Professor: Menneskeretsdomstolens uafhængighed er ikke i fare

Af Mads Bryde Andersen
Professor, dr.jur., Københavns Universitet

I et indlæg til Altinget 10. marts har Danmarks forhenværende ambassadør ved Europarådet, Claus von Barnekow (CvB), rettet en skarp kritik mod regeringens udspil til den såkaldte Københavnererklæring, som den har forberedt som led i vort aktuelle danske formandskab for Europarådet.

Erklæringen vil blive drøftet ved en diplomatisk konference i København i april.

Dens hovedbudskab lyder, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) bør vise tilbageholdenhed med sine fortolkninger, navnlig inden for værdipolitiske områder som for eksempel immigrationsområdet, hvor de nationale demokratier fungerer fint.

CvB mener, at en sådan erklæring vil være et alvorligt anslag mod ”det europæiske konventionssystem”, hvorved han vel sigter til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) med tillægsprotokoller.

Han mener, at ”verden” har accepteret det standpunkt, at menneskerettighederne er ”universelle”. Han ser det ligefrem som ”foruroligende”, at der nu søges ”folkelig opbakning” til dem.

Den Københavnererklæring, som regeringen har forberedt, og som Claus von Barnekow er så opbragt over, forsøger at sende signaler til EMD om, at domstolsdynamikken er gået for vidt.

Mads Bryde Andersen
Professor, dr.jur., Københavns Universitet

Rettigheder kan tåle diskussion
Synspunktet er helt skævt. Ligesom andre retsregler er menneskerettigheder skabt af mennesker. De domstole, der anvender menneskerettighederne som grundlag for konkrete afgørelser, er også mennesker, der kan se forskelligt på tingene.

Derfor må enhver menneskerettighed tåle en politisk diskussion. Uenigheder forekommer i øvrigt ofte internt i EMD, hvor der ofte er dissenser om centrale fortolkninger.

Problemet med EMD er, at netop denne domstol gennem de sidste årtier har valgt at fortolke menneskeretskonventionerne med sigte på helt andre situationer end dem, der begrundede deres vedtagelse.

Disse såkaldt dynamiske fortolkninger har givet begrebet menneskerettighed et helt andet indhold end det, de fleste forbinder med det i form af for eksempel tortur, massive anslag i retten til at ytre sig, vilkårlige fængslinger og den slags.

De dynamiske fortolkninger har skabt detaljerede dommerskabte regler om så forskelligartede temaer som miljø- og naboforhold, pressens ret til at fotografere kendte personer i det offentlige rum, aktindsigt i den offentlige forvaltning og eksklusivklausuler i kollektive overenskomster.

Den dynamiske praksis er ikke en tilfældighed 
Hvor andre domstole anvender mere konkrete lovregler med videre, bygger en stor del af EMD’s retspraksis på helt generelt formulerede regler.

For eksempel er retten til familiesammenføring udledt af retten til ”privatliv og familieliv”. I nogle sager har EMD tilmed sat sig ud over konventionsfædrenes erklærede ønsker.

EMD’s dynamiske praksis er ikke udviklet ved en tilfældighed. I flere domme udtaler EMD, at den ser det som sin mission at udvikle menneskerettighederne og løbende løfte den menneskeretlige beskyttelse.

Dermed har EMD, uden udtrykkelig hjemmel i konventionsgrundlaget, gjort Europarådets mission til sin egen.

Den Københavnererklæring, som regeringen har forberedt, og som CvB er så opbragt over, forsøger at sende signaler til EMD om, at domstolsdynamikken er gået for vidt.

For en retsstatslig betragtning burde dette signal være ligetil. At lade domstole overtage den lovgivende magt ligger fjernt fra den tankegang, der er gældende her i Norden.

Vi anser det som domstolenes opgave at anvende gældende ret – ikke at udvikle den. Dommerne skal fortolke den lovgivning, politikerne har vedtaget. Ikke ændre den.

Hvis alligevel Højesteret ved en dom skulle udvikle en retstilstand, som et flertal i Folketinget var kede af, ville Folketinget blot kunne vedtage en modsat lov. På den måde kan de forskellige statsmagter holde hinanden i skak.

EMD's uafhængighed er ikke i fare 
Medlemsstaterne har derimod ikke mulighed for efterfølgende at tage forbehold over for enkelte dele af EMRK, fordi det politisk må anses for udelukket at ændre dens materielle bestemmelser.

Derfor er det helt legitimt, at en politisk valgt regering forbereder det signal, der udtrykkes i udkastet til Københavnererklæring.

CvB har ingen grund til at være bekymret for EMD’s uafhængighed og for den ”unødvendigt negative tone” i erklæringen. Signalet til EMD er både konstruktivt og respektfuldt.

I sin sprogbrug ligger det i øvrigt tæt op ad tidligere erklæringer fra Europarådets medlemsstater.

I Danmark har vi altid taget dommene fra EMD alvorligt og rettet ind, når vi er blevet dømt.

Sådan agerer langt fra alle stater. Mange stater – også i det pæne selskab af velfungerende retssystemer (eksempelvis Finland) – synes i al stilfærdighed at ignorere et antal fældende EMD-domme (for Finlands vedkommende 42). Find selv statistikken ved at søge på ”Country Factsheet COE”.

Med sit udkast til Københavnererklæring har den danske regering søgt at undgå denne reaktion. Følges signalet, vil EMD kunne bevare den respekt, der hersker om denne domstol, også på længere sigt.