Slaget om Kyiv viser, at den offensive opskrift ikke længere garanterer sejr

Set fra oven lignede det Køgebugtmotorvejen klokken otte om morgenen – en 40 kilometer lang række af lastbiler, der bevægede sig fremad i et frustrerende lavt tempo. Ammunition, mad og brændstof til de russiske styrker, der var rykket frem for at omringe Kyiv, var strandet på den smalle hovedvej.

Køen på motorvejen bliver afviklet, efterhånden som bilisterne når frem til deres arbejde i København, men de russiske forsyninger kom aldrig i arbejde. Lastbiler blev efterladt efterhånden, som de løb tør for benzin og batteri efter at have holdt i tomgang i dagevis.

Lastbilchaufførerne havde ingen anden måde at holde varmen på end at lade motoren køre og vente på, at den brændte sammen. Ukrainske droneangreb satte andre dele af konvojen ud af spillet. Men fremfor alt var der ikke noget sted for lastbilerne at læsse af.

De styrker, som de skulle forsyne, blev presset tilbage mod den hviderussiske grænse af den ukrainske hær. 25. marts indrømmede den russiske generalstab på sin karakteristiske bagvendte måde, at slaget om Kyiv var tabt. Efter at have påført de ukrainske styrker svære tab, ville Rusland nu fokusere sin militære indsats i det østlige Ukraine.

Militærhistorien er en vekselvirkning mellem offensiven og defensiven. I 1346 døde 2.000 franske riddere i slaget ved Crecy, da de red frem mod de engelske bueskytter. At englænderne mistede meget få soldater i slaget demonstrerede, at tiden, hvor riddere kunne afgøre et slag i en offensiv med sænkede lanser, var forbi.

Slaget blev vundet af en ukrainsk hær, som havde lagt arven fra den Røde Hær bag sig, og i stedet indrettet sig på, at defensiven har fordelen.

Mikkel Vedby Rasmussen

I 1917 blev kampvogne brugt for første gang i slaget ved Cambrai, hvor britiske styrker var i stand til at bryde de tyske linjer. Første Verdenskrig havde indtil da været en blodig demonstration af, at moderne artilleri, maskingeværer og massehære gav forsvarene fordelen.

Ved den første dag i slaget ved Somme i 1916 mistede den britiske hær cirka 20.000 mand i forsøget på at bryde den tyske front. Ved Cambrai blev fronten brudt, fordi infanteri, artilleri og kampvogne, der arbejdede sammen, kunne give et stød, som den tyske front ikke kunne modstå.

Under Anden Verdenskrig var det denne kombination, med tilføjelsen af kampfly, som sikrede tyskerne sejren i Bliztkriegen mod Polen og Frankrig, og som siden gav den røde hær og de allierede sejren.

De russiske kampvognes fremrykning mod Kyiv fulgte den offensive opskrift, og i modsætning til hvad de russiske generaler senere påstod, så havde Kreml tydeligvis forventet, at Ukraine ville være ude af stand til at modstå en russisk offensiv. Slaget om Kyiv viser imidlertid, at kombinationen af panser, artilleri og luftmagt sat ind på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt ikke længere garanterer sejr.

Det militærhistoriske pendul svinger fra offensiven mod defensiven. Som de franske riddere ved Crecy faldt af hesten i deres rustninger ude af stand til at forsvare sig mod det engelske infanteri, brød det russiske panser sammen, fordi den ukrainske hær havde panserværnsvåben og droner, der nedkæmpede russerne enhed for enhed. Samtidigt sikrede det ukrainske luftforsvar, at de russiske fly aldrig fik herredømmet i luften.

Den ukrainske hær er decentralt organiseret, fordi den udnytter panserværnsvåben og droner til ildkraft på enhedsniveau. Hæren udnytter den teknologiske udvikling, der gør det muligt at skyde en kampvogn med et missil i det øjeblik, at dronen får øje på den. I et sådant slag er det ikke en fordel at ankomme i en lang panserkolonne og have sine forsyninger leveret af hundredevis af lastbiler.

Slaget om Kyiv blev tabt af en russisk hær, som viste sig inkompetent til at udføre den type offensive operationer, som den Røde Hær havde mestret under Anden Verdenskrig. Slaget blev vundet af en ukrainsk hær, som havde lagt arven fra den Røde Hær bag sig, og i stedet indrettet sig på, at defensiven har fordelen.