Morten Helveg: Regeringens symbolpolitiske stramninger løser ikke årtiers fejlslagen integration

Af Morten Helveg Petersen
MEP, Radikale Venstre

Der er et år til næste EP-valg. Opbakningen til det europæiske samarbejde har aldrig været større. Det betyder, at vi kan diskutere politik frem for at tale om for eller imod.

Hvilket Europa vil vi have, frem for om vi skal være medlem af det europæiske fællesskab eller ej. Hvilket Europa vi vil forme, frem for hvordan vi slipper for at forpligte os.

Det bliver bedre. For EP-valget falder sammen med hele diskussionen omkring det næste EU27-budget. Altså hvad skal EU bruge sine penge på i den næste budgetperiode frem mod 2027.

Det er en fantastisk debat, som netop er knyttet helt tæt sammen med reformeringen af fællesskabet. Skal vi for eksempel bruge flere penge på at sikre Europas ydre grænser og på indsatser for at give migranter og flygtninge noget at stå op til og noget at se frem til, så de ikke påbegynder en farefuld færd over Middelhavet.

Symbolpolitik og varm luft
Det bliver bedre endnu. For på Europadagen 9. maj tog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) endelig, endelig, endelig et lille skridt i retning mod Venstres historisk positive relation til Europa.

Så længe mennesker drukner på flugt fra Assads uhyrligheder i Syrien, er der ting, vi må gøre bedre i EU. 

Morten Helveg Petersen
MEP, Radikale Venstre

Statsministen opfordrede direkte til en debat om både de danske forbehold og af EU i al almindelighed. Det kan man kun kvittere for.

At regeringen med Løkke og finansminister Kristian Jensen (V) så forlods har bedyret, at de ikke vil bruge flere penge på EU, selv om de ønsker, at EU skal løse nye og større opgaver, er en anden sag.

Men det er et reelt standpunkt. Og det er præcis dét, vi har brug for. At gøre EU til et område, hvor de politiske klinger krydses, og meninger brydes – året rundt.

EU er her, EU er kommet for at blive. Spørgsmålet er, hvilket EU vil vi have, og hvad Danmarks rolle er i det.

Det er så langt fra den danske regerings symbolpolitik, hvis varme luft og latin efterhånden desværre også er velkendt på gangene her i Bruxelles. Sådan går det jo, når man lægger en konsekvent linje.

Virkelige problemer
624 kvinder, mænd og børn. Så mange er allerede i år forsvundet eller druknet i deres forsøg på at nå den europæiske side af Middelhavet.

Der er ingen symbolik i det tal. Det er rå og ubarmhjertig fakta. Det svarer til over fire tragiske dødsfald om dagen. Og efterhånden som temperaturerne stiger, kan vi forvente, at dødstallene gør det samme.

Det eneste positive, der er at sige om det, er, at dødstallet er faldet til godt en femtedel af, hvad det var for to år siden. 

Så længe mennesker drukner på flugt fra Assads uhyrligheder i Syrien, er der ting, vi må gøre bedre i EU. Der er politiske valg at diskutere. Politiske valg at træffe. Rigtige løsninger på virkelighedens problemer.

Skal vi sætte ind i de lande, folk flygter fra. Skal vi presse Irak og Eritrea til at hjælpe med at tage hånd om deres befolkning og samarbejde med os. Skal vi hjælpe med flere hænder i Grækenland og Italien til at håndtere de mange tusinde mennesker, der faktisk er nået i land i Europa. I dag sidder de fanget i uhumske lejre med for lidt plads, mens deres asylbehandling strander midt i bunkerne på de overbelastede embedsmænds skriveborde. Skal vi acceptere, at børns vigtigste år går tabt i spildtid, der kunne være undgået?

Skal vi i Nordeuropa vende ryggen til det hele og lade italienerne og grækerne stå med problemerne selv. Skal vi fortsat give fløjten i at kontrollere flygtninge- og migrantstrømmen og symbolbehandle bag vores egen grænsebom? 

Vi skal tage os sammen
Intet land kan forblive en ø. Europas udfordringer kender ingen landegrænser, de er også Danmarks udfordringer. I det kommende år har vi en enestående vigtig opgave i at sætte Europa med alle dets fejl og mangler, styrker og muligheder til debat.

Det er nu, vi skal stille de europæiske stats- og regeringschefer til regnskab for deres unødvendige tøven og manglende samarbejde omkring alt fra migration og flygtninge til klimaet og den grønne omstilling. Vi skal kræve af Europa, at det tager sig sammen. At vi tager os sammen, for det er os, der er Europa.

Hvad sker der, Danmark?
Regeringen lander i disse dage og uger delaftalerne i den såkaldte Ghettoplan, Ghettopakke eller hvad den nu hedder af Ghetto-noget helt tredje.

Dermed er vi nået dertil, hvor der i dagens Danmark er flertal for, at Christiansborg skal bestemme: Hvilket tøj vi går i, hvilken skole vi går i, hvilken bolig vi bor i, om vi skal gå i institution, hvornår vi må sove, hvad vi skal spise.

Listen er længere endnu.

Og jeg tager næppe munden for fuld, hvis jeg kategoriserer listen som værende i den skarpest mulige kontrast til regeringens udsagn (og selvforståelse) om at være den mest liberale nogensinde.

Læg dertil, at der fremadrettet skal gælde særlige regler for særlige mennesker i særlige områder. Et todelt samfund, et todelt Danmark. Et Danmark, hvor der ikke er lighed for loven.

Demokratiets forkæmpere må vende sig i gravene. For mig er det en så ekstrem udvikling, at jeg har svært ved at forstå, at den udvikling rent faktisk sker i mit Danmark, i det fædreland, jeg kender og elsker.

Sådan med symbolpolitiske stramninger løser vi ikke årtiers fejlslagen integration. Den slags politik er, hvis jeg skal være bramfri, med til at minde mig om, hvorfor jeg genopstiller til Europa-Parlamentet.