Podcast: Hvor står Danmark, når Europas store budgetkamp starter i dag?

PARLAMENTET #94: Videotopmøde fredag kridter banen op til mindst en måneds hårde slutforhandlinger om EU’s fremtidsbudget og genopretningen af Europas økonomi efter coronakrisen. Alle kommer til at gå på kompromis, også Mette Frederiksen.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Hvis der er noget, Europas ledere er enige om, så er det, at situationen er helt enestående og uden fortilfælde. De er også enige om, at EU derfor må gøre en ekstraordinær indsats for at vriste Europa ud af den økonomiske krise, som covid-pandemien har skabt.

Men nogenlunde lige efter de to konstateringer ophører enigheden. For præcis hvilke saltvandsindsprøjtninger er der brug for, hvordan skal de udføres, hvilke medlemslande skal især nyde godt af dem og hvordan? Hvor meget skal være lån, hvor meget skal være direkte støtte? Hvor skal pengene komme fra?

Det er lige præcis den diskussion, som statsminister Mette Frederiksen (S), Angela Merkel, Emmanuel Macron og lederne fra resten af de 27 medlemslande går ombord i, når de fredag blænder op for et virtuelt topmøde på deres computerskærme.

EU-Kommissionen har foreslået et syvårigt rammebudget til omkring 8.200 milliarder kroner for perioden 2021-2027, som på grund af coronakrisen skal toppes op med en gigantisk genopretningsplan til yderligere 5.600 milliarder kroner.

Det er disse store budgetter, der er på bordet, når EU’s rådsformand, Charles Michel, åbner for videotopmødet fredag.

Ingen forventer, at der kommer noget gennembrud på dette møde, som muligvis bliver det sidste i virtuelt format foreløbig. Forventningen er, at det blot skal gøde jorden for et eller flere fysiske budgettopmøder i Bruxelles i løbet af juli måned.

”Ingen kan for alvor flytte sig fra deres standpunkter endnu, så det bliver en slags orientering om de kendte fronter i kampen. Men det er nødvendigt for, at EU’s rådsformand kan vurdere udgangspunktet for de virkelige forhandlinger,” siger en højtstående diplomat.

Rådsformand Charles Michel skal tage stilling til, hvornår han kan fremlægge et nyt forslag til kompromis, som kan få Sydeuropas ønske om støtte til at mødes med sparekravene fra Danmark og andre nordeuropæiske medlemslande.

”Vi opfatter os ikke som nærige. Vi er med på, at der skal gives penge for at sætte gang i hjulene igen,” siger delegationslederen for det socialdemokratiske danske regeringsparti i Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose:

”Men vi kan heller ikke bare smide skatteborgernes penge ud, som om det var en stor gavebod. Solidaritet handler også om, at man som medlemsstat gør en indsats for ikke at ligge de andre til byrde,” siger hun.

Mød Schaldemose i ugens europæiske podcast, hvor hun hjælper med at kridte banen til videotopmødet op sammen med Altingets eksperter, Rikke Albrechtsen og Thomas Lauritzen.

Det er podcasten, hvor du både kan forstå, hvad der er status for den europæiske budgetdebat lige nu – og få en fornemmelse af, hvorfor både Mette Frederiksen og alle de andre ledere blive nødt til at gå på kompromis i løbet af den kommende måneds tid.

”Det her er en af de vigtigste beslutninger i EU’s moderne historie,” siger Altingets EU-redaktør, Rikke Albrechtsen.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Europa-nævnet støtter Altingets dækning af EU's budgetforhandlinger.

Forrige artikel Ugens Europa-podcast: Det har Vestager lært af coronakrisen Ugens Europa-podcast: Det har Vestager lært af coronakrisen Næste artikel Podcast: De sidste forhandlinger mellem EU og briterne venter – det betyder de for Danmark Podcast: De sidste forhandlinger mellem EU og briterne venter – det betyder de for Danmark