Forsker: Europas solidaritet med Ukraine svækkes af russisk informationskrig

Ruslands krig i Ukraine betød en tilbagevenden af sikkerhedspolitikkens hårde brutale væsen, med fokus på logistik, forsyningskæder og for nogle et kærkomment afbræk fra diskussionen om hybridkrigsførelse.

Men skal vi være opmærksomme på, at støtten til Ukraine forudsætter en vestlig vilje – en vilje der både presses af den økonomiske krise og udhules af russiske propagandister.  

Selvom de ukrainske sejre ved Kherson og Kharkiv har efterladt en forslået russisk hær, der med besvær har stabiliseret frontlinjen, er krigen fortsat afhængig af europæisk støtte.

Det gælder både i forhold til materiel og fortætningen af sanktionsregimet rettet mod Rusland.

Men denne støtte forsøger russiske statsaktører at erodere, både ved at miskreditere den ukrainske stat, anklage vesten for krigsliderlighed og udnytte almindelige europæers frustrationer over energipriser og inflation.

Vrede demonstranter

Kigger vi udover Europa, begynder vi at se disse frustrationer føre til massedemonstrationer, og hvordan Russiske aktører spøger i kulissen.

Selvom russisk indblanding i franske protester ikke er bevist, bruges de jævnligt af russiske propagandister som eksempel på vestligt kollaps.

Christiern Santos Okholm
Ph.d-studerende, European University Institute

I starten af september gik 70.000 vrede tjekkere på gaden over gaspriser og krævede ’militær neutralitet’ fra EU samt genoprettelse af faste gasleverancer fra Rusland.

Arrangørerne bag demonstrationen, der tidligere har haft tætte bånd til Rusland, blev anklaget af den siddende regering for at være i lommen på Kreml.

Lignende demonstrationer kunne også ses i Frankrig, hvor 100.000 demonstrerede imod høje energipriser, inflation og manglende økonomisk støtte til de laveste i samfundet.

Selvom russisk indblanding i disse franske protester ikke er bevist, bruges de jævnligt af russiske propagandister som eksempel på vestligt kollaps og en historie om genuin fransk apati mod Nato og EU.

Tyskland og Italien som mål

Tyskland, der modvilligt måtte skrue bissen på overfor Rusland, udgør et særligt mål for russisk desinformation.

Her kan desinformations aktører udnytte en særlig historisk skam fra anden verdenskrig, en vis pragmatisk handelspolitik og romantisering af Rusland på både den tyske højre- og venstrefløj til at påvirke Europas største økonomi, våbenproducent og tungeste politiske stemme.

I takt med at Meloni skal redde italienerne fra en nødlidende økonomi, kan finansiel og militær støtte til Ukraine nemt fremstå som en urimelig nedprioritering af hendes vælgeres trængsler.

Christiern Santos Okholm
Ph.d-studerende, European University Institute

Chefen for den tyske indenrigstjeneste advarede i august om, at Rusland kunne anvende højreekstremister og konspirationsteoretikere til at mobilisere demonstrationer mod regeringen som pressionsmiddel i krigen mod Ukraine.

Selvom eksisterende energidemonstrationer har været små i sammenligning, kommer de i kølvandet på mindre pro-russiske demonstrationer og et generelt problem med russisk desinformation på den tyske højrefløj.

I Italien har den nye højrepopulistiske Meloni-regering fastholdt en pro-ukrainsk linje, hvilket står i skærende kontrast til støttepartiernes pro-russiske holdninger.

Eksempelvis har Salvini haft økonomiske bånd til Kreml, og senest pralede Berlusconi af at have Putin som nær penneven.

Samtidigt har det italienske medielandskab vist sig særligt modtageligt overfor udenlandsk desinformation, der har kunnet udnytte en kultur for sensationssøgende tabloidpresse, hvor nyheder og opinionsindhold ofte er uadskillelig.

Her har store landsdækkende medier ageret platform i bedste sendetid til talspersoner fra det russiske forsvar, udenrigsministeriet, inklusive udenrigsminister Sergei Lavrov, og berygtede russiske propagandister som Solovyov.

I takt med at Meloni skal indfri valgløfterne om at redde italienerne fra en allerede nødlidende økonomi, kan finansiel og militær støtte til Ukraine nemt fremstå som en urimelig nedprioritering af hendes vælgeres trængsler.

Alle kanaler udnyttes

Selvom Europas forsøg på at fylde sine gaslagre har ført til et fald i gaspriserne til det laveste siden juni, er det fortsat usikkert, hvor længe dette vil vare ved.

Samtidigt er det vigtigt, at europæiske tiltag skal tilgodese almindelige borgere og skærme dem mod de dele af inflationen, der ikke kun drives af høje gaspriser. Derfor er det fortsat vigtigt at holde øje på de frustrationer.

Skal den europæiske solidaritet med Ukraine bestå, skal vi være bevidste om hvilke frustrationer, der bliver udnyttet af russiske desinformationsaktører.

Christiern Santos Okholm
Ph.d-studerende, European University Institute

Trods geoblokeringer af store medieplatforme som RT og Sputnik, har russiske disinformationskampagner sadlet om og benytter nu nye kanaler for at nå europæiske publikummer.

En rapport fra EU DisinfoLab fandt en række russiske ”medie-dobbeltgængere”, hvor russiske aktører udgav sig for at være veletablerede medier og kapre deres troværdighed til at sprede falske påstande om Ukraine og Rusland.

Samtidigt har russerne intensiveret sin brug af vestlige influencers og pseudo-journalister, der har fået særlig adgang i de besatte områder i Ukraine og jævnligt producerer ”dokumentation på Kyivs krigsforbrydelser”.

På de alternative platforme Telegram, Odysee og Rumble spreder netværk af disse medier og influencers historier om, at sanktionerne ikke rammer russerne, men europæerne, at materiel støtte går til fascistisk styre i Kyiv på nødlidende europæers bekostning, og at ansvaret for krigen ligger hos et krigsliderligt Vesten.

Skal det europæiske sammenhold og solidaritet med Ukraine bestå, skal vi være bevidste om hvilke frustrationer, der kan og bliver udnyttet af russiske desinformationsaktører, samt hvor og hvordan denne udnyttelse finder sted.

For selvom krigen vindes med krudt og kugler, skal den europæiske vilje bestå krigen ud.