Modbølgen har ramt os: Men fører dataetikken os mod Europas genrejsning eller endelige fald?

Teknologien blomstrer i tusinde retninger. Forvredet. Ustyrligt. Vildt.

Det er der ikke nødvendigvis noget nyt i.

Men i en digital og global økonomi spreder frøene sig endnu hurtigere, og nogle steder kvæler få store træer de smukke blomster. Lige nu bedst eksemplificeret ved Google og Facebooks monopolisering af internettet.

Vi har brug for en global anlægsgartner. En entitet, som kan tænke tanker på tværs af virvaret. Og sikre, at verden ikke gror til i digitale tidsler og bjørnekløer.

Vi tabte debatten om Uber på gulvet, fordi vi ikke var forberedt godt nok. Frem for bare at sige njet, njet, njet, så skulle vi kigge på, hvordan vi kan bruge den nye teknologi.

Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsminister

Et bud på en sådan sidder foran mig onsdag morgen i Kødbyen i København. Lysets gradvise indtrængen afslører, at Marie Louise Gørvild har haft en hård nat. Travle uger. Måneder.

Ene kvinde står hun i spidsen for Techfestival; en teknologisk græsrodsfestival, som med afsæt i Kødbyen i begyndelsen af september trak 16.000 nørder fra hele verden til København. Plakaterne taler om kunstig intelligens, blockchain og internettets udvikling. Men også om mobilitet, fødevareteknologi, cybersikkerhed og demokratier under pres.

“Techfestival er lavet for at inspirere morgendagens teknologilederskab. Hele industrien er under en bevågenhed, som ikke har været der før. Og det er tydeligt, at verden har brug for en ny type lederskab. Festivalens opgave er at være med til at definere det lederskab. Og helst på en måde, som er forankret i europæiske og demokratiske værdier.”

Det er store ord talt ud af munden på en 37-årig festivalchef, der hidtil har ernæret sig som journalist og kommunikationsrådgiver.

Normalt luftes visioner af den karakter fra talerstole i forvoksede messecentre og ikke foran Kødbyens Høker, hvor kaffen akkompagneres af The Doors og Jefferson Airplane.

Marie Louise Gørvild taler ind i en fortælling, som har erobret stadigt mere momentum det seneste år. Fortællingen om en modbølge. En anden vej. En vej uden om datagiganternes umiskendelige dominans.

Alle ved efterhånden, at 7 ud af verdens 10 største virksomheder er tech, og at Facebook har 1,5 milliarder brugere om dagen.

Techgiganternes skadelige magt
I en nyoversat udgave af sidste års bestseller Verden fra forstanden argumenterer den amerikanske forfatter Franklin Foer for, at Amazon, Apple, Facebook og Google er i færd med at gøre os alle dummere.

Nye produkter er designede til at gøre os afhængige af en evig strøm af digitale stimulanser. Likes, swipes, beskeder, tåbelige spil og virtuelle bekræftelser.

“Techgiganterne er ved at ødelægge noget dyrebart, nemlig evnen til kontemplation. De har skabt en verden, hvor vi konstant distraheres, konstant kigges over skulderen. Gennem deres akkumulation af data har de konstrueret en model af det menneskelige sind, som de uset bruger til at styre vores masseadfærd (og i stigende grad også vores individuelle adfærd) til at fremme deres egne økonomiske interesser,” skriver Foer.

Politikere og eksperter i København, Bruxelles og Washington konstaterer, at techgiganternes magt er skadelig på snart sagt alle områder:

De undslår sig skattebetaling og fordrejer beskæftigelsen og værdiskabelsen i samfundet. Og hvad værre er, har de vist sig som magtfulde våben i hænderne på politiske kræfter, der vil undergrave demokratiet, retsstaten og selve den vestlige verdens centrale frihedsværdier og kollektive sikkerhedsalliancer.

Selvom EU over årene har udstukket bøder for næsten 200 milliarder kroner, står det klart, at de succesrige globale datavirksomheder i de kommende år vil blive mødt med endnu mere striks myndighedsbehandling og nye krav og restriktioner fra europæisk side. Efter i årevis at være koblet af den teknologiske dagsorden kan det dermed vise sig, at Europa endelig finder sine egne ben. Eller, som Marie Louise Gørvild formulerer det over morgenkaffen på Vesterbro:

“Et hav af forskellige sager og skandaler med afsæt i Silicon Valley viser, at det ikke er der, det næste kapitel skal skrives. Næste kapitel er at finde ud af, hvad ens produkt kan gøre ved samfundets retning, og hvilken relation man gerne vil have til brugerne. Det kan være en stor konkurrencefordel at have de svar.”

“Vi ser, at europæiske lovgivere med Margrethe Vestager i spidsen lige nu sætter den dagsorden, som også smitter af på USA og regulering af virksomheder som Amazon, Google og Facebook. GDPR og antitrust er udprægede europæiske dagsordener, som ikke kunne være opstået andre steder i verden.”

Forlæns ind i fremtiden
Alligevel skal vi ikke længere end et lille år tilbage i tiden for at blive mindet om den enorme afsmitning, som Silicon Valley har haft – og i store træk stadig har – på Danmark og resten af den vestlige verden.

To efterårsdage i 2017 var det lykkedes Singularity Universitys danske filial anført af karismatiske Laila Pawlak at samle cirka tusind fremtidshungrende gæster i Operaen på Holmen. Her kunne man høre begejstrede beretninger fra den teknologiske frontlinje: Argumenter for, at verden i en nær fremtid besidder uanede mængder solenergi. At robotterne snart overtager alt det arbejde, som vi alligevel ikke gider udføre. Og at der – trods eksperternes gentagne advarsler om massearbejdsløshed – nok skal være meningsfulde sysler til os alle sammen.

Man skulle ikke være retoriker for at spore en lige argumentatorisk linje fra paraden af teknologibegejstrede oplægsholdere til de taler, som Lars Løkke Rasmussen (V) selv har holdt i forbindelse med sit højt og hyppigt profilerede disruptionråd.

I en periode var det umuligt at høre statsministeren tale om maskinlæring, automatisering og kunstig intelligens uden også at understrege behovet for at “gå forlæns ind i fremtiden”. Han skulle da også selv have åbnet seancen i Operaen. Men var i sidste øjeblik blevet forhindret. Og måtte derfor sende daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) som erstatning.

En sidste øjebliks udskiftning, som dog ikke gjorde entusiasmen på de skrå brædder mindre. Det var således et tankevækkende forvarsel om de problemer, som regeringen senere måtte løbe ind i, at se Brian Mikkelsen og Laila Pawlak udveksle highfives og bjørnekram, som var magtapparatet og løftet om teknologisk frelse to alen af samme stof.

Debatbøger og politisk uenighed
Traditionelt har posten som it-ordfører været blandt de lavest rangerende på Christiansborg. En post, som enten betroes det sidst ankomne ydermandat. Eller føjes til en lang portefølje af politikernes eksisterende opgaver. En væsentlig forklaring på den lave status er, at der simpelthen ikke er nok politik i det. Debatterne er ofte konsensusbårne og antager meget teknisk karakter.

Men alt det ændrede sig med debatten om regeringens databeskyttelseslov, der skulle bane vej for EU’s nye persondataforordning (GDPR). En lov, der ved førstebehandlingen i november 2017 høstede bred opbakning i salen, men som snart skabte hidtil usete kløfter.

Baggrunden var en række kritiske artikler anført af Politiken, som viste, at regeringen i bedste fald ikke havde styr på de juridiske rammer for myndigheder og offentlige institutioners databehandling. Og i værste fald bevidst forsøgte at skjule sine ambitioner om effektiv dataovervågning af borgerne bag eufemistiske ønsker om ikke at besvære danskerne med unødige skrivelser.

I sidste ende faldt loven på plads. Men Alternativet, SF, Radikale og Enhedslisten lod alle, der lyttede, forstå, at det ikke var med deres gode vilje. Debatten er langtfra død.

I efteråret forventes regeringen at præsentere sin sammenhængsreform, som – blandt andet – er baseret på ønsket om at bruge integration af eksisterende datasæt til at effektivisere beskæftigelsesindsatsen samt sætte hårdere ind mod socialt bedrageri. Et omdiskuteret våben i denne kamp er eksempelvis fjernovervågning af elmålere.

En anden indikator for bemeldte skred i opinionen er den voksende stak af bøger på skrivebordet. Og ikke nødvendigvis oversættelser af internationale succeser som Franklin Foer, Jonathan Taplin, Yuval Noah Harari og Jamie Bartlett.

I slutningen af august udkom Lisbeth Bech Poulsen og Peter Westermanns Oprør for fremtiden, som sætter danske gloser på mange af frustrationerne affødt af global ulighed, kapitalkoncentration og finansialisering af økonomien. Multinationale selskaber skal reguleres gennem internationalt samarbejde, så de ikke bliver ved med at stikke af fra skatteregningen, kræver forfatterne, der begge er folkevalgte for SF. Lisbeth Bech Poulsen som partiets it-ordfører, mens Peter Westermann taler folkesocialisternes sag i Region Hovedstaden.

Bogen er bygget op omkring et manifest, som skal sikre os “frihed og fællesskab”. Det er interessant, at de her advokerer for den samme basisindkomst eller borgerløn, som Silicon Valleys stærke kapitalinteresser gennem længere tid har slået på tromme for. Og som tidligere er blevet kritiseret for at være et skalkeskjul for, at Apple, Amazon og resten af bastionerne blot kan vedblive med at udtømme samfundet for job uden at frygte, at det skader massernes mulighed for at proppe nye produkter i de digitale indkøbskurve.

Den uhåndgribelige fremtid
Ny forskning har ellers vist, at erfaringerne med borgerløn ikke lever op til aspirationerne. I Finland besluttede man i starten af 2017 at give 2.000 arbejdsløse finner i alderen 28 til 58 år en garanteret indkomst på 4.165 kroner om måneden. Grundtanken var, at modtagerne af borgerlønnen ikke ville blive ramt økonomisk, hvis de fik arbejde i nogle timer eller uger.

Men efter at den økonomiske tænketank OECD udregnede, at det ville være nødvendigt at hæve de finske skatter med næsten 30 procent for at kunne finansiere en udvidelse af borgerløn til en større gruppe, er det ved årets udgang besluttet at skrinlægge arbejdet.

Nogle få tilbageslag dræber dog næppe drømmen om den arbejdsfri fremtid. Allerede i 1932 skrev den britiske filosof Bertrand Russell i In Praise of Idleness om frigjortheden i at give slip på labourismen.

“The morality of work is the morality of slaves, and the modern world has no need of slavery.”

Det var de færreste, der forstod, hvad Lars Løkke Rasmussen egentlig talte om, da han fremlagde tankerne for sit disruptionråd på et stort anlagt møde på Marienborg i december 2016. Hele ni ministre var samlet i statsministerens hvidkalkede embedsbolig et stenkast fra Bagsværd Sø for at høre om de abrupte forandringer og forstyrrelser, som efter sigende kunne ramme Danmark ud af den blå luft.

Og således potentielt disrupte noget så helligt som den danske julefred. Fem måneder senere var den 75 navne lange bruttotrup snævret ind til Lars Løkke Rasmussens 32 (håndplukkede) disciple, som skulle bruge det næste halvandet år på at rejse riget tyndt i jagten på mulige forandringer.

Og selvom der på møderne ikke foregik stort andet, end at folk talte sammen i lukkede rum, udviklede møderne sig hurtigt til et mindre mediecirkus. Hver gang blev der sendt pressemeddelelser ud i god tid på Statsministeriets officielle papir, som lod fortælle, at næste uge aflægges besøg hos Coop i Albertslund – og hvor der sågar vil være mulighed for at møde en ansat.

Hvad med at stå klar på sidelinjen, når statsministeren inspicerer rørlaserskæring i Odense? Og gad vide, hvad Hella Joof mon har at sige til eleverne på teknisk skole i Hjørring? Hella Joof skaffede som bekendt ved undfangelsen rådets største mediedosis, da hun kom for skade at udtale sig om indianernes disruptive vaner med at brænde tipier og øvrigt habengut af i tide og utide.

Debatten om Uber blev tabt på gulvet
Altinget tog del i løjerne, da Lars Løkke Rasmussen flankeret af direktør i Danske Bank Thomas F. Borgen og radiovært Christiane Vejlø (som senere på året blev sat i spidsen for regeringens dataetiske ekspertgruppe) en mørk torsdag i januar bød til debat om fremtiden i Ringsted Kongrescenter.

Et hurtigt view over småsnakken i aulaen afslørede, at det primært er ældre ægtepar, som er nysgerrige på fremtiden. Mens den ungdom, som statsministeren så gerne vil i kontakt med, primært var til stede gennem videoklip på storskærmen optaget i en lokal håndboldhal og en sportsforretning i Ringsted Outlet.

Fra scenen lod Løkke forstå, at Disruptionrådets vigtigste opgave er at forberede Danmark på det næste Uber.

“Det er et eksempel på ny teknologi, som vi ikke kunne tage til os, fordi det ikke passer ind i vores meget velordnede samfund. Og det går jo ikke. Vi kan ikke vende ryggen til fremtiden.”

Og dermed undgå, at vi begår de samme fejl igen.

“Vi tabte debatten om Uber på gulvet, fordi vi ikke var forberedt godt nok. Frem for bare at sige njet, njet, njet, så skulle vi kigge på, hvordan vi kan bruge den nye teknologi. Hvordan sikrer vi os, at der bliver betalt skat? At folk ikke bliver underbetalt?”

Lige om lidt er det hele så forbi. Efter halvandet års møderække pensionerer Disruptionrådet sig selv. Hvad man i mellemtiden har analyseret og diskuteret sig frem til, er ikke sivet ud til den bredere offentlighed. Men mon ikke det ender med en rapport og et fotogent pressemøde i en eller anden form?

Kan vi ride på modbølgen?
Man kan i det hele taget sige, at politikerne og græsrødderne det seneste år har brugt meget af deres tid på det, som tarvelige tunger vil kalde Christiansborgs eksistensberettigelse: nemlig snak.

Hvad enten det har været orkestreret i form af Løkkes disruptive disciple eller nogle af de mange andre tænketanke, ekspertpaneler, festivaler og udvalg, der er sat i verden for at holde hånd i hanke med fremtiden.

Men det ér også svært at lave konkret politik om så flygtige emner som AI, dataetik, digital dannelse og techlash. Målsætningen bliver derfor ofte omskrevet til et forsøg på at prime debatten og opinionen på udviklingen bag det næste (blinde) hjørne.

I to år har Altinget fra sidelinjen fulgt Ida Aukens (R) forsøg på at få resten af Christiansborgs øjne op for de udfordringer, som ikke forsvinder af sig selv. Allieret med ingeniørernes brancheorganisation IDA har den radikale politiker sat emner som algoritmer, sundhedsteknologi og fintech til diskussion. 

Hver gang en halvårlig seance er blevet afsluttet, har det affødt mindre skvulp i mediernes spalter. Men Ida Auken har måttet erkende, at det selv for en young global leader, som World Economic Forum døbte hende fem år tilbage, er svært at erobre en dagsorden. Bevares. Der har været skrevet stribeavis af artikler om konsekvenserne af teknologiens indtrængen. Men tonen er ofte skeptisk, frygtstyret og i nogle tilfælde paranoid. Og ikke skåret efter den konstruktive skabelon, som både Lars Løkke Rasmussen, Marie Louise Gørvild og Ida Auken efterspørger.

Modbølgen skyller over os. Og en mediebranche, som selv er offer for Facebook og Googles hærgen og huseren, er næppe tilbøjelig til at træde på bremsen, når chancen byder sig for at give igen. Det store spørgsmål er, hvad resten af verden finder på, mens vi øver os i at tænke i 360 grader. Og perfektionerer evnen til at se produkterne i den kontekst, som de skal leve i.

Risikerer vi, at der går så meget rundkredspædagogik i den, at kineserne blot træder endnu hårdere på speederen og udvikler nye metoder til effektiv genredigering? Mens Silicon Valley præsterer en AI, som er lysår foran Europa?

Håbet er, at vi med GDPR og antitrust sætter en retning, som hverken USA eller Kina kan ignorere. Men det kan i skrivende stund ikke udelukkes, at vi snarere er med til at cementere vores position som tabere i den nye digitale økonomi.