mellemstore lande skal presse vores vilje igennem over for de 23 øvrige, hvis vi ikke er villige til at bruge de midler, traktaten giver.

Jeg tror ikke, at et flertal af danskere nogensinde ville sige ja til fælles gældshæftelse med Sydeuropa. Jeg tror ikke, et flertal af danskere ville sige ja til at forøge det danske bidrag med 34 procent. Og jeg tror ikke, et flertal af danskere ønsker et EU med egen skatteopkrævningsret. 

Derfor må regeringen sige klart nej – eller bede danskerne gøre det for dem.