SF og Radikal Ungdom: EU’s overlevelse kalder på rebranding
DEBAT: Spitzenkandidat-processen bør gøres til standardmetoden til valg af kommissionsformand. På den måde kan EU begynde at rebrande sig som et demokratisk sted, hvor alt ikke foregår bag lukkede døre, skriver Lucas Zukunft (SF) og Mads Rundstrøm (Radikal Ungdom).
Af Lucas Zukunft (Socialistisk Folkeparti) og Mads Rundstrøm (Radikal Ungdom)
Når EU kritiseres forlyder det ofte, at det er et lukket og udemokratisk sted.
Der tales om studehandler og bevidste forsøg på at omgå demokratiske processer. Den kritik kan oftest tilskrives Kommissionen og Rådet. Det siges, at der er alt for langt fra vælgerne til toppen i EU.
Hvis EU ønsker at overleve, og hvis vi ikke skal tabe flere medlemslande, så skal der nogle gennemgående og store reformer til. Det kræver nogle heftige tiltag, og vi slipper nok heller ikke uden om traktatændringer.
EU bør starte med en ændring af Lissabontraktaten.
Det skal ikke længere være Rådets opgave at foreslå Europa-Parlamentet en kommissionsformand. Det skal være fast procedure, at Parlamentets politiske grupper selv fremsætter deres "spitzenkandidaten", så de europæiske vælgere også får indflydelse på, hvem der leder Kommissionen.
Kommissionen er EU's pendant til en regering, og kommissionsformanden er derved EU's svar på en regeringsleder. Skal regeringslederen så ikke, ligesom i medlemslandene, vælges af det folkevalgte parlament efter en demokratisk valgkamp?
Lucas Zukunft og Mads Rundstrøm
Borgerne skal have medindflydelse
Kritikere af processen vil sige, at det underminerer Kommissionens selvstændighed, men da det alligevel er op til Parlamentet at godkende Rådets udpegede kandidat, så kan Parlamentet lige så godt vælge sin egen, ikke?
Hvis EU skal rebrandes som et mere demokratisk sted, så skal en af de absolut mest magtfulde personer i Unionen ikke vælges bag lukkede døre, men vælges af borgerne gennem en demokratisk proces.
Et andet problem ved at lade Rådet vælge kommissionsformanden er, at medlemslandenes regeringer skifter mellem valgene til Europa-Parlamentet. Så lader man regeringscheferne udpege kommissionsformanden, kan vi ende i en situation, hvor den valgte formand, grundet nyvalg i medlemslandene, ikke har opbakning fra de siddende stats- og regeringschefer, som ellers har til opgave at udpege formanden.
Ved at overføre ansvaret til Parlamentet skaber man derimod en langt mere sammenhængende proces.
Stærkere og mere åbne lovgivningsprocesser
At kommissionsformanden har parlamentarisk opbakning vil også kun gøre lovgivningsprocesserne stærkere og mere åbne, når det nu engang er sådan, at Kommissionen skal fremsætte lovforslag til behandling af Parlamentet.
Mere magt til Europa-Parlamentet er mere magt til folket, og mere magt til folket giver mere åbenhed og demokrati. Det er så vigtigt, hvis EU skal bevare sin legitimitet og overleve den stigende modstand.
Kommissionen er EU's pendant til en regering, og kommissionsformanden er derved EU's svar på en regeringsleder. Skal regeringslederen så ikke, ligesom i medlemslandene, vælges af det folkevalgte parlament efter en demokratisk valgkamp?