Rokade: Danmark får sin første kvindelige USA-ambassadør

OMROKERING: Udenrigsministeriet har udpeget Lone Dencker Wisborg som ny dansk ambassadør i Washington. Udnævnelsen er en del af en større ambassadørrokade. Se alle nye ambassadører her.

Foto: Jason Szenes/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Udenrigsministeriet har fundet Danmarks nye USA-ambassadør.

Det bliver Lone Dencker Wisborg.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Den nye ambassadør skriver samtidig historie, når hun i april rejser til Washington. Hun er nemlig den første kvinde til at indtage den post.

Med udnævnelsen af 52-årige Lone Dencker Wisborg har Udenrigsministeriet fundet en afløser for den nuværende ambassadør i USA, Lars Gert Lose, der efter nytår vender hjem til Udenrigsministeriet for at blive ministeriets nye departementschef.

Ligesom sin forgænger har Lone Dencker Wisborg en lang karriere i udenrigstjenesten bag sig. Hun forlader en stilling som direktør for ressourcer og organisationsudvikling i Udenrigsministeriet for at tage til USA, og tidligere har hun også været Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra.

Udnævnelsen af den nye USA-ambassadør er et led i en større ambassadørrokade. Se resten af de nye ambassadører her:

  • Freddy Svane forlader sin ambassadørpost i Tokyo for at blive ny ambassadør i New Delhi, Indien.
  • Han bytter med Peter Taksøe-Jensen, der forlader New Delhi til fordel for Tokyo, Japan.
  • Mette Nørgaard Dissing-Spandet forlader stilling som kontorchef i Udenrigsministeriet for at blive ambassadør i Dar es Salaam, Tanzania.
  • Hun afløser Einar Hebogård Jensen, der skal være ny ambassadør i Seoul, Korea. Den nuværende ambassadør Thomas Lehmann hjemkaldes til Udenrigsministeriet.
  • Michael Lund Jeppesen bliver ny ambassadør i Kabul, Afghanistan.
  • Han afløser Nicolaj A. Hejberg Petersen, der forlader Kabul til fordel for Kampala, Uganda.
  • Grete Sillasen bliver ny ambassadør i Manila, Filippinerne. Den nuværende ambassadør Jan Top Christensen hjemkaldes til Udenrigsministeriet.
  • Den nye ambassadør i Paris, Frankrig bliver Michael Starbæk Christensen. Han afløser Kirsten Malling Biering, der hjemkaldes til Udenrigsministeriet.
  • Flemming Stender bliver ny ambassadør i Riga, Letland.
  • Hans Brask forlader Riga til fordel for at blive ambassadør i Vilnius, Litauen. Her bliver den nuværende ambassadør kaldt hjem til Udenrigsministeriet.
  • Vibeke Rovsing Lauritzen forlader sin stilling som chef for Koncern-HR i Udenrigsministeriet og bliver Danmarks nye ambassadør i Stockholm, Sverige. Den nuværende ambassadør vender hjem til Udenrigsministeriet.

Foruden det har Udenrigsministeriet også udpeget en ny stedfortræder for Danmarks faste repræsentant ved FN. Det bliver Marie-Louise Koch Wegter, der er ny stedfortræder og ambassadør. I Strasbourg får Danmark også en ny fast repræsentant ved Europarådet. Den nye ambassadør bliver Erik Laursen, der i dag er kontorchef i Udenrigsministeriet.

Altinget bragte i 2015 et interview med Lone Dencker Wisborg, der på det tidspunkt var Danmarks ambassadør i Spanien. Læs det her.

Læs også

Dokumentation

Blå bog: Lone Dencker Wisborg
Født 31. januar 1966, Brønderslev

Uddannelse
1991 Cand.jur., Aarhus Universitet 

Karriere
2019- Danmarks ambassadør i USA
2017-2019 Direktør for ressourcer og organisationsudvikling, Udenrigsministeriet
2015-2017 Direktør for udenrigspolitik, Udenrigsministeriet
2011-2015 Danmarks ambassadør i Spanien og Andorra, sideakkrediteret i Algeriet
2009-2011 Ambassadør, Chef for Center for Global Sikkerhed
2007-2009 Kontorchef, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
2007 Tjenestefrihed (Fondschef, Bikuben-Fonden)
2004-2006 Ambassaderåd på Danmarks ambassade i Warszawa, Polen
2001-2003 Ministersekretær for udenrigsministeren
2000-2001 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1999-2000 Tjenestefrihed (Folketingets Internationale Afdeling)
1998-1999 Fuldmægtig, Sikkerhedspolitisk kontor, Udenrigsministeriet, København
1995-1998 Ambassadesekretær på Danmarks ambassade i Tallinn, Estland
1992-1995 Fuldmægtig i Udenrigsministeriet, København.


Kilde: Udenrigsministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lone Dencker Wisborg

Nato-ambassadør
cand.jur. (Aarhus Uni. 1991)

0:000:00