Debat

Radikale: Energiunionen sikrer Europa med grøn strøm og fri konkurrence

DEBAT: Energiunionen vil gøre alle europæeres hverdag lettere og billigere. Bagved ligger energiagenturet ACER, der skal fjerne hindringer for effektiv energihandel, skriver Morten Helveg Petersen (R), medlem af Europa-Parlamentet.

ACER har intet med bærbare computere at gøre, men er det fælleseuropæiske agentur for energitilsyn, skriver Morten Helveg Petersen, MEP, Det Radikale Venstre.<br>
ACER har intet med bærbare computere at gøre, men er det fælleseuropæiske agentur for energitilsyn, skriver Morten Helveg Petersen, MEP, Det Radikale Venstre.
Foto: Pressefoto
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Jeg har før prist Energiunionen til langt op over skyerne i disse spalter. Og det vil jeg fortsætte med.

For som jeg ser det, bærer unionen på mange måder Europas fremtid både i sig og med sig. I sin grundkerne vil den gøre alle europæeres hverdag billigere og bedre.

Jeg vil endda gå så langt som til at skrive, at når vi politikere har fået lagt de perfekte rammer og sendt Energiunionen godt på vej, så behøver hverken du eller jeg at stå op om morgenen og frygte konsekvenserne af de natlige Twitter-udskejelser fra USA's nye og ekstremt tyndhudede præsident.

Konservative sydeuropæere har tendens til at mene, at vi nordboere er 'slappere' med vores vedvarende energi og havmøller. Atomkraft og kul er anderledes 'comme il faut' i de cirkler.

Morten Helveg Petersen (R), medlem af Europa-Parlamentet

Simpelthen fordi Energiunionen også er geopolitik på et niveau, som skaber den tryghed, vi alle sammen higer efter.

”Ham den grønne fra Danmark”
Derfor er jeg også drønstolt over, at mit daglige arbejde de kommende 2½ år - frem til den næste EP-valg i 2019 – vil handle om at flytte Energiunionen fra vision til virkelighed.

Energiunionen står øverst på dagsordenen i Parlamentets ITRE-udvalg, hvor jeg har sæde og netop er blevet genvalgt som vicepræsident.

En udvalgskollega har fortalt, at de bag min ryg kalder mig for ”ham den grønne”. Ikke det værste tilnavn for en Radikal, og i virkeligheden ret naturligt, al den stund at industri- og energiudvalget huser nogle af de tungeste og mest fossil-elskende politikere på kloden.

Apropos så har dele af den konservative EPP-gruppe vist nok givet min kollega Bendt Bendtsen, som også skal arbejde med Energiunionen, et tilsvarende navn. Konservative sydeuropæere har tendens til at mene, at vi nordboere er nogle 'slappere' med vores vedvarende energi og havmøller. Atomkraft og kul er anderledes 'comme il faut' i de cirkler. 

Energitilsyn og frit marked for energi
Mere specifikt skal jeg stå i spidsen for Parlamentets arbejde med et af de otte spor, som Kommissionen offentliggjorde før jul i den såkaldte ”Vinterpakke”, nemlig moderniseringen af ACER-forordningen.

Bortset fra navnesammenfaldet har ACER intet med bærbare computere at gøre. ACER er det fælleseuropæiske agentur for energitilsyn, og er reelt forudsætningen for, at vi overhovedet kan tale om at skabe et frit flydende marked for energi.  

ACER har blandt andet til opgave at sikre gennemsigtighed på de europæiske energimarkeder og hjælpe med at opbygge Europas grænseoverskridende energiinfrastruktur. Det går ikke fantastisk for tiden. Mange lande styrer i dag deres nationale energimarkeder med favorisering af egenproduktion, nogle steder er der helt monopollignende tilstande, andre opererer med få etablerede energileverandører.

I Frankrig for eksempel dominerer den nukleare sektor, og her er de stedlige myndigheder voldsomt tilbageholdende med at tillade flere vedvarende energikilder i Frankrigs energimiks. Det samme gør sig gældende i Tyskland, hvor brunkul (dirty kul) stadig udgør en stor del af energiforbruget.

Begrænset incitament for energiinvesteringer
Konsekvenserne er, at markedskræfterne er sat skak mat, hvilket igen går ud over forbrugerne, som betaler for høje priser for deres elektricitet.

Ydermere begrænser det selvsagt incitamenterne til at investere i vedvarende energikilder, når overskydende energiproduktion ikke kan eksporteres og anvendes optimalt.

Det er min overbevisning, at vi skal arbejde hen imod at gøre ACER til garant for, at enhver producent kan komme af med sin overskydende, grønne strøm til den bedste pris.

ACER har brug for nye muskler og ekstra myndighed, så agenturet kan slå hårdt ned, når/hvis der er lande, som bremser eller begrænser energiens fri bevægelighed.

ACER skal fremme markedsintegrationen og sørge for, at markederne fungerer, og konkurrencen er fri.

Agenturet fjerner hindringer for energihandel
Isoleret set er det vigtigt for Danmark, at ACER kommer op i gear. Vi har en kedelig historik med, at tyskerne blokerer transmissionsnettet i sydliggående retning, hvor priserne er høje, og vi må derfor sende vores overskydende strøm nordpå, hvor priserne er langt lavere.

Det er ikke forkert at sige, at ACER er afgørende for vores overgang til et energisystem baseret på vedvarende energi, fordi agenturet netop vil øge konkurrencen og fjerne uberettigede hindringer for energihandel mellem lande.

I Danmark er er der politisk opbakning til at satse på den grønne elektricitet fra vindmøller, solpaneler og andre kilder, og til at overskydende produktion frit kan flyttes igennem hele Europa. Det vil gøre el-sektoren langt mere grøn og tillige give forbrugerne billigere priser.

Det kan vi finde flertal for i Danmark. Syd for Hamborg er det ingen selvfølge. Derfor bliver det kommende arbejde med ACER alt andet end en ”walk in the park”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Helveg Petersen

MEP (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00