Debat

S: Hvis ikke venstrefløjen skulle kritisere EU, hvem skulle så?

DEBAT: Det er afgørende for et retfærdigt EU, at den EU-positive venstrefløj er skeptiske over for borgerlige EU-kræfter og de mange borgerlige "markedet-først"-løsninger, skriver Mads Hersbøll (S) og Peter Hummelgaard (S).

De mange tusinder arbejdspladser, vi har via EU, må aldrig blive sat i
fare i et forsøg på at score billige point om falske lakridspibe-historier, skriver Mads Hersbøll (S) og Peter Hummelgaard (S).
De mange tusinder arbejdspladser, vi har via EU, må aldrig blive sat i fare i et forsøg på at score billige point om falske lakridspibe-historier, skriver Mads Hersbøll (S) og Peter Hummelgaard (S).Foto: Colourbox
Bjørn Strøm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Hersbøll (S) og Peter Hummelgaard (S)
Henholdsvis kandidat til Europa-Parlamentet og EU-ordfører og MF’er

"Lad os holde op med at give EU skylden, når noget ikke går vores vej" sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale på Europadagen, hvor han relancerede Venstre som et EU-positivt parti. 

Når Lars Løkke Rasmussen pludselig har fundet EU-sokkerne frem og mener, vi skal tale EU op, så forstår vi ham faktisk godt.

Det første argument, vi tænker, han har, er åbenlyst: EU har på mange områder været en stor succes, og det må vi aldrig glemme.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Knap 60 procent af vores vareeksport går til andre EU-lande. Det er altså 578.000 danske arbejdsplader, der (i 2014) var direkte knyttet til eksport til de andre lande i det indre marked. Det skal vi beskytte, udvikle og udvide. Så langt er vi med Løkke Rasmussen. 

Det andet argument, vi tænker, Lars Løkke Rasmussen har, er, at EU de sidste mange år har været hamrende borgerligt.

De mange konservative og liberale ”markedet-først”-løsninger, der kommer fra EU er ikke ”institutionen EU’s” skyld, men højrefløjens uendelige og dumstædige tro på, at enhver er sin egen lykkes smed.

Mads Hersbøll (S) og Peter Hummelgaard (S)
Henholdsvis kandidat til Europa-Parlamentet og EU-ordfører og MF’er

Tag Kommissionen, hvor vi jo alle herhjemme kender kommissær Margrethe Vestager. Her hører hele 19 af 28 kommissærer til på den borgerlige fløj, og der har ikke været en socialdemokrat i spidsen i mere end 20 år. 

Tilstedeværelsen af et blåt flertal i EU er massivt
I Europa-Parlamentet har de grupper, som vi tror, de fleste vil kategorisere på højrefløjen, hele 406 mandater af samlet 751 mandater.

De har altså som absolut minimum cirka 54 procent af mandaterne. Samme tendens var der i øvrigt også i 2009, og formanden har de sidste 20 år klart overvejende været borgerlig. 

Ser man på Ministerrådet, så har der i de sidste 20 år også været massivt blåt flertal. Tænk blot på Merkel i Tyskland, Frankrig med Chirac, Sarkozy og nu Macron.

Storbritannien med konservative de sidste otte år. I 2001 var der socialdemokratiske ledere i 11 af de 15 "gamle" EU-lande. I dag er 21 af 28 EU-medlemslande ledet af en eller anden form for højrefløjsparti. 

I de seneste 20 år har der således været massivt blåt flertal i Europa og i EU. Og når der nu har været det massive borgerlige flertal i EU, så er der naturligvis i overvejende grad kommet borgerlige løsninger. Det er logisk. 

Os med EU-sokkerne på skal også kunne være EU-skeptiske
Eksemplerne er mange: De har ikke gjort nok for at løse problemerne med trykket på vores løn- og arbejdsvilkår, da mange konservative og liberale jo grundlæggende mener, at det blot er udtryk for "sund konkurrence".

De har selvfølgelig heller ikke gjort nok for at bekæmpe de store klimaforandringer, ligesom der ikke har været fokus på f.eks. at stoppe den massive skattesnyd, der foregår. 

Alt det kender vi herhjemme fra, når de borgerlige sidder ved magten. Og det samme har gjort sig gældende i EU. 

Vi socialdemokrater, og resten af den EU-positive venstrefløj, bliver derfor nødt til at lade være med at tale om EU, som om det er en samlet apolitisk institution.

Det er en politisk kampplads. Og, desværre, har Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen tabt den politiske kampplads i de senere år. Det viser tallene og den førte politik klart. 

Hvis vi som socialdemokrater ikke må være skeptiske over for de mange beslutninger, der kommer fra et overvejende blåt EU, hvem i alverden skulle så være det? 

Selvfølgelig skal vi tale EU op, når de leverer gode og solidariske løsninger til den almindelige dansker og europæer.

Men det nytter simpelthen intet, at vi afpolitiserer EU. Beslutninger fra EU kommer ikke på baggrund af teknokrater, men af politisk valgte med udgangspunkt i de forskellige ideologier og mærkesager. 

Og det er her, vi som socialdemokrater bliver nødt til at råbe højt. Endda visse steder i vores eget parti. 

Det er ikke et spørgsmål om for eller imod, men et om retfærdighed
Det betyder ikke, at vi er modstandere af EU. Nej, fordelene ved EU er simpelthen for store. Hvordan skulle vi ellers løfte de grænseoverskridende problemer, som i sagens natur er.

Ja, grænseoverskridende? Vi har ikke andre bud end EU, og for at være ærlige har vi heller ikke hørt andre ædruelige og realistiske bud. 

Det giver derfor ingen mening at tale om for eller imod EU. Men vi skal død og pine fortælle folk, at de mange konservative og liberale "markedet-først"-løsninger, der kommer fra EU ikke er "institutionen EU's" skyld, men højrefløjens uendelige og dumstædige tro på, at enhver er sin egen lykkes smed, og med et større hensyn til profit end til miljøet, klimaet og sociale fremskridt.

Og så skal vi naturligvis oplyse på en afbalanceret måde. De mange tusinder arbejdspladser, vi har via EU, må aldrig blive sat i fare i et forsøg på at score billige point om falske lakridspibe-historier, gratis Interrail-billetter eller kanelsnegle. 

Som socialdemokrater vil vi en anden og retfærdig vej for Danmark og for EU. Derfor siger vi samlet: Hvis ikke venstrefløjen og Socialdemokratiet skulle kritisere borgerlige beslutninger fra EU, hvem skulle så?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00