Et af verdens allerældste og mest rodfæstede valgsystemer står måske foran ændringer.

Storbritannien holder torsdag den 5. maj nemlig folkeafstemning om indførelsen af et nyt valgsystem, der skal afløse den gamle, traditionelle britiske måde at vælge parlamentet på, hvor det ganske simpelt er den kandidat, der får flest stemmer i hver opstillingskreds, der bliver valgt.

Udfaldet af folkeafstemningen er imidlertid højt usikkert. Meningsmålingerne spår vidt forskellige resultater, og både den britiske regering, der ellers har udskrevet afstemningen, og Labour-partiet er delt.

Den konservative premierminister David Cameron agiterer således for et nej, mens hans koalitionspartner, de liberale demokrater med partileder Nick Clegg i spidsen, er for. Liberaldemokraterne stillede faktisk folkeafstemningen som et af kravene for at gå med i regeringen sidste år.

Fordelen er først og fremmest, at den nye metode sikrer et absolut flertal bag hver eneste kandidat. Vælgerne kan dermed opleve en lidt større grad af ejerskab i forhold til resultatet.

Jørgen Elklit
Professor og valgforsker

Skal prioritere kandidaterne
Ender afstemningen med et ja, vil briterne ikke længere som i dag blot skulle stemme på deres foretrukne kandidat i hver opstillingskreds. De skal også tilkendegive, hvilken kandidat de næsthelst ser valgt, og hvem der er prioritet nummer 3, 4 osv.

Systemet, der kaldes "Alternative Vote", betyder, at de vælgere, som har stemt på kandidater fra de mindste partier, via deres anden- og tredjeprioriteringer osv. også kan få indflydelse på, hvem der i sidste ende bliver valgt. Under det nuværende system er deres stemmer spildt.

Den foreslåede ændring af det britiske valgsystem er imidlertid ikke nogen stor revolution og vil slet ikke betyde et forholdstalsvalg som i Danmark, hvor alle partier får det antal mandater i Folketinget, der svarer til deres faktiske stemmetal. Faktisk er det "den mindst mulige ændring", vurderer valgforsker og professor ved Aarhus Universitet Jørgen Elklit:

"I nogle opstillingskredse vil der slet ikke være nogen forskel fra i dag - og i andre kun en marginal forskel. Jeg forstår egentlig ikke, at man vælger en så lille ændring, som kun meget usandsynligt vil føre til nogen reelle ændringer i partisystemet i engelsk politik," siger han.

Kan få parlamentsflertal uden vælgerflertal
Det nuværende valgsystem har gennem flere år været under stigende kritik. Problemet er, at det favoriserer det store partier og gør det muligt, at et parti kan få et flertal i parlamentet, selv om det ikke har noget flertal blandt vælgerne.

Det kom særligt tydeligt til udtryk ved parlamentsvalget i 2005, hvor Labour kun fik 35 pct. af stemmerne, men næsten 55 pct. af pladserne i parlamentet. Det er udemokratisk, siger modstanderne - mens tilhængerne fremhæver, at det til gengæld som oftest medfører slagkraftige regeringer med et flertal bag sig, som ikke skal ud i grumsede forlig og aftaler, sådan som den ville skulle med et forholdstalsvalg som i Danmark.

Med "Alternative Vote" vil det sandsynligvis fortsat være sådan, at kun ét parti har flertal i parlamentet - men til gengæld vil flere vælgere end i dag have haft noget at skulle have sagt i forhold til, hvilket parti det bliver.

"Det er ikke sikkert, at det overhovedet vil føre til større proportionalitet. Man skal ikke udelukke, at det kan føre til det - men fordelen er først og fremmest, at den nye metode sikrer et absolut flertal bag hver eneste kandidat. Vælgerne kan dermed opleve en lidt større grad af ejerskab i forhold til resultatet," siger Jørgen Elklit.

"Derudover er tankegangen, at hvis der er en opstillingskreds, hvor to kandidater står over for hinanden, men ingen plejer at have flertal, så bliver de nødt til at føre en valgkamp, hvor det også handler om at erobre vælgernes andenprioriteringer. Det vil føre til en mere konsensussøgende politik i de enkelte kredse," fortsætter han.

Liberaldemokraterne er det parti, der oftest har lidt hårdest under det nuværende valgsystem. Ved parlamentsvalget i 2010 fik partiet 23 pct. af stemmerne, men kun knap 9 pct. af pladserne i parlamentet. Partiet har derfor længe været tilhængere af et forholdstalsvalg som i Danmark - men så vidt ville den konservative regeringspartner ikke gå. 

"Der er ikke tvivl om, at de store partier på denne måde forsøger at få lukket diskussionen om forholdstalsvalg. Derfor har de foreslået den mindst tænkelige forandring, som dog giver lidt mening," siger Jørgen Elklit.

Også muligt i Danmark
I Danmark betyder systemet med forholdstalsvalg, at et parti næsten altid vil få den samme andel af mandater, som andelen af stemmer berettiger til. Men faktisk medfører den danske spærregrænse på 2 pct., at en regering kan få et flertal i Folketinget, selv om den ikke har et flertal af vælgere bag sig.

Det skete sidst ved valget i 1990, hvor Poul Schlüter kunne danne en KV-regering med støtte fra Radikale, CD, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet, selv om de seks partier kun havde fået 49,1 pct. af stemmerne. Det skyldtes, at der var et voldsomt stemmespild på venstrefløjen på partier, der fik under 2 pct. af stemmerne, og hvis vælgere derfor ikke fik noget at skulle have sagt i forhold til regeringsdannelsen.

Denne mulighed kunne man undgå, hvis man også i Danmark indførte en art "Alternative Vote", hvor man kunne angive det parti, man foretrak, hvis ens førstevalg ikke skulle klare spærregrænsen. Men Jørgen Elklit tror dog ikke, det har nogen gang på jord:

"Selvfølgelig kunne det lade sig gøre, men ingen af de store partier vil være interesserede i det. Så ville det jo være mere fristende at stemme på partier under og omkring spærregrænsen, og de store partier ville ikke lige så hurtigt kunne få jævnet dem med jorden, fordi folk ville tage en chance og stemme på de små. Derfor vil sådan et forslag ikke få nogen støtte," forudser han.