Debat

Rina Ronja Kari: EU's sociale søjle er en lappeløsning

DEBAT: EU er begyndt at implementere den sociale søjle, som skal ensrette de nationale social- og arbejdsmarkedsmodeller. Men som det er nu, sætter vi et plaster på et åbent benbrud, mener Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU mener, at EU modarbejder de vigtigste redskaber til at sikre social retfærdighed.
Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU mener, at EU modarbejder de vigtigste redskaber til at sikre social retfærdighed.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Barsel til mænd, omsorgsdage, bedre ansættelseskontrakter og arbejdsmarkedsmyndighed.

Forslagene er mange, når EU forsøger at vise sit sociale ansigt, men jeg er langtfra begejstret.

EU forsøger sig med et socialt ansigt udadtil, men mangler meget for reelt at sikre social retfærdighed.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Faktisk modarbejder EU de vigtigste redskaber til at sikre social retfærdighed.

Uligheden i EU er stadig stor, arbejdsløsheden er mange steder høj, arbejdstagernes rettigheder krænkes, og de sociale problemer er massive.

Efter at have fulgt nogle af forhandlingerne kan jeg klart sige, at direktiverne langtfra lever op til, hvad de lover.

Rina Ronja Kari
Medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Alt sammen er noget, som giver store udfordringer, og som EU har været med til at gøre værre.

Social søjle mangler det sociale
I november 2017 blev EU's sociale søjle vedtaget ved et stort opslået topmøde.

Med søjlen vil man ensrette de nationale social- og arbejdsmarkedsmodeller, og den søjle er EU nu begyndt at implementere med en række tiltag.

Det handler om to direktiver for balance mellem arbejdsliv og privatliv samt de gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union. Dertil kommer en forordning om en europæisk arbejdsmarkedsmyndighed.

Alle tre er del af den samme pakke, som EU-Parlamentet skal stemme igennem i løbet af foråret.

Om de tiltag lyder det, at de skal "bekæmpe social udstødelse og forskelsbehandling og fremme social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder."

Efter at have fulgt nogle af forhandlingerne kan jeg klart sige, at direktiverne langtfra lever op til, hvad de lover, og ikke løser de massive problemer, som vi står over for.

Læs også

Opgør med social dumping udebliver 
Sidste efterår blev vi alle chokerede over sagen om de filippinske chauffører i Padborg og afsløringerne af helt urimelige arbejdsforhold.

Trådene omkring social dumping og de manglede arbejdstagerrettigheder kan trækkes helt tilbage til Laval-dommen i 2007.

Her var svenske bygningsarbejdere i konflikt for at sikre ligeløn for lettiske og svenske bygningsarbejdere.

Konflikten blev af EU-Domstolen dømt ulovlig med henvisning til, at den begrænsede den fri bevægelighed af tjenesteydelser.

En vigtig del af dommen var fortolkningen af udstationeringsdirektivet, der siger, at udenlandske virksomheder i det hele taget ikke er forpligtet til at betale mere end mindstelønnen og de minimumskrav til ferie, barsel og arbejdstid, der henvises til i udstationeringsdirektivet.

Selv om udenlandske arbejdere betales langt lavere, er der altså ikke tale om social dumping. Den dom har lagt grunden for mange lignende domme siden og sat en retning for EU.

Tjenesteydelser sættes over arbejdsrettigheder
EU's indre marked sætter virksomhedernes økonomiske friheder og sætter i den sammenhæng særligt tjenesteydelserne over arbejdstagernes rettigheder.

Det betyder, at de krav, standarder og kollektive kampskridt, som måtte komme på tværs af tjenesteydelsernes frie bevægelighed, kan blive dømt ulovlige af EU.

At den fri bevægelighed af tjenesteydelser står over sociale rettigheder, betyder, at vi ser sager som underbetalte filippinere i Padborg, på metrobyggeriet, i landbruget og inden for rengøring.

Det ændrer de tre nye forslag i den sociale søjle ikke på.

Et reelt socialt Europa ville vende det hierarki mellem de økonomiske friheder og de faglige rettigheder – det er det, som fagbevægelsen kalder for en social protokol.

Slip nu grebet om økonomisk styring
Den sociale søjle og lovinitiativerne gør heller ikke noget for at rulle nedskæringspolitikken tilbage.

Den politik, som har udløst en massiv social krise i Europa, hvor for eksempel in-work-fattigdom er steget til 9,6 procent. Det er mennesker, der har arbejde, men hvor lønnen er så lav, at de reelt lever i fattigdom.

Selv om tal fra EU-Kommissionen viser, at antallet af folk i risiko for fattigdom og social eksklusion er faldet lidt siden den økonomiske krises højdepunkt, har antallet i det store hele været uforandret i mere end et årti.

Medlemslandene er underlagt stram økonomisk styring fra EU, som fremmer nedskæringer på velfærden, forringelser af de sociale ydelser og højere pensionsalder.

Er en lappeløsning
Styringen kommer blandt andet fra finanspagten og det europæiske semester.

Grundlæggende er problemet, at EU ikke vil bryde med finanspagten, det europæiske semester eller nogle af de andre styringsredskaber, som ellers bruges til for eksempel at påvirke lønningerne i nedadgående retning.

Den sociale søjle er i stedet en lappeløsning, hvor man alvorligt ser på børnefattigdom, men tydeligvis ikke er interesserede i at anerkende de helt åbenlyse grunde til problemet, som er pres på lønningerne og pres på de sociale ydelser.

De problemer kan vi kun løse ved at tage et fundamentalt opgør med EU's økonomiske styring, og det kommer helt sikkert ikke med den sociale søjle.

Hvis et socialt Europa handlede om at gøre op med EU's nedskæringspolitik, så ville der faktisk være fornuftige perspektiver i det.

Hvis vi kunne blive enige om at sætte arbejdsrettigheder og arbejdsforhold over den fri bevægelighed, kunne vi være på vej mod et mere socialt og retfærdigt Europa.

Som det er nu, sætter vi et plaster på et åbent benbrud, det er ikke nok.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00