Ministerium får skarp kritik for at have vendt det blinde øje til mulig svindel med landbrugsstøtte

Trods flere advarsler har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ladet en særlig mulighed for snyd med landbrugsstøtte stå åben, så der i 2019 blev udbetalt 888 millioner uden tilstrækkelig kontrol. Statsrevisorerne uddeler skarp kritik. Tidligere V-minister godkendte praksis.

”Den utilstrækkelige kontrol medfører risiko for, at nogle landbrugere uberettiget har fået tilskud, og at Danmark skal tilbagebetale EU-tilskud som følge af underkendelser fra Europa-Kommissionen,” skriver Statsrevisorerne i beretningen.
”Den utilstrækkelige kontrol medfører risiko for, at nogle landbrugere uberettiget har fået tilskud, og at Danmark skal tilbagebetale EU-tilskud som følge af underkendelser fra Europa-Kommissionen,” skriver Statsrevisorerne i beretningen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Freja Søgaard

Danske landmænd har siden 2005 kunnet bruge en særlig finte til at få flere penge i landbrugsstøtte, end de er berettiget til. Og hverken Landbrugsstyrelsen eller departementet i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri gjorde noget for sikre, at muligheden ikke blev misbrugt, selv om embedsværket var bevidst om risikoen.

Det er konklusionen i en beretning fra statsrevisorerne, som går op på næsthøjeste niveau i kritikskalaen og udtaler "skarp kritik" af ministeriet for ikke at have sikret tilstrækkelig og korrekt kontrol med tildelingen af midler.

Fakta

Læs hele beretningen om mangel på kontrol i udbetaling af landbrugsstøtte her

Kritikken går især på perioden fra 2014 til 2019, som Rigsrevisionen har undersøgt nærmere.

Statsrevisorerne kritiserer ministeriet for, at det har fortsat den udskældte praksis uden tilstrækkelig kontrol trods advarsler og bevidsthed om risikoen for snyd. Det er ifølge statsrevisorerne en skærpende omstændighed, at embedsværket forelagde den tvivlsomme praksis for tidligere minister på området Esben Lunde Larsen (V), som derefter godkendte, at praksis kunne fortsætte.

Den manglende kontrol betyder, at danske landmænd i princippet kan have fået udbetalt millioner af kroner i uberettiget landbrugsstøtte. 

Det er penge, som Danmark har fået som EU-midler, og derfor er der også en risiko for, at Danmark skal tilbagebetale disse EU-tilskud.

”Den utilstrækkelige kontrol medfører risiko for, at nogle landbrugere uberettiget har fået tilskud, og at Danmark skal tilbagebetale EU-tilskud som følge af underkendelser fra Europa-Kommissionen,” skriver Statsrevisorerne i beretningen.

Ét landbrug, flere selskaber
Det er Landbrugsstyrelsen, der har til opgave at uddele EU-midlerne, og den kan maksimalt udbetale fem millioner kroner per selskab. Men flere landbrugsejere har delt deres landbrug op på flere forskellige virksomheder med hvert sit cvr-nummer. På den måde har de kunnet søge om tilskud for flere selskaber og dermed måske fået mere i støtte, end de er berettiget til.

Alene i 2019 er der blevet udbetalt 888 millioner kroner i tilskud til landmænd med mere et ét cvr-nummer, men det har endnu ikke været muligt at finde ud af, hvor stor en andel af pengene der er blevet tildelt uberettiget.

I beretningen står desuden, at Landbrugsstyrelsen i 2017 godkendte fire ansøgninger om tilskud fra den samme ejer, selv om styrelsen internt havde foretaget flere modstridende vurderinger af, om ansøgeren forsøgte at snyde ved at omgå støtteloftet. Landbrugsstyrelsen orienterede dengang Miljø- og Fødevareministeriets departement om, at den endelige godkendelse var sket under pres fra erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Kritik af tidligere minister
Ved statsrevisorernes pressemøde onsdag rettede Klaus Frandsen (R), der er næstformand for statsrevisorerne, direkte kritik mod den tidligere V-minister for fødevarer-, landbrug- og fiskeri fra 2016 - 2018, Esben Lunde Larsen.

”Han ville næppe have været minister efter denne her sag, hvis han stadig havde siddet på posten i dag,” lød det fra Klaus Frandsen, der også nævnte de tidligere svindelsager om fiskeri og påpegede at sådanne sager sker for ofte i ministeriet.

Han undrer sig over flere ting ved ministeriets håndtering af sagen om landbrugsstøtte.

"At man godt vidste, at det var galt. At man lægger det op til ministeren. Man har haft en række andre sager, der ligner det her, og det er derfor, at vi bringer den op på det kritikniveau vi gør," sagde han efterfølgende til TV2. 

Man ved, hvad man har gjort
Også stedfortrædende statsrevisor Pelle Dragsted (EL) påpegede overfor TV2 alvoren i beretningen.

"Det, som gør kritikken så stærk, er, at det er så tydeligt, at der har været viden i ministeriet og i styrelsen om, at det her var på kant med reglerne, måske endda udover reglerne. Og alligevel har man valgt at fortsætte med at administrere efter den praksis, hvor man har tilladt nogle landmænd at opdele deres bedrifter for at opnå mere støtte," sagde han. 

Samtidig henviste han til eksemplet med sagen, hvor styrelsen var opmærksom på, at en støtteansøgning formentlig var i strid med reglerne, men alligevel endte med at tildele midlerne - tilsyneladende efter pres fra departementet og landbrugets interesseorganisation. 

"Det bekymrende er, at ministeriet angiveligt har spillet en meget aktiv rolle i at få omgjort den beslutning. I den proces kan man også se et spor af Landbrug & Fødevarer, som har været inde over," sagde Pelle Dragsted.

Kontrollen skal styrkes
Landbrugsstyrelsens direktør Jette Petersen, tager i en pressemeddelelse kritikken til sig.

"Der skal være styr på forvaltningen, og der skal være styr på kontrollen. Det kan der ikke være to meninger om. Jeg vil understrege, at en god forvaltningskultur har et stort fokus i vores organisation. Det følger blandt andet af ministerens 10-punktsplan. Derfor tager Landbrugsstyrelsen kritikken meget alvorligt og vil lave en konkret opfølgningsplan. Derudover har vi en dialog med EU-kommissionen om, hvordan vi kan styrke kontrollen," skriver hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Jette Petersen

Fhv. direktør, Landbrugsstyrelsen
cand.polit.

Klaus Frandsen

Partner, MHS Coporate Finance, fhv. landsformand, Radikale Venstre
ba i erhvervsøkonomi (Odense Uni. 1985)

0:000:00