Søren Espersen: Kofods udenrigsstrategi kommer ikke til at gavne Danmark

DEBAT: En udenrigspolitik bygget på socialdemokratiske værdier, som udenrigsministeren ønsker, er næppe i danskernes interesse. Og det er dem, han skal varetage, skriver Søren Espersen (DF).

Af Søren Espersen (DF)
Udenrigsordfører

Den socialdemokratiske regering har bebudet, at den er på vej med en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi for Danmark.

Regeringen har allerede løftet lidt af sløret for strategien ved at slå fast, at omdrejningspunktet for strategien ikke vil være interesser men derimod værdier. Ja, sågar ikke blot danske værdier, men det, som regeringen benævner ’socialdemokratiske værdier’.

Det ville imidlertid være en helt forkert tilgang at basere strategien på universelle og abstrakte værdier, som desværre også i dag præger meget af arbejdet på Asiatisk Plads.

Her bruger et stort antal medarbejdere mere tid på at fremme FN’s verdensmål og menneskerettigheder end Danmark og danske interesser.

Danskernes interesser skal varetages
Det er nemlig Danmark og danskernes interesser, som Udenrigsministeriet er sat i verden for at varetage. Enhver udenrigsminister, som er sig sit ansvar bevidst, bør forud for enhver beslutning stille sig selv det grundlæggende spørgsmål, hvad der gavner Danmark.

Det er ikke det, den socialdemokratiske regering lægger op til med sin nye strategi, hvor det formentlig vil være en række abstrakte rettigheder og værdier, som vil blive ledetråden i udenrigstjenestens arbejde.

I værste fald kan man forestille sig, at regeringen måske lader sig inspirere af sine socialdemokratiske venner i Sverige og deres ’feministiske udenrigspolitik’.

Socialdemokratiske værdier
Derudover er det problematisk, at regeringen bebuder et fokus på såkaldte ’socialdemokratiske værdier’ i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Det er klart, at det er regeringens prærogativ at forberede og udarbejde en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi for kongeriget, men derfra og så til at sætte lighedstegn mellem det, som socialdemokraterne selv mener er vigtige socialdemokratiske værdier, og hele Danmarks værdisæt, er noget af en tilsnigelse.

Alene det faktum, at vi er en bred vifte af partier i Folketinget, som repræsenterer en lang række forskellige ikke-socialdemokratiske synspunkter i den danske befolkning, bevidner jo i sig selv, at det ikke kan være i hele Danmarks og alle danskeres interesse, når man snævert vælger at fokusere på såkaldte socialdemokratiske værdier.

Frygter ufokuseret strategi
I Dansk Folkeparti mener vi, at dansk udenrigspolitik skal tage udgangspunkt i danske interesser. En interessebaseret udenrigspolitik har Kongeriget Danmark som sit naturlige omdrejningspunkt.

Det skal hjælpe os med at vælge til og fra i udenrigspolitikken og vide, hvorfor vi gør det. Det handler grundlæggende om at forstå verdenen med danske briller og påvirke udviklingen til gavn for at nå de udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål, som følger af en interessebaseret strategi. At skabe sammenhæng mellem mål og midler.

Jeg frygter, at den socialdemokratiske regering præsenterer en strategi, som i sin natur vil være uklar og ufokuseret, fordi den i sin kerne vil være centreret omkring værdier fremfor interesser.

I så fald må regeringen tilbage til tegnebrættet og udarbejde en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, som tager udgangspunkt i danske interesser.

Forrige artikel SF i EU: Der skal ikke gives rabat på EU's kerneværdier SF i EU: Der skal ikke gives rabat på EU's kerneværdier Næste artikel Naser Khader: Den kinesiske virus har sat en stopper for hyperglobaliseringen Naser Khader: Den kinesiske virus har sat en stopper for hyperglobaliseringen