Rina Ronja Kari: EU's sociale søjle er en lappeløsning

Opgør med social dumping udebliver 
Sidste efterår blev vi alle chokerede over sagen om de filippinske chauffører i Padborg og afsløringerne af helt urimelige arbejdsforhold.

Trådene omkring social dumping og de manglede arbejdstagerrettigheder kan trækkes helt tilbage til Laval-dommen i 2007.

Her var svenske bygningsarbejdere i konflikt for at sikre ligeløn for lettiske og svenske bygningsarbejdere.

Konflikten blev af EU-Domstolen dømt ulovlig med henvisning til, at den begrænsede den fri bevægelighed af tjenesteydelser.

En vigtig del af dommen var fortolkningen af udstationeringsdirektivet, der siger, at udenlandske virksomheder i det hele taget ikke er forpligtet til at betale mere end mindstelønnen og de minimumskrav til ferie, barsel og arbejdstid, der henvises til i udstationeringsdirektivet.

Selv om udenlandske arbejdere betales langt lavere, er der altså ikke tale om social dumping. Den dom har lagt grunden for mange lignende domme siden og sat en retning for EU.

Tjenesteydelser sættes over arbejdsrettigheder
EU's indre marked sætter virksomhedernes økonomiske friheder og sætter i den sammenhæng særligt tjenesteydelserne over arbejdstagernes rettigheder.

Det betyder, at de krav, standarder og kollektive kampskridt, som måtte komme på tværs af tjenesteydelsernes frie bevægelighed, kan blive dømt ulovlige af EU.

At den fri bevægelighed af tjenesteydelser står over sociale rettigheder, betyder, at vi ser sager som underbetalte filippinere i Padborg, på metrobyggeriet, i landbruget og inden for rengøring.

Det ændrer de tre nye forslag i den sociale søjle ikke på.

Et reelt socialt Europa ville vende det hierarki mellem de økonomiske friheder og de faglige rettigheder – det er det, som fagbevægelsen kalder for en social protokol.

Slip nu grebet om økonomisk styring
Den sociale søjle og lovinitiativerne gør heller ikke noget for at rulle nedskæringspolitikken tilbage.

Den politik, som har udløst en massiv social krise i Europa, hvor for eksempel in-work-fattigdom er steget til 9,6 procent. Det er mennesker, der har arbejde, men hvor lønnen er så lav, at de reelt lever i fattigdom.

Selv om tal fra EU-Kommissionen viser, at antallet af folk i risiko for fattigdom og social eksklusion er faldet lidt siden den økonomiske krises højdepunkt, har antallet i det store hele været uforandret i mere end et årti.

Medlemslandene er underlagt stram økonomisk styring fra EU, som fremmer nedskæringer på velfærden, forringelser af de sociale ydelser og højere pensionsalder.

Er en lappeløsning
Styringen kommer blandt andet fra finanspagten og det europæiske semester.

Grundlæggende er problemet, at EU ikke vil bryde med finanspagten, det europæiske semester eller nogle af de andre styringsredskaber, som ellers bruges til for eksempel at påvirke lønningerne i nedadgående retning.

Den sociale søjle er i stedet en lappeløsning, hvor man alvorligt ser på børnefattigdom, men tydeligvis ikke er interesserede i at anerkende de helt åbenlyse grunde til problemet, som er pres på lønningerne og pres på de sociale ydelser.

De problemer kan vi kun løse ved at tage et fundamentalt opgør med EU's økonomiske styring, og det kommer helt sikkert ikke med den sociale søjle.

Hvis et socialt Europa handlede om at gøre op med EU's nedskæringspolitik, så ville der faktisk være fornuftige perspektiver i det.

Hvis vi kunne blive enige om at sætte arbejdsrettigheder og arbejdsforhold over den fri bevægelighed, kunne vi være på vej mod et mere socialt og retfærdigt Europa.

Som det er nu, sætter vi et plaster på et åbent benbrud, det er ikke nok.