Debat

Nyt Europa: #OpenLux sætter EU-land i centrum af ny skatteskandale

DEBAT: Når Luxembourg agerer skattely for skattesky milliardærer, truer det genopretningen af Europas økonomier, skriver Hannah Brejnholt.  

Solidaritet er en by i Rusland, når milliardærer og virksomheder undslår sig deres samfundsansvar i krisetider, skriver Hannah Brejnholt. 
Solidaritet er en by i Rusland, når milliardærer og virksomheder undslår sig deres samfundsansvar i krisetider, skriver Hannah Brejnholt. Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvom det er ved at være daglige nyheder, så er det stadig chokerende og beskæmmende at læse endnu en afsløring om skatteunddragelse inden for EU’s egne grænser.

I denne uge ruller en ny skatteskandale, under navnet #OpenLux ud i offentligheden. Den afslører, hvordan store selskaber og navngivne milliardærer udnytter et EU-skattely, nemlig Luxembourg, til at oprette skuffeselskaber for at undgå skattebetalinger.

Det store researcharbejde #OpenLux blev mandag offentliggjort af Le Monde og 16 partnere og baserer sig blandt andet på en gennemgang af de offentligt ejerskabsregistre, som en lang række NGO’er i Tax Justice-bevægelsen har være med til at kæmpe for, herunder Oxfam IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke fra Danmark.

Det er afsløringer som dette, der viser, at samfundskontrakten ikke gælder for de rigeste i samfundet.

Hannah Brejnholt
Seniorpolitisk rådgiver, Oxfam Ibis

#OpenLux viser igen, hvordan milliardærer og store virksomheder udnytter systemet for undgå skattebetalinger. Når milliardærer og multinationale selskaber opretter skuffeselskaber for at undgå eller kraftigt nedbringe deres skattebetalinger, så får det reelle omkostninger for helt almindelige europæere.

Mister milliarder af euro
I EU står vi sammen med resten af verden over for en dyb økonomisk og social krise. Slappe skatteregler og ringe gennemsigtighed i visse europæiske lande gør det muligt for store selskaber og milliardærer at planlægge sig ud af at betale deres andel af skattebilletten. Resultatet er, at vi som fællesskab mister milliarder af euro. Milliarder, der særligt i disse krisetider, er helt afgørende for en genopretning af Europas økonomier efter Covid-19.

For nyligt kunne Oxfam IBIS’ ulighedsrapport afsløre, at uligheden i EU er støt stigende under Covid-19. Hvor helt almindelige mennesker har mistet arbejdet, og de nationale økonomier bløder, så er de superrige kun blevet rigere.

Det er afsløringer som dette, der viser, at samfundskontrakten ikke gælder for de rigeste i samfundet, og det er både urimeligt, og truer med at puste til den stigende følelse af utilfredshed i samfundet. Solidaritet er en by i Rusland, når milliardærer og virksomheder undslår sig deres samfundsansvar i krisetider ved ikke at betale deres fair andel til samfundet, men skjuler deres formuer i skattely.

Mangelfuld skattelyliste
Den store skandale er, at dette sker i Europa. Luxembourg fungerer som skattely, men figurerer alligevel ikke på EU's sortliste over skattely, da den per definition udelukker europæiske medlemsstater. På den måde kan man undslå sig sit ansvar - så længe man altså gør det inden for EU’s egne grænser.

Et selvsagt håbløst og ubrugeligt system, hvis vi for alvor vil kræve åbenhed om skat. Det får det også til at klinge hult, når vi peger fingre ad eksotiske skattely-lande som Panama eller lande som Trinidad og Tobago. EU har brug for at få orden i eget hus for troværdigt at kunne pege fingre ad andre lande i verden.

Denne form for aggressiv skatteplanlægning og underminering af vores fælles skattekasse, som Le Monde har afdækket med #OpenLux-filerne, er under al kritik. Den gode nyhed er, at vi kan gøre noget ved det.

Allerede i næste uge mødes EU's finansministrere for at opdatere EU's skattelyliste, og det vil være oplagt, at Danmark kræver handling mod EU's egne skattely der.

Ugen efter skal EU's erhvervsministrere mødes for at diskutere et forslag om mere åbenhed i multinationale selskabers aktiviteter i skattely. Og her er det igen lige så oplagt, at Danmark kræver omgående handling.

De europæiske regeringer har mulighed for at stoppe Luxembourg og andre skattely, men det kræver politisk pres og bevågenhed - og hvis der nogensinde var et tidspunkt for EU at steppe op og kræve ansvarlighed af sine medlemslande, så er det da nu. Midt i en social og økonomisk krise er asocial skatteunddragelse det sidste, vi har brug for. EU skattelylisten skal strammes op, så alle bidrager til fællesskabet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hannah Brejnholt

Seniorpolitisk rådgiver, udviklingsfinansiering, Oxfam Ibis; forkvinde for Eurodad og bestyrelsesmedlem i Nyt Europa
Kandidatgrad i international udvikling og fransk (RUC); Diplom i strategisk ledelse

0:000:00