Museumsinspektør: Kulturarven påvirkes af nye regler for ophavsret

KRONIK: Mens nogle artikler i det nye copyrightdirektiv har vakt opstandelse, er andre artikler i al stilfærdighed blevet modtaget med forbeholden glæde hos den europæiske kulturarvssektor, skriver Merete Sanderhoff fra Statens Museum for Kunst.

Af Merete Sanderhoff
Museumsinspektør og seniorrådgiver inden for digital museumspraksis, Statens Museum for Kunst

Verden er forandret. Det skyldes ikke det nye copyrightdirektiv, men forudsætningen for, at det er blevet til: digitaliseringen.

Den er en gamechanger, der har vendt op og ned på, hvordan vi skaber, arbejder, interagerer, oplever og forbruger – på godt og ondt.

Jeg arbejder som museumsinspektør og rådgiver inden for digital museumspraksis.

Helt konkret med at frisætte digitaliseret kunst og kulturarv på nettet og facilitere brugen af den for eksempel i folkeskolen, på Wikipedia og til ny kreativitet, innovation, design og produktudvikling.

Det skal understreges, at jeg ikke er jurist. Men qua mit virke inden for det digitale felt har jeg fulgt forhandlingerne om det nye direktiv med særlig interesse for, hvordan det vil give EU-borgerne bedre og lettere adgang til vores fælles kulturarv på nettet.

For det er ikke kun et ønske, men et behov og en forventning i det 21. århundrede. Mine kommentarer skal derfor læses som en søgen efter afklaring på spørgsmål, der melder sig i kølvandet på det nye copyrightdirektiv.

For hvordan skal det udmøntes i praksis?

Byder på fremskridt
Set fra kulturarvssektoren – Europas museer, arkiver og biblioteker – byder direktivet på markante fremskridt.

Vi opererer i en digital virkelighed, hvor vi har rigeligt at gøre med at følge med udviklingen inden for digitale teknologier og brugermønstre.

Vi skal fortsat løfte vores klassiske forpligtelser for folkeoplysning, tilgængeliggørelse, forskning, bevaring og dækkende indsamling af kunstværker, bøger, tidsskrifter, aviser, offentlig dokumentation, film, tv-produktioner og meget mere.

Samtidig skal vi tackle de anseelige barrierer for at udfylde alle disse public service-opgaver, som den eksisterende copyrightlovgivning opstiller.

En lovgivning, der er sat i verden længe før, at digital delbarhed blev en del af hverdagen.

Lad os se på de vigtigste nyheder i direktivet med et kulturarvsblik.

Kan kaste lys over store mængder kulturarv
Artikel 3 åbner forskningspotentialerne i digitaliseringen ved at give kulturarvs- og forskningsinstitutioner ret til at lave tekst- og datamining af såvel skriftlige som visuelle værker.

Hvad der vil være uoverskuelige mængder data for individuelle forskere at analysere, kan nu gennemtrawles af computere, der kan spytte hidtil usete sammenhænge og underbelyste områder ud i den anden ende.

Det vil kaste nyt lys over de omfattende mængder kulturarv, som vores samlinger rummer.

Positivt er det, at denne ret ikke kun omfatter klassiske forsknings- og samlingsinstitutioner, men også den private sektor.

Det er en anerkendelse af, at meget innovation i dag sker i offentlig-private partnerskaber, som sammen kan skabe resultater, som de ikke ville kunne alene.

Kulturarvsinstitutionerne har den unikke kulturarv og -viden og virksomhederne den veludviklede digitale teknologi.

Men hvad betyder det i praksis, at undtagelsen kun gælder værker, som man har lovlig adgang til?

Skal man have en licensaftale til det indhold, hvor man vil bringe undtagelsen i brug?

Undtagelse kan ramme uddannelsesinstitutioner
Artikel 5 forpligter medlemsstaterne til at indføre en undtagelse for brug af digitaliserede værker i undervisningen.

Det er umiddelbart sød musik i kulturarvsinstitutionernes ører, der løfter en stor dannelsesopgave i samfundet og ligger inde med uendelige mængder autentiske, læringsegnede kilder og værker, der bragt i spil kan være med til at udvide børn og unges videnshorisont.

Men undtagelsen er formuleret sådan, at den kan gå hen og blive prohibitivt dyr for uddannelsesinstitutionerne.

Medlemsstaterne kan vælge at give rettighedshaverne en kompensation for undtagelsen, og ser man på lignende tilfælde, vil rettighedsorganisationerne med stor sandsynlighed lobbye for, at den kompensation bliver klækkelig.

I sidste ende kan det resultere i, at meget af det copyrightomfattede materiale, der nu kunne komme undervisere og elever til glæde og gavn, bliver for dyrt at inddrage i undervisningen.

Og så er vi lige vidt.

Lige præcis udbredelsen af viden og kulturarv gennem undervisning burde have så vigtige, positive samfundseffekter, at man kunne hjælpe undervisnings- og kulturarvssektoren bedre på vej her.

Skuffelse trods forbedring
Artikel 6 er for mig at se en skuffelse, på trods af at den er en forbedring af den eksisterende lovgivning.

Den giver nemlig kulturarvsinstitutionerne en ny undtagelse til at digitalisere deres copyrightbeskyttede samlinger – men kun med henblik på bevaring.

Når man tænker på, at det nye copyrightdirektivs formål er at modernisere de europæiske ophavsretsregler, så de passer bedre til den digitale virkelighed, er det ærgerligt, at man standser her.

Kulturarvssektorens samfundsrolle begrænser sig ikke til at bevare kulturarven.

En afgørende del af dens eksistensberettigelse ligger i at skabe relevante oplevelser for borgerne, og det sker gennem at tilgængeliggøre, levendegøre og inspirere til aktiv brug og deltagelse.

Det er her, at læring og udvikling tager fart og gør en forskel i menneskers liv og dermed i samfundet.

Fremskridt gør værker tilgængelige
Artikel 8 til 11 er et vigtigt fremskridt for kulturarvssektoren. Nærmere bestemt for alle jer brugere, som vi er her for.

Den giver kulturarvsinstitutioner ret til at digitalisere og tilgængeliggøre værker, der ikke længere er i handlen.

Hvad de færreste nok tænker over, er, at store dele af den kulturarv, der opbevares i museer, arkiver og biblioteker på offentlighedens vegne, er umulige at få fat på i butikkerne, men også umulige for kulturarvsinstitutionerne at stille til rådighed på internettet på grund af ophavsret – indtil nu.

Det har fængslet en hel masse værker, som ingen rettighedshavere alligevel tjente penge på, hvilket hverken skabere eller publikum har haft glæde af.

Men – for der er et forbehold – det kan blive et tungt arbejde for kulturarvsinstitutionerne at verificere, at værker i deres samlinger rent faktisk er ude af handlen, og at de derfor har ret til at tilgængeliggøre dem digitalt.

Jeg kan frygte, at arbejdsbyrden vokser sig lige så stor som den, som direktivet for forældreløse værker har medført.

Det kan medføre, at de i princippet delbare værker forbliver bag lås og slå, indtil ophavsretten med sikkerhed er udløbet.

Museer kan påberåbe copyright
Endelig er artikel 14 en glædelig nyhed.

Når man digitaliserer værker, der er fri af ophavsret, må man fra nu af ikke pålægge de digitale reproduktioner nye rettigheder.

De skal være i public domain ligesom det underliggende værk. Det er en ratificering af Europeanas ti år gamle 'Public domain charter' og en stor sejr for kulturarven.

Dog åbner artiklens formulering for en fortolkningsstrid.

For der kan gøres undtagelser, hvis en reproduktion er udtryk for en intellektuel, kreativ indsats fra skaberens side.

Det genåbner den gamle diskussion om, hvorvidt en fotograf kan hævde copyright over et billede af et værk i public domain, fordi der er arbejdet med blandt andet lyssætning og farvestyring, hvilket reelt er praksis på rigtig mange europæiske museer fulde af copyrightbeskyttede fotografier af værker i public domain.

Set gennem de langsynede kulturarvsbriller er copyright en midlertidig undtagelse til det offentlige domæne, hvor vi alle har ret til at bruge hele menneskehedens intellektuelle og kreative arv.

Med denne kattelem i direktivet kan kulturarvsinstitutioner principielt blive ved med at lave nye reproduktioner af deres public domain-samlinger og påberåbe sig copyright over dem.

Var det hensigten med det nye direktiv?

Overordnet afstedkommer det nye copyrightdirektiv for mig at se flere spørgsmål end svar, og opklarende kommentarer er velkomne.

Kulturarvssektoren har brug for kyndig hjælp til at afdække, hvordan det nye copyrightdirektiv skal omsættes til praksis, så vi kan udføre vores opgaver med ro i sindet – vel vidende at vi bidrager med væsentlige byggeklodser til det 21. århundredes samfundsborgere i form af kulturarvsdata og -indhold af højeste karat fra troværdige kilder.

Forrige artikel Helveg: De færreste ved, hvad vi opnår i Europa-Parlamentet Helveg: De færreste ved, hvad vi opnår i Europa-Parlamentet Næste artikel Radikal om copyright: Vi styrker techgiganterne i forhold til artisterne Radikal om copyright: Vi styrker techgiganterne i forhold til artisterne
Ugens Europa-podcast: Budgetbissen Mette Frederiksen på de bonede gulve

Ugens Europa-podcast: Budgetbissen Mette Frederiksen på de bonede gulve

PARLAMENTET#83: Statsministeren ”svinger godt” med Trump, sagde hun under denne uges NATO-topmøde. I næste uge bliver det så EU's tur til at holde topmøde, og der kaster Frederiksen sig igen ind i den hårde budgetdebat. Hør Danmarks nye EU-ambassadør fortælle om en dagsorden fyldt med penge, klima og fremtidssnak.