Rasmus Nielsen: Spidskandidater i landskamp om stemmerne

Mens ugen blev præget af de ulyksaglige, politikerlede-skabende billeder fra kaotiske afstemninger i det britiske underhus, må vi EU27-borgere se frem til det forestående valg til Europa-Parlamentet. Hvad enten briterne vil være med eller ej. Hvor briterne spås at miste hele 10 procent af deres bruttonationalprodukt på skilsmissen − med fattigdom for den lavere middelklasse til følge − går Europa efter valide prognoser kun én procent tilbage isoleret set. Så vi må fatte mod og se fremad alene.

Vi kender nu det samlede felt af de danske spidskandidater, og da landet jo er én stor valgkreds, hvor alle kan stemme på alle kandidater, knytter der sig stor interesse til partiers og listers spidskandidater.

Det er mediernes − ikke myndighedernes − opgave at lave pålidelige meningsmålinger forud for valg og tage de nødvendige forbehold for metode, statistik usikkerhed med videre. Det er vores redaktion meget bevidst om. Det bør fortsat være et adelsmærke for Altinget.

Vores efterhånden mangeårige analyseinstitut Norstat har for os og Jyllands-Posten lavet en interessant måling af, hvor stor vælgeropbakning de ti spidskandidater nyder hos et repræsentativt udsnit af vælgerne tre måneder før valget søndag 26. maj.

Ikke overraskende er en vis kandidat ved navn "hr./fru Ved Ikke" den mest populære med 32 procent, efterfulgt af SF's livsduelige veteran Margrete Auken på 74 år med 15 procent og Venstres stilsikre Morten Løkkegaard med 12 procent. 

Der er i disse uger rig lejlighed til at opleve spidskandidaterne ved debatmøder og snart også i medierne. Ved sidste års Folkemøde arrangerede Europa-Parlamentet på Grønbechs Hotel en debat mellem de da kendte spidskandidater, hvor vi tilhørere fik et godt indtryk af deres form og argumenter. Indtrykket blev bestyrket ved en debat for nylig hos Finans Danmark under kyndig direktion af husets europadirektør, Sinne Conan.

"Margrete is it" tør det siges efter de seneste optrædender. Jeg skal være ærlig og tilstå, at jeg i flere år på redaktionen, før hendes genopstilling blev fastslået, talte om, hvor godt det ville være for den tidligere SF-formand Villy Søvndal at "lave en Schlüter" og stille op som sit partis spidskandidat til et EU-valg over hele landet og modtage mere end hundredetusinde stemmer. Det kunne han godt have fortjent, hvor han nu lever et politisk tomt liv i opposition i Region Syddanmark. 

Og var M. Auken ikke også alt for gammel? Nej. Aldersracisme, hold dig på måtten. Margrete Auken står til et stort valg. Sidst i 2014 fik hun 153.000 stemmer. Kan hun komme i nærheden af det, trods SF's svagere opbakning, vil det være fornemt. Hun har udviklet sig til en overbevist europæer, der klart tænker Europa før Danmark. Hun kender de grønne ordførere fra hele kontinentet og udtrykker forståelse for, hvordan man laver europæiske forlig og resultater. En socialistisk pragmatiker.

Dertil kommer, at hun − hvor andre bliver mere vrøvlede med alderen − faktisk nu om stunder evner at argumentere retorisk sammenhængende i mere end 30 sekunder. 

Morten Løkkegaard udnyttede − som andre før ham − sit kendte tv-ansigt til at blive opstillet og valgt, og siden har han udviklet sig til vidende fuldblodspolitiker. I 2014 fik den venlige kommunikationsmegafon cirka 44.000 stemmer, og det tal skal langt højere op denne gang (100.000+), hvis ikke Venstre og han skal skuffes. Det kan selv ikke en EU-skeptisk Søren Gade forhindre ham i.

Så er der bornholmske, europæiske Jeppe Kofod, der sidste gang scorede cirka 171.000 stemmer. Han er på forhånd undervurderet, fordi han måske anses for at være sådan lidt embedsmandsagtig i sin stil. Men undervurdér ikke socialdemokraten, der adlød partiets kald og gik fra en lovende folketingskarriere med ministerpotentiale til Europa-karrieren, han siden har passet og er vokset med. Han kan sit Europa, for eksempel når han fører valgkamp på bund under landenes selskabsskatter, noget der nok skal vinde genklang i samtidens vælgerhav. Jeg tror på, at venlige og vedholdende Jeppe Kofod i dag er så rutineret og vidende, at han i de afgørende tv-dueller kan træde ud af den hidtil lidt forsigtige stil. 

En anden Kofod kan godt i sin ungdommelige, forsigtige og pæne stil minde lidt om J. Kofod, det er DF's nye håb med fornavnet Peter. Han står i meningsmålingen kun til skuffende otte procents vælgeropbakning. Man kan godt frygte for partiet, at Peter Kofod Poulsen som ny på EU-himlen vil have svært ved at hamle op med de trænede EU-veteraner i tv. De kan substansen − han mest sin skepsis. Men selvfølgelig: Han har denne borgerlige EU-skepsis at stå på, og det er der kommet godt med stemmer i de seneste efterhånden mange år.

En kandidat fortjener særlig opmærksomhed, og det er den konservative nyskabelse Pernille Weiss. Ja, ny er hun kun på den landspolitiske scene, for de har kendt godt til hende i partiet i mange, mange år. Hun knokler med sine få, udsøgte budskaber, men slår hun retorisk til? Hun er så omhyggelig og i grunden sympatisk, at hun gerne indskyder forbehold og nuancer. Og hvad er det så, en potentiel vælger får?

Partiet er for længst gået i gang med store annoncer for deres EU-håb med et for mange nørdet argument om, hvor vigtigt det er, at Danmark kun gennem hende kan blive repræsenteret i Parlamentets største og mest indflydelsesrige gruppe. Det sælger næppe mange billetter i stemmeboksene i sig selv.

Weiss står i målingen kun til to procent af stemmerne. Partiet tror vist selv på, at hendes valg forudsætter både held og forstand.

Europa-Parlamentet har minsandten selv på kontinentalt plan fra Bruxelles fået instituttet Kantar til at lave en stribe meningsmålinger frem til valgdagene. Målingerne har fortjent fået kritik med på vejen, blandt andet af Mandag Morgens faktatjek-redaktion Tjekdet.dk (se link).

Ifølge prognosen, der brydes ned på medlemsstatsniveau − men hvor Folkebevægelsen mod EU i Danmark for eksempel ikke er med, fordi listen ikke stiller op ved det nationale valg − står Socialdemokratiet til at vinde fem mandater.

Men prognosen skal ifølge Mandag Morgens tålmodige faktatjekkere "tages med et endog meget stort gran salt, slår tre danske valgforskere fast. For selv om prognosen forsøger at forudsige resultatet af europaparlamentsvalget, så bygger den primært på målinger af, hvad danskerne har tænkt sig at stemme ved et folketingsvalg – og det er ikke nødvendigvis det samme, som vælgerne vil stemme ved europaparlamentsvalget."

Hvorfor bruger Parlamentet dine og mine europæiske person- og selskabsskatter på at lave vælgermålinger i eget navn i konkurrence med Europas stadigt svagere og færre frie medier? Det er da utænkeligt, at formand Pia Kjærsgaard fik Folketinget til at lave meningsmålinger.

Altinget har siden 2004 selv forsøgt sig med prognoser af EP-valg. Dengang skrev vores mangeårige valgstatistiker Søren Risbjerg Thomsen, der stadig lægger navn til vores kvalitetsvejede snit af danske meningsmålinger, om den europæiske såkaldte valgvind. Hans vurderinger er relevante 15 år senere:

"I den internationale diskussion blandt valgforskere betegnes kommunevalg og valg til Europa-Parlamentet ofte som ”andenrangsvalg” (second order elections). Tankegangen er den, at den væsentligste politiske interesse er knyttet til de nationale valg, og at stemmeafgivningen ved andre typer valg i høj grad er præget af den landspolitiske tilknytning til partierne.

I praksis er det dog ikke helt nemt. Ved europavalgene er der specielt i Danmark det problem, at vi har de to ikke-landspolitiske lister, Junibevægelsen (nu nedlagt, red.) og Folkebevægelsen mod EU.

Yderligere betyder det forhold, at hele Danmark udgør en enkelt valgkreds, hvor alle kan stemme på de samme kandidater, at den personlige stemmeafgivning til særlige kendte kandidater har stor betydning, uanset partiernes landspolitiske popularitet."

Så konkluderer Risbjerg følgende om sin daværende forskningsbaserede analyse, der tæt på årets valg er god at have i baghovedet:

"Den landspolitiske indflydelse er beregnet ud fra en sammenligning med gennemsnittet af samtidige landspolitiske meningsmålinger ved samtlige tidligere europavalg siden 1979. Analysen viser, at landspolitiske ændringer for de enkelte partier fra valg til valg slår igennem med cirka 77 procent. Samtidig er der en tendens til, at forskellen mellem landspolitisk tilslutning og EP-valg udjævnes med cirka 23 procent ved det følgende valg. Endelig slår ændringen i personlig stemmeprocent igennem med cirka 12,5 procent i de enkelte partiers tilslutning."

Med andre ord skal Europa-Parlamentet i Bruxelles stå meget tidligt op, hvis det skal spå resultatet af de frie valg, europæerne går til.

Parlamentet oplyser, at det vil "offentliggøre opdaterede fremskrivninger hver anden uge indtil udgangen af april og hver uge i maj måned indtil selve valget om natten. De første exit-polls vil blive offentliggjort 26. maj fra klokken 18.00 for de lande, hvor de foretages, og hvor afstemningerne er afsluttet, og hver time, indtil de foreløbige endelige resultater foreligger fra alle medlemslande."

Uha, uha. Med lidt god vilje giver det mening, at Parlamentet betaler for få pan-europæiske meningsmålinger for de 27 (28?!) medlemslande. Indtil selve valgkampen går i gang, og hvor myndigheden bør give sig selv spærretid for at påvirke valghandlingen. At Parlamentet ovenikøbet vil udsprede en exit-poll om, hvordan vælgerne rent faktisk har stemt rundtom, to timer før de danske valgsteder lukker klokken 20 om søndagen, bidrager kun til billedet af et ellers indflydelsesrigt og sympatisk europæisk parlamentet, der i sin iver for at kommunikere og få valgdeltagelsen op blander sig mere i valghandlingen, end selv de mest ivrige tv-stationer kunne finde få. Men nu har de fået nogen at citere ganske gratis.

God valgkamp. Gid den europæiske del af den bliver lang, nuanceret og fair.