Debat

Tænketank: Afgørende, at EU-debatten får et løft

DEBAT: Grundvilkårene i den danske Europadebat skal ændres. Vi skal væk fra "ja-nej-debatten" om EU og i stedet debattere den europæiske udvikling, og hvilket Europa vi ønsker, skriver Tænketanken EUROPA.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Ladefoged og Jens Boe Andersen
Europapolitisk chef i DI og EU-chef i Dansk Metal

Hvorfor nu endnu en tænketank i Danmark? Svaret på dette spørgsmål er, at det er afgørende, at den danske europapolitiske debat får et løft både i form og indhold.

Alt for ofte er vi endt i en debat om for eller imod Europa i stedet for at bruge energien på at diskutere, hvilket Europa vi ønsker. Og derfor er vi ofte havnet i blindgyder og skyttegrave, men det er der absolut ingen fremtid, vækst eller arbejdspladser i. Vi bør hellere fokusere på den bedst mulige varetagelse af danske interesser i et europæisk fællesskab.

Tænketanken EUROPA 
Derfor har CO-industri og DI i fællesskab besluttet at etablere en uafhængig europapolitisk tænketank. Tænketanken EUROPA skal bidrage til at kvalificere, nuancere og forstærke den europapolitiske debat.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Udgangspunktet skal der ikke være tvivl om. Såvel fagbevægelsen som arbejdsgiverne vil et stærkt Europa, fordi det europæiske samarbejde har afgørende indflydelse på dansk vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne.

Men Tænketanken EUROPA skal være uafhængig. Vi er overbeviste om, at den stærke faglighed og høje troværdighed, der vil følge med uafhængigheden, vil bidrage til at dreje den danske Europadebat i en mere saglig retning.

Der er altså både et stort ønske og behov i befolkningen om mere information om de fremadrettede konsekvenser og perspektiver i det danske medlemskab af EU.

Anders Ladefoged og Jens Boe Andersen
Europapolitisk chef i DI og EU-chef i Dansk Metal

Stort behov for dialog og debat
I forbindelse med lanceringen af Tænketanken EUROPA offentliggjorde CO-industri og DI resultater fra en undersøgelse om danskernes holdning til EU foretaget af MEGAFON.

Den viste, at 62 procent af danskerne mener, at Danmarks medlemskab af EU er enten "godt eller meget godt". Så udgangspunktet for en dialog og debat med danskerne er til stede.

Undersøgelsen viste også, at danskerne (71 procent) er helt bevidste om, at EU har betydning for deres hverdag. Samtidig siger mere end to ud af fem danskere (42 procent), at de kun i "mindre grad" eller "slet ikke" føler sig informeret om EU-politik.

Der er altså både et stort ønske og behov i befolkningen om mere information om de fremadrettede konsekvenser og perspektiver i det danske medlemskab af EU. Noget tyder med andre ord på, at der i befolkningen også er et ønske om at gå væk fra ja-nej-debatten og i stedet debattere den europæiske udvikling, og hvilket Europa vi ønsker.

Grundlag for god debat 
Tænketanken EUROPA skal bidrage til dette. Der skal afholdes debatarrangementer og konferencer, der inddrager centrale og nye aktører. Tænketanken skal være aktiv i mediebilledet, og ambitionen er, at tænketanken skal samle en lang række aktører, organisationer, forskningscentre og virksomheder i Danmarks vigtigste europapolitiske netværk.

Der forestår en lang række spændende og udfordrende opgaver at tage fat på med det sigte at ændre grundvilkårene i den danske Europadebat.

Ved lanceringen af Tænketanken EUROPA den 2. december blev der samtidig efterlyst en direktør til at stå i spidsen for dette arbejde. Ansøgningsfristen er 3. januar. Et mere præcist stillingsoplag kan findes her.

Vi vil gerne kvittere for statsministerens udmelding ved lanceringen af Tænketanken EUROPA om, at "Danmark nu har fået en ny og vigtig stemme i EU-debatten. En stemme, som kan være med til at stille de væsentlige spørgsmål. Om EU's muligheder og udfordringer. Om Danmarks interesser i Europa. En stemme, som kan levere stærke analyser og grundlag for god debat."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Boe Andersen

Senior public affairs rådgiver, Røde Kors
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1991)

0:000:00